Dagens overblik: Den bredeste finanslovsaftale i næsten ti år er blevet indgået

Prominente moderater tager afstand fra partifælles beskeder til 19-årig kvinde, ukrainske styrker krydser vigtig flod, og renten vil forsat stige.

Slovakisk politi har torsdag i sidste uge beslaglagt en Hyundai i30 fra en familie 300 kilometer fra hovedstaden Bratislava.

Det er den bil, som den 32-årige sigtede mand i den danske sag om bortførslen af en 13-årig pige, har ejet i 2016. Det skriver B.T. mandag aften.

Bilen er interessant, fordi netop en Hyundai i30 blev efterlyst samme år i forbindelse med Emilie Mengs forsvinden.

Her blev en bil af den type fanget på et overvågningskamera om natten på Korsør Station, hvor Meng sidst blev set i live.

Velkommen til dagens overblik.

Bredt flertal lander ny finanslov

Danmark har fået en ny finanslov. Ud over de tre regeringspartier – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – er SF, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti med i aftalen. Det er således den bredeste finanslovsaftale i næsten ti år.

Regeringen havde som udgangspunkt kun afsat 200 millioner kroner. Men der er fundet flere penge under forhandlingerne, så initiativerne over de kommende år vil løbe op i knap 350 millioner kroner.

Pengene vil blandt andet gå til ekstra orlov til forældre med tvillinger, en indsats mod PFAS, fremrykning af elementer fra psykiatriaftalen og skattelettelse til unge under 18 år.

Hovedformålet er ifølge finansministeren at få Danmark trygt igennem vanskelige tider. Det er derfor en finanslov, som "ikke puster til inflationen, men bekæmper den", sagde finansminister Nicolai Wammen (S) under præsentationen.

Ukrainske styrker har krydset vigtig flod

Ukrainske styrker har krydset Dnipro-floden og har etableret brohoveder på den østlige side af floden. Det skriver den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW), der hver dag udgiver en status på de seneste udviklinger i krigen.

Siden den russiske tilbagetrækning fra storbyen Kherson i november har Dnipro-floden ellers markeret grænsen mellem den ukrainskkontrollerede vestbred og den russiskkontrollerede østbred.

ISW skriver, at ukrainske styrker har etableret mindst to solide brohoveder på østsiden af Dnipro på stykket mellem Kherson og Dnipros udmunding i Sortehavet.

Prominente moderater tager afstand fra Jon Stephensens beskeder

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) tager "personligt afstand" fra de beskeder, som TV 2 søndag kunne fortælle, at kulturordfører Jon Stephensen har sendt til en 19-årig kvinde, der er medlem af Unge Moderater.

Det sker samme dag, hvor Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, siger til TV 2, at han tager sagen "meget alvorligt", og at den vil få konsekvenser for Jon Stephensen. Samtidig har Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, også sagt til Ritzau, at han ser på sagen med "ekstrem alvor".

Moderaternes sekretariatschef har efter TV 2s afdækning af sagen om den 19-årige kvinde sendt en skriftlig udtalelse, hvor hun tager afstand fra beskederne.

Samtidig oplyser hun, at Jon Stephensen er indkaldt til et møde tirsdag.

Statsrevisorerne kritiserer PFAS-håndtering

Statsrevisorerne kritiserer Miljøministeriets og Forsvarsministeriets indsats mod PFAS i perioden 2007-2021 for at være "meget utilfredsstillende".

Kritikken kommer på baggrund af Rigsrevisionens beretning, der konkluderer, at ministerierne ikke har begrænset brugen og udledningen af giftige PFAS-fluorstoffer, der i en periode har været både "utilstrækkelig og langsommelig".

Den manglende indsats for at begrænse PFAS har udsat miljøet og danskernes sundhed for en unødig risiko, lyder det blandt andet i kritikken.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) siger, at han tager kritikken fra Rigsrevisionen alvorligt.

Renten vil stige yderligere, forventer økonomer

Selvom den danske inflation er faldet fem måneder i træk, er inflationen fortsat for høj i Europa. Frem mod sommer forventer flere økonomer fra landets største banker derfor yderligere to til tre renteforhøjelser fra Den Europæiske Centralbank (ECB) for at dæmpe inflationen.

Traditionen tro vil en renteforhøjelse hos ECB få den danske nationalbank til at følge trop.

Forventningen fra økonomerne er, at renten vil toppe i juli, siger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea.

Det er særligt boligejere med korte lån, der kommer til at mærke rentestigningen, når de får ny rente 1. juli. Den næste bølge af boligejere, der rammes, bliver dem med rentetilpasningslån fra 1. oktober.