Nyheder

Danmark sender stort bidrag af kampvogne til Ukraine

De såkaldte Leopard 1-kampvogne blev udfaset fra dansk forsvar i 2005.

Danmark og Tyskland går sammen om at donere 80 kampvogne til Ukraine.

Der er tale om kampvogne af typerne Leopard 1.

Det fortæller fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til TV 2 fredag.

- Den donation, vi nu skal ud at se de første leverancer af, vil vi betegne som meget, meget stor. At vi leverer 80 Leopard 1-kampvogne er et meget betragteligt antal, siger Troels Lund Poulsen.

Troels Lund Poulsen er lige nu i Berlin sammen med den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius. Her skal de møde nogle af de danske instruktører, der træner ukrainerne til at blive klar til at bruge kampvognene.

Allerede 1. juni skal de nye kampvogne være klar til at blive taget i brug i Ukraine.

Samarbejdet blev allerede lanceret tilbage i februar og er et projekt på samlet én milliard kroner fra dansk side. De penge skal både gå til kampvogne, ammunition, reservedele og træning samt uddannelse af ukrainske soldater.

Ifølge ministeriet vil det tage omkring en måned at oplære de ukrainske soldater.

Tyskland leverer tilsvarende én milliard kroner til projektet.

Ikke den nyeste model

De såkaldte Leopard 1-kampvogne blev udfaset fra dansk forsvar i 2005 og er dermed ikke helt så moderne og effektive som efterfølgeren Leopard 2.

Det er særligt den sidste type kampvogn, som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har efterspurgt.

Alligevel forsikrer Troels Lund Poulsen om, at ukrainerne kan få gavn af Leopard 1-kampvognene, der har stået og samlet støv på et lager i Flensborg.

- De har meget god kapacitet til at skyde og en god mulighed for at navigere rundt i terrænet. Og så er det ikke mindst et meget stort antal, og det, som ukrainerne efterspørger, er et meget stort antal kampvogne, siger han.

Bidraget fra Danmark indgår i den samlede militære donation, som nu er oppe på 9,5 milliarder i støtte fra Danmark siden krigsudbuddet.

Krigen i Ukraine har varet over et år, og flere NATO-lande har løbende bidraget med ammunition og kampvogne til Ukraine.