Dagens overblik: Alvorlig kritik af tidligere ledelse pĂĄ Herlufsholm
Kommission vil omdøbe 10. klasse, alarm forblev tavs hos flere, og 'Matador'-skuespiller er død.
Den foreløbigt sidste store bededag nærmer sig. Og dermed er det også højsæson for konfirmationer over det ganske land.
Noget tyder dog på, at man ikke skal trække i alt for sommerlige klæder, da der venter etcifrede temperaturer og en blæst, som kan gøre det surt for pavillioner og telte i haven.
Velkommen til dagens overblik.
Styrelse retter alvorlig kritik af tidligere ledelse pĂĄ Herlufsholm
Herlufsholm Kostskole har haft "alvorlige udfordringer med den gensidige respekt mellem elever og for alle elever på tværs af årgange".
Det er konklusionen i den afgørelse, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) er kommet med, blandt andet på baggrund af TV 2s dokumentar 'Herlufsholms Hemmeligheder'.
Styrelsen er i forbindelse med undersøgelsen af Herlufsholm blevet bekendt med 12 sager alene fra skoleåret 2021/2022 om "mobning, voldsomme handlinger og krænkende adfærd".
Afgørelsen fra STUK betyder, at Herlufsholm Kostskole skal tilbagebetale 27 millioner, som den har modtaget i statstilskud.
Store alarmdag – derfor bimlede din telefon ikke
Mens mange mobiltelefoner landet over slog alarm onsdag middag, var der nogle danskere, der ikke fik en advarsel.
S!renen, et nyt varslingssystem over telefonen, blev testet for første gang klokken 12.
Flere borgere har efterfølgende henvendt sig til Beredskabsstyrelsen, da sirenen udeblev. Årsagen kan være, at man ikke har opdateret sin smartphone til et nyere styresystem.
Kører man stadig udelukkende med fastnettelefon, må man nøjes med de luftbårne sirener.
Kommission anbefaler at afskaffe 10. klasse
Der er endnu en stor reform på vej i grundskolen. En kommission nedsat af den forrige regering har barslet med et udspil, som vil fjerne 10. klasse, der i stedet skal integreres i en ny uddannelse kaldet hpx – højere praktisk eksamen.
Det vil betyde, at 10. klasse ikke længere findes, heller ikke i form af de ellers meget populære efterskoler, som de seneste årtier er vundet frem, og som to ud af tre elever vælger at søge ud på.
Kommissionen foreslår i stedet, at årgangen efter 9. klasse kaldes et "ungdomsår" og skal være mere som et højskoleår, hvis man vil på efterskole. Altså uden eksaminer og pensum, som vi kender det.
Rusland beskylder Ukraine for attentatforsøg mod Putin
Et angreb pĂĄ Vladimir Putins embedsbolig.
Det er, hvad Ukraine har forsøgt, hvis russiske efterretninger står til troende.
Rusland beskylder således Ukraine for at have forsøgt at dræbe den russiske præsident ved et droneangreb.
Det skriver Reuters pĂĄ baggrund af oplysninger af det statsejede russiske nyhedsbureau RIA Novosti.
Den danske militæranalytiker Anders Puck Nielsen tror ikke på, at intentionen har været et decideret attentat på Putin, men mere at "skabe ballade".
Ukraine har afvist beskyldningerne om et attentat.
Holger Perfort fra 'Matador' er død
Skuespilleren Holger Perfort, der blandt andet er kendt som den ulasteligt korrekte overtjener Olsen i 'Matador', er død i en alder af 97 år.
Ud over sin rolle i 'Matador' er Perfort kendt fra flere forskellige roller i filmene om 'Olsen Banden' samt som professor Ulrich i Lars von Triers tv-serie 'Riget'.
Med Holger Perforts bortgang er endnu en skuespiller fra den folkekære 'Matador'-serie død. Blandt de overlevende har vi – tak for det – blandt andre Ghita Nørby, Susse Wold, Bent Mejding, Kirsten Olesen, Kurt Ravn og Malene Schwartz blandt os endnu.
***