14-årig anbragt på opholdssted for et år siden – nu deler hun vigtigt budskab

Naja Kirks krop begyndte at ryste vildt.

Hun forstod ikke, hvad der var galt med hende. Kroppen var slet ikke til at styre.

Det hele skete så hurtigt. Der havde netop været frikvarter, og hun havde lige sat sig på sin plads i klasselokalet. Det var i 2021, og på det tidspunkt gik hun i sjette klasse.

- Første gang det sker, bliver man rigtig bange, husker 14-årige Naja Kirk.

Hun havde fået et voldsomt angstanfald. Hendes mor hentede hende med det samme, og imens Naja Kirk lå på familiens sofa og stirrede tomt op i loftet, følte hun sig helt alene, imens hun tænkte:

- Hvad er det, der sker med mig? fortæller hun.

Derfra begyndte tingene at gå ned ad bakke for Naja Kirk, der i årevis havde været følelsesmæssigt belastet. Men samtidig blev det også begyndelsen på den helingsproces, hun er i gang med nu.

Hjælper udsatte børn i Danmark

Lørdag går TV 2 sammen med Røde Kors, DBU og Fodboldfonden i den store liveindsamling ’Alle vores børn’ klokken 20:00 på TV 2 for at hjælpe udsatte børn og unge i Danmark.

Økonomiske udfordringer, fysisk eller psykisk sygdom samt daglige bekymringer er ting, der præger børnene og de unges hverdag, og derfor forsøger man at samle så mange penge ind som muligt, der skal bruges på forbedret trivsel og adgang til fællesskaber, de ellers måtte undvære.

Til indsamlingen kan man møde Naja Kirk, der har fundet en måde at give alt det, hun oplever i sit liv, en mening på.

Igennem Tiktok og Instagram rækker hun ud til andre børn og unge med et budskab om, at det er ”o.k. ikke at være o.k.”, som hun forklarer det, og så vil hun bryde tabuer om det at være anbragt.

For Naja Kirk er selv blevet anbragt på et opholdssted, og det er noget, der til dels har hjulpet hende, forklarer hun. Men der er meget, der skal bearbejdes, hvilket angstanfaldet i sjette klasse var en klar besked til hende om.

Savner ikke familien

I hele Naja Kirks barndom har hendes far været alvorligt syg. Han er røget ind og ud af hospitalet, og først for halvandet år siden blev han diagnosticeret med en autoimmun sygdom.

Især de sidste syv år har været slemme, fortæller Naja Kirks mor, Louise Kirk. Hun kan godt have en lidt anden oplevelse af familiens liv og udvikling end Naja Kirk, men hun er indforstået med og har givet tilladelse til, at denne artikel er hendes datters personlige fortælling.

Louise Kirk har skullet tage sig meget af sin mand igennem årene, samtidig med at Naja Kirks storesøster har en del udfordringer, der også kræver en stor del af Louise Kirks opmærksomhed.

Derfor har Naja Kirk været overladt meget til sig selv, fortæller Naja selv, hvilket har resulteret i, at hun i en tidlig alder har klaret mange ting på egen hånd i modsætning til sine jævnaldrende.

Samtidig har hun forsøgt at holde fanen højt, men til sidst valgte kroppen at sige fra og slå hul på den maske, hun gemte sig bag.

- Jeg havde en far, der var megasyg, jeg havde en familie, der ikke fungerede, og da alle havde det dårligt omkring mig, så følte jeg ligesom, at jeg skulle være den glade, selvom jeg ikke var glad, fortæller hun.

Efter angstanfaldet i sjette klasse fik Naja Kirk det mentalt værre, og sidste år fik en lærer på hendes skole øjnene op for, hvor alvorligt det stod til med hende.

Med støtte fra læreren fik hun hjælp fra de sociale myndigheder, og med forældrenes accept blev hun sidst frivilligt anbragt, hvilket hun nu har været i et lille års tid.

Hun bor nu på et opholdssted i København med plads til 11 andre i alderen 13-23 år, hvor der er pædagoger til stede døgnet rundt.

Her lever Naja Kirk en helt normal hverdag, som hun forklarer det, hvor hun står op om morgenen, spiser morgenmad og i løbet af dagen er sammen med de voksne, som var de hendes forældre, og en gang om ugen er hun hjemme og besøge sin familie.

Naja Kirk føler sig ”befriet fra sin familie”, beskriver hun. For hun fik det dårligt af hver dag at se på, hvordan de havde det, og derfor har anbringelsen løftet en stor byrde af hendes skuldre.

- Jeg har det stadigvæk meget svært. Jeg er blevet diagnosticeret med en depression, som jeg kæmper med. Men nu kæmper jeg ikke med min familie, fordi jeg er væk fra dem og kan holde fokus på mig selv.

- Det kan godt være hårdt nogle gange at være anbragt og ikke have en mor og en far i dagligdagen, men jeg er glad for at være her, og jeg savner ikke min familie på den måde, fortæller Naja Kirk.

Det er ikke et fængsel

I det sidste halve års tid har Naja Kirk ikke været i skole. Hun håber på at starte i niende klasse på en ny skole efter sommerferien, men indtil nu har hun ikke haft overskuddet til det.

Hun har for nylig været indlagt i flere måneder på en psykiatrisk afdeling, fordi hun gjorde skade på sig selv og havde mange negative tanker.

Hun har det bedre nu, fortæller hun, men det er en langvarig proces at komme på benene igen, og for at give hverdagen mere mening begyndte hun for et år siden at fortælle åbent om sit liv på sociale medier.

Hun har fået mange tusinde følgere, og hendes formål med det er at bryde tabuer omkring det at være anbragt, og så håber hun, at hendes historie kan hjælpe andre.

På de sociale medier har hun ofte oplevet fordomme om, at når man er anbragt, så er det ligesom at være i fængsel, hvor man får et lille, mørkt værelse, og hvor de voksne ikke vil hjælpe, fortæller hun.

Men virkeligheden og hverdagen ser meget anderledes ud, fortæller Naja Kirk, og det er netop, hvad hun prøver at vise andre igennem sine profiler på Tiktok og Instagram.

- Jeg har oplevet, at der var en der skrev til mig, om ikke det var min egen skyld, at jeg var anbragt. Jeg ved ikke hvorfor, det giver ikke mening, men jeg tror lidt, at folk ikke forstår, det er familien og deres situation, der er årsagen til anbringelsen, og at det ikke er børnenes skyld, siger hun.

Fordommene og tabuerne genkender de i Ungdommens Røde Kors. Her støder de ofte på forestillinger om, at opholdsstederne enten har forfærdelige forhold eller er ren luksus, hvor man bliver vartet op af pædagoger.

- Der er mange anbragte børn og unge, der føler, at de ikke kan dele noget om sig selv. De frygter at blive stemplet af deres jævnaldrende som utilpassede eller problembørn, forklarer Eskil Meinhardt Hansen.

Han har igennem sit arbejde som presse- og kommunikationskonsulent interviewet anbragte børn og unge til et politisk udspil af en ungereform.

Her har han blandt andet oplevet, at det er et tabu at fortælle om sin anbringelse, og det er ikke helt uden grund, forklarer han videre.

For statistikkerne taler imod de anbragte børn og unge, der generelt har en større risiko for for eksempel at blive hjemløse, begå kriminalitet eller blive ramt af psykisk sygdom som voksne, viser tal fra Vive – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd.

Det er blandt andet derfor, Naja Kirk synes, det er vigtigt at give et indblik i sit liv som anbragt. For måske kan det hjælpe på den lange bane ved at gøre op med nogle af fordommene og hjælpe andre unge som hende selv med at få et bedre liv.

Det er en facade

Alt efter hvad Naja Kirk har postet, kan hun modtage op mod flere hundrede beskeder fra børn og unge.

Det er ikke sjældent, at hun får beskeder, hvor de fortæller, hvorfor de ikke har lyst til at bo hjemme, og de spørger ind til, hvordan det er at være på et opholdssted, fortæller hun.

Hun giver dem for eksempel råd om, at de bør tale med nogle andre voksne end deres forældre om deres problemer.

Engang skrev hun sammen med en pige, der nogle måneder senere fortalte, at hun var blevet anbragt.

- Hun var meget glad, og det gav mig en stor glæde at vide, at jeg havde hjulpet hende, fortæller Naja Kirk.

Derfor vil hun gerne fortsætte med det, hun laver, og måske en dag gøre det til sit arbejde. Hun kan godt sige fra, forklarer hun, hvis hun føler behov for det, for eksempel hvis yngre følgere vil skrive med hende om selvskade.

- De skal ikke vide, hvad det er. Når man først ved, hvad det er, så kan man gøre noget, og det kan være, at de tænker, at "det skal jeg prøve", og det skal de jo ikke.

For hendes formål er først og fremmest at sprede et budskab om, at hvis ikke man er glad, skal man søge hjælp. For er man glad, ligesom hun var, selvom man er ked af det, er det blot en facade.

- Det er o.k. ikke at være o.k., at være anbragt er ikke et tabu, og det skal man tale højt om i stedet for at skjule det, siger Naja Kirk.

Du kan se ’Alle vores børn’ på TV 2 eller TV 2 PLAY lørdag klokken 20:00.