Dagens overblik: Danske forskere finder over 200 ukendte vira hos danske børn
Jurist advarer mod at dele identitet på sigtet 32-årig, ægtepar overførte millionbeløb til svindler og fund på gigantisk affaldsø forbløffer forskere.
Det har været en solrig tirsdag mange steder i landet, hvor UV-indekset sågar har tilsagt, at det kan være på tide at finde solcremen frem.
Hos TV2 har dagen været præget af faglige møder i forbindelse med en forestående fyringsrunde.
Det resulterede i et tomt Newsroom i et par timer i løbet af eftermiddagen – og ingen opdateringer på TV2.DK i øvrigt.
Velkommen til dagens overblik.
Danske forskere fandt over 200 ukendte vira hos danske børn
Man kan kortlægge meget. Også noget af det, der normalt er skjult for det blotte øje, men som er en både fascinerende og vital del af den menneskelige organisme.
Det står klart for en gruppe danske forskere, der har brugt fem år på at undersøge afføring fra 647 raske danske 1-årige børn.
Virusarterne er fordelt på 248 forskellige virusfamilier, hvoraf kun 16 var kendt i forvejen. De 232 nyopdagede virusfamilier navngav forskerne efter børnene, som leverede bleerne, der førte til opdagelsen.
Forskerne peger på, at selv om mennesker er propfulde af vira, er det altså kun ganske få, der er skadelige for os, men måske ligefrem kan være gavnlige.
Ekspert advarer om at dele informationer om sigtet 32-årig
Det kan blive en bekostelig affære, hvis man deler oplysninger om den formodede gerningsmand i sagen om en 13-årig pige på sociale medier.
Allerede kort tid efter anholdelsen af en sigtet 32-årig mand fra det vestlige Sjælland blev hans identitet opsporet og lækket via sociale medier i stor stil.
Da der efter grundlovsforhøret mandag blev nedlagt navneforbud i sagen, er det forbudt at viderebringe navnet på manden, der er blevet varetægtsfængslet frem til 11. maj.
Bryder man navneforbuddet, kan det udløse bøder på op imod 25.000 kroner, advarer juraprofessor Sten Schaumburg-Müller til TV 2.
Putins nye besøg i Ukraine sender et andet signal, end Rusland ønsker, siger ekspert
Vladimir Putins offentlige optrædender er yderst sjældne, men nu har Ruslands præsident været på visit i Kherson-regionen.
Ærindet har ifølge Kreml været at ønske de russiske soldater en god påske. Putin har desuden deltaget i et militærledet møde og i Luhansk, hvor han har besøgt hovedkvarteret for Nationalgarden.
Ifølge Rusland-ekspert Flemming Splidsboel er besøget et forsøg på at sende et signal om, at der fra Kremls side er styr på situation i regionerne Luhansk og Kherson.
Den russiske regering oplyser, at de præsidentielle besøg ikke har været planlagte, og det vides ikke præcist, hvornår besøgene fandt sted.
Ægtepar overførte millionformue til svindler
Et ældre ægtepar fra Greve er blevet ofre for et groft bedrageri.
Det skete, da en mand ringede til dem og overbeviste om, at han arbejdede undercover for Rigspolitiet.
Manden, der udgav sig for at være Tobias Eriksen, sagde, at politiet var ved at optrevle en sag om hacking, og at ægteparrets konto var i fare for at blive tømt.
Ægteparret troede på manden og overførte hele deres formue på over 1,7 millioner kroner til en såkaldt ''sikkerhedskonto'', oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Der er ikke anholdt nogen, men politiet er lige nu i færd med at efterforske sagen og forsøge at opspore pengene.
Nyt fund på gigantisk affaldsø forbløffer forskere
Plastic er en pestilens for verdenshavene. Og i et område svarende til til tre gange Frankrig, er ophobningen så enorm, at det kaldes 'affaldsøen i Stillehavet'.
Men at naturen har de særeste - og på mange måder livsbekræftende - måder at transformere sig på, er Plastic Island et vidnesbyrd om.
Forskere har fundet ud af, at der nu er arter, der lever – og trives – på øen. Arter, der normalt lever langs kyster og altså ikke ude på åbent hav.
Der er blandt andet tale om arter som små krabber og søanemoner.
***