Som 11-årig var han med til dronning Elizabeths kroning: - Det var en enestående chance
Kordrenge blev hidkaldt fra hele landet for at synge til dronning Elizabeths kroning. En af dem var den nu 81-årige Robert Philipson.
Som 11-årig var Robert Philipson vidne til noget, som har været kun de allerfærreste forundt.
Han sang nemlig til kroningen af den britiske dronning Elizabeth, der som kun 25-årig overtog tronen i 1953.
Fra et hjørne af kirken kunne han følge den storslåede ceremoni og se alle de prominente mennesker træde ind i Westminster Abbey. En kirke, der har dannet ramme om kroninger af konger og dronninger de seneste 1000 år.
- Vi kunne se det hele. Alle de store vigtige, aristokrater og hertuginder og hertuger, inklusiv selve dronningen, fortæller den 81-årige Robert Philipson i dag til TV 2.
Endnu en kroning
6. maj er Westminster Abbey igen centrum for en kroning, når Kong Charles indtager tronen. Og det kan blive med mange af de samme salmer, som Robert Philipson sang dengang som 11-årig. Han er født i England, blev efterfølgende dansk gift og bor i dag i Sverige.
Han var egentlig kordreng i Saint Paul's Cathedral, men fordi Westminster Abbey skulle bruge næsten 400 i koret, blev drenge hidkaldt fra kirker i hele landet.
- Vi vidste, at det var noget enestående, at det var noget utroligt vigtigt, der skete den dag. Det var making history og at være med til noget, som var utrolig vigtigt for Storbritannien og det britiske imperium, siger han.
Og selvom det i dag er 70 år siden, at Robert Phillipson tog plads i kirken, så husker han stadig dagen tydeligt.
Hans mor bad ham nemlig skrive dagbog over den historiske dag, så han kunne mindes oplevelsen mange år efter.
- Det hang sammen med en pæn, engelsk middelklasse-indstilling til den slags. Det var noget, man burde være umådeligt stolt over, og som man skulle kunne mindes hele livet, fortæller han.
I dag har han stadig notesbogen med de 16 tætskrevne sider.
Op til begivenheden trænede kordrengene 13 gange om ugen. På selve dagen skulle de, efter mange dages øvelser, stå tidligt op og tage bussen med madpakker og skiftetøj til at have på i kirken pakket.
- Vi ventede og ventede i lang tid, mens de vigtigste personer kom ind senere. Det var en enestående chance at kunne være med til og at være en del af historien.
Blev hædret med medalje
Robert Philipsen har stadig bogen med salmer, som de sang dengang. Hans indsats blev også hædret med en medalje, som alle kordrenge fik tilsendt efter kroningen.
Han stoppede med at synge nogle år senere og valgte en international levevej som sprogprofessor blandt andet i Danmark.
Men musikergenet er gået i arv til sønnen Caspar Philipson, som i dag er skuespiller og musiker.
Han synes, at det er "helt vildt", at hans far har sunget til en så stor og historisk begivenhed, selvom faren af og til har været meget beskeden omkring det.
- Det er mere mig, der fortæller om det vidt og bredt, for jeg synes, det er en utrolig ting at være med i og virkelig historiens vingesus, siger Caspar Philipson.