Flere og flere ser Formel 1 – Netflix-serie har øget interessen, mener kommentator
Netflix-serien 'Drive to Survive' giver et indblik i, hvor racerkørerne og holdene bag dem træner og kæmper for at blive de bedste.
Måske har du hørt dine venner tale om det. Eller du har overhørt en samtale på arbejdet om det. Det kan også være, at din Netflix-algoritme har forsøgt at få dig til at se en dokumentar om det.
Nemlig Formel 1.
De senere år er interessen for sporten vokset. Flere følger med om søndagen, når biler til astronomiske beløb suser over målstregen på en af verdens Formel 1-baner – for eksempel i Silverstone i England, Suzuka i Japan eller Hermanos Rodriguez i Mexico.
Det fortæller kommentator på TV 2 Sport Ulrik Jönsson.
- Populariteten er eksploderet de senere år.
Netflix-hitserie
Ulrik Jönsson peger på, at især Netflix har fået populariteten på den hurtige sport til at stige.
- Serien ’Drive to Survive’, som Netflix har lavet, gjorde en kæmpestor ting for Formel 1: Den gjorde det relevant i USA.
I USA har man indtil for få år siden ikke interesseret sig ret meget for Formel 1. Her har de mange motorsportfans set løb i andre klasser med andre typer biler. Men nu er Formel 1 altså blevet populært i det enorme land.
Men det er ikke kun i USA, at interessen for Formel 1 er steget. Også i Europa er folk ellevilde efter at få billetter, fortæller kommentatoren, der uddyber, at årsagen også her er Netflix-serien.
- Motorsport har jo det problem, at kørerne har en hjelm på og sidder ude i en bil, der kører 300 kilometer i timen, og det gør, at man som seer ikke rigtig lærer dem at kende, siger Ulrik Jönsson.
I 'Drive to Survive' får seerne et indblik i, hvordan holdene og racerkørerne kæmper for at blive klar til det næste løb, hvor det handler om millimeter, når vinderen af et løb skal findes. Seerne lærer racerkørerne at kende på godt og ondt, når de kæmper for at være de bedste.
Populært blandt kvinder
Ifølge tal fra formel 1-organisationen er der flere kvinder, der også er blevet grebet af motorsporten.
Den estimerer, at kvinder nu udgør 40 procent af seerne til Formel 1, hvilket er en stigning på 8 procent siden 2017, skriver Reuters.
23-årige Iben Lindholm Jørgensen er en af de kvinder, der inden for de senere år har fundet interessen for Formel 1. Den deler hun både med venner og veninder.
Iben Lindholm Jørgensen har hele sit liv set sin far se Formel 1 om søndagen, men i 2021 besluttede hun sig for at prøve at se et løb, fordi hun havde hørt om, at de rivaliserende kørere Max Verstappen fra Red Bull og Lewis Hamilton fra Mercedes kørte tæt løb den sæson.
- Jeg så hele løbet og blev mega grebet af det, fortæller Iben Lindholm Jørgensen.
Og hendes interesse er kun blevet større, efter at hun har set ’Drive to Survive’. Den giver ifølge hende en ekstra dimension til dramaet og spændingen i løbene.
- Man lærer dem at kende og lærer, hvad der er på spil. Det er jo deres karriere, der er på spil, hvis de ikke kører et godt løb, fortæller Iben Lindholm Jørgensen.
Flere kvinder på banen og i pitten
Selvom der ikke har været en kvindelig kører på Formel 1-banerne siden 1970’erne, er det en af de mest ligestillede sportsgrene, vi har, mener Ulrik Jönsson. Sporten er nemlig ikke kønsopdelt, og derfor konkurrerer kønnene på lige fod.
Han understreger dog, at kvinderne ikke har den samme lette indgang til motorsportsverdenen, blandt andet fordi så få kvinder arbejder på holdene. Eksempelvis er der stor overvægt af mandlige mekanikere.
Der er dog mere fokus på, at kvinderne også skal fylde på holdene.
- Vi ser kvinder i ledende stillinger i nogle af holdene. Det er også meget nyt, fortæller Ulrik Jönsson.
Formel 1-holdet Alpine har sat et mål om, at i 2027 skal 30 procent af deres hold af ingeniører bestå af kvinder. Det skriver Formel 1-organisationen.
EchoListen har i denne uge udvalgt tre videoer, som du ikke må gå glip af. I en af dem kan du møde Frederik Vesti, der går benhårdt efter at blive den næste danske Formel 1-kører.