GO'

Unge kvinder viser særligt ar frem på Tiktok – tendens bekymrer flere

Flere og flere unge mænd og kvinder i Danmark ønsker ikke at sætte børn i verden, siger forsker.

Da Ditte Hector Dahlhoff var 32 år, tog hun en beslutning, som ikke faldt i god jord hos hendes læge.

Efter mange overvejelser havde hun besluttet at lade sig sterilisere.

Dels ønskede hun ikke at være påvirket af hormoner fra eksempelvis en spiral, men det handlede også om noget andet.

- Det var også en identitetsting for mig, fordi jeg altid har vidst, at jeg ikke ville have børn. At lade det manifestere kropsligt på den måde, det var faktisk vigtigt for mig, fortæller hun i ’Go’ aften LIVE’.

Og Ditte Hector Dahlhoff er ikke alene med de følelser. Lige nu fortæller flere unge kvinder på Tiktok, at de er blevet steriliseret. Der er over 150 millioner visninger på videoerne, som unge kvinder har delt under hashtagget ”sterilization”.

Video: TikTok Video: Julie Tantholdt

Ditte Hector Dahlhoff er ikke selv på Tiktok, men som udgangspunkt synes hun ikke, det er problematisk, at unge kvinder deler videoer, hvor de fortæller om deres sterilisation – så længe det ikke bliver en opfordring, lyder det.

- Jeg tænker som udgangspunkt, at det lyder som en rigtig fin ting. Det er med til at oplyse om muligheden for at blive steriliseret, som man ellers ikke på den måde bliver stillet over for som kvinde.

Se hele indslaget med Mette Milan og Ditte Hector Dahlhoff fra 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY

”Man skal virkelig være sikker”

På Københavns Universitet arbejder Michala Hvidt Breengaard, der er postdoc ved Institut for Sociologi, på et projekt, hvor hun undersøger unge menneskers fravalg af børn.

Til Heartbeats, der også har skrevet om fænomenet, siger hun:

- Der er flere og flere, både mænd og kvinder, der melder ud, at de ikke ønsker børn. Selvfølgelig er det ikke flertallet. Flertallet vil stadig gerne have børn, men det er en stigende tendens.

Mette Milan har ligesom Ditte Hector Dahlhoff taget en beslutning om at blive steriliseret. I foråret 2021 i en alder af 32 år fik hun foretaget indgrebet, og det har hun ikke fortrudt.

Siden sine 20'ere har Mette Milan været fast besluttet på, at hun ikke ønskede at få børn med sin mand.

Jeg prøver med al magt at prøve at overtale dem til ikke at blive steriliseret

Peter Helm, overlæge

Alligevel er hun ikke begejstret for tendensen på Tiktok.

- Jeg ved jo, at segmentet på Tiktok er meget unge mennesker, og de kan nok godt blive temmelig påvirkede af den her slags videoer og bare tage det ind som sådan en ”Nå ja, det er da nemt”. Og det er det, der kan bekymre mig. At man ikke lige tænker over beslutningen helt i dybden, før man gør det, lyder det.

Du bruger selv din Instagram aktivt omkring det her emne. Hvordan er det anderledes?

- Forskellen er segmentet. De mennesker, der følger mig, er noget ældre, men jeg synes også, jeg er god til at formidle det på den måde, som jeg vil have det ud på. Jeg lægger tryk på det her med, at man virkelig skal være sikker, og jeg har tænkt over det her i næsten 15 år, før jeg fik det gjort.

Overlæge: Jeg synes, det er en dårlig idé

I Danmark har både mænd og kvinder ret til at blive steriliseret, når de fylder 18 år.

Peter Helm, der er overlæge på Hillerød Hospital, er en af de læger, der steriliserer helt unge kvinder. Han synes, det er en ærgerlig tendens, hvis unge kvinder opfordrer hinanden til at få foretaget indgrebet.

- Jeg ved, at det er deres ret, og derfor er det også min pligt at gøre det, men jeg prøver med al magt at prøve at overtale dem til ikke at blive steriliseret, når de kommer i mit laboratorium.

Peter Helm fortæller, at kvinder har mange grunde til at få foretaget indgrebet. Nogle ønsker ikke flere børn, mens andre slet ikke ønsker børn.

Du er okay med, at de har de grunde, men du respekterer dem ikke, eller hvad?

- Jeg respekterer dem, og de har jo også en ret. Det er lovpligtigt, at man bestemmer over sin egen krop. Ligesom de må få en abort, må de også blive steriliseret. Men jeg synes, det er en dårlig idé at blive steriliseret som 22-årig, hvor der er så lang tid at fortryde i.

Jeg tror ikke, man generelt kan sige, at bare fordi man er 20, 22 eller 25 år, så er det en dårlig idé

Kilde

Peter Helm er også fertilitetslæge, og han oplever, at kvinder, der er blevet steriliseret, kommer og har fortrudt deres beslutning. Så kommer kvinderne i reagensglasbehandling hos ham.

- Det er okay, men jeg synes, det er meget, de så skal gå igennem. Først en operation for at blive fri for at få børn, og bagefter skal de igennem et operativt indgreb for at få børn.

Oplysning er vigtig

Både Mette Milan og Ditte Hector Dahlhoff oplevede, at der var stor modstand fra deres læger, da de kom og fortalte, at de ønskede en sterilisation.

Mette Milans læge bad hende igen og igen om at vente fem år, og Ditte Hector Dahlhoffs læge spurgte ind til, hvad hendes mor sagde til det.

For Ditte Hector Dahlhoffs er aldersgrænsen på 18 år for sterilisation fin, så længe man er indforstået med, hvad man går ind til, siger hun.

- Jeg tror ikke, man generelt kan sige, at bare fordi man er 20, 22 eller 25, så er det en dårlig idé. Jeg er helt med på, og jeg synes også, at man som læge er forpligtet til at oplyse om alternativer, hvad det har af konsekvenser – og om man er indforstået med, hvad det er, der skal ske.

Hun har ikke nogen agenda om, at flere skal lade sig sterilisere, men ligesom Mette Milan bakker hun op om, at kvinder kender til deres ret, og at det bliver aftabuiseret aktivt at fravælge børn som kvinde.

Se hele indslaget med Mette Milan og Ditte Hector Dahlhoff fra 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY