Nyheder

Kæmpe NATO-øvelse i Oksbøl skal skræmme Rusland

Soldater fra 11 lande skal i dag gennemføre den største artilleriøvelse i Danmark i mere end 30 år.

Det er ikke tilfældigt, at NATO inviterer pressefolk fra hele verden til Oksbøl for at rapportere om den største artilleriøvelse på dansk grund siden Den Kolde Krig.

Rent militærfagligt er det her noget af det største, man kan opleve som artillerichef

Michael Villumsen, chef for Danske Artilleriregiment

Journalister bliver fløjet ind og får kost og logi i tre dage, mens de bliver fragtet rundt for at se haubitser, morterer og meget andet tungt skyts, der øver sig ved at sende granater ud over det jyske hedelandskab.

- Den her øvelse har et stærkt budskab om afskrækkelse, som vi ønsker at sende til Rusland. Vi vil vise dem, at vi har evnen og viljen til at arbejde sammen på tværs af nationer i NATO, siger chefen for Danske Artilleriregiment, Michael Villumsen.

- Derfor er det vigtigt for os, at udenlandske medier fortæller om den her øvelse.

Hvorvidt det har den ønskede effekt, kan være svært at vurdere. TV 2 deltager ikke i NATO's tredages tur.

Ifølge Michael Villumsen har NATO i lyset af den voksende trussel fra Rusland behov for at vise styrke, og krigen i Ukraine er en vigtig faktor i dagens øvelse.

- Der er et større element af alvor ved den her type øvelser, fordi krigen er rykket så tæt på. Og fordi det, vi er vidne til ved fronten i Ukraine, i høj grad er en artillerikrig, siger han og fortsætter:

- Rent militærfagligt er det her noget af det største, man kan opleve som artillerichef. Engang havde vi over 100 haubitser og kanoner i Danske Artilleriregiment, nu har vi 18.

Men trods det lavere antal kanoner mangler der ikke samlet slagkraft.

- Det er, når vi laver store øvelser, at man kan se, hvordan vi i tilfælde af krig vil indgå i en kæmpemæssig NATO-styrke, siger Michael Villumsen.

Vil tvinge fjenden til at overgive sig

Den såkaldte Dynamic Front-øvelse har været i gang i to dage og kulminerer i dag med et kæmpemæssigt krigsskuespil. Det både lyder og ser voldsomt ud, når amerikanerne affyrer HIMARS-raketbatterier, der svarer til dem, der har haft stor betydning på slagmarken i Ukraine.

På samme måde brager det løs, når franske soldater affyrer langtrækkende Caesar-haubitser, og når danske soldater på pansrede køretøjer skyder tunge morterer af.

Det handler om det, der på militært sprog hedder ildstøtte – altså kanoner, der kan bane vejen for kampsoldater. Og så handler det om at øve sig i at arbejde sammen og bruge et fælles kommando- og kommunikationssystem. Eller som hærchef Gunner Arpe udtrykker det i en pressemeddelelse:

- Evnen til at forstå hinandens procedurer, og at vores systemer teknisk kan kommunikere og arbejde sammen på tværs af nationer, er afgørende i en krisesituation.

- Målet er, at man i en krise kan bruge hinandens artillerisystemer, fly og andre ildstøttemidler, lyder det.

Det er her, at vi demonstrerer vores evne til at samarbejde og ultimativt til at slå fjenden ihjel

Michael Villumsen, chef for Danske Artilleriregiment

Konkret træner man det ved, at en gruppe soldater udpeger et mål og sender koordinater tilbage til hovedkvarteret. Her er der overblik over de forskellige styrker, og så giver man opgaven til dem, der har den rigtige position uafhængigt af nationalitet.

- Det er her, at vi demonstrerer vores evne til at samarbejde og ultimativt til at slå fjenden ihjel. Eller i hvert fald tvinge fjenden til at overgive sig eller trække sig tilbage ud mod havet eller sydpå, siger regimentschef Michael Villumsen.

NATO's artilleriøvelse

Dynamic Front er en NATO-øvelse under amerikansk ledelse.

Den bliver afviklet med skydetræning hver andet år i forskellige lande.

Det er den største artilleriøvelse i 30 år på dansk grund.

De seneste tre uger er der fragtet haubitser, morterer og raketkastere og soldater fra USA, Storbritannien, Polen, Frankrig, Spanien, Canada, Tyrkiet, Grækenland, Italien, Portugal og Danmark.


Materiel, der bliver anvendt:

  • HIMARS – amerikansk langtrækkende artillerisystem
  • CARDOM 10 – dansk tungt mortersystem monteret på Piranha-køretøjer
  • KRAB – polsk selvkørende haubits
  • CAESAR – fransk artillerisystem

Derudover deltager F-16-kampfly fra USA og fregatter fra NATO's flådestyrker.

Danmark som amerikansk forsyningsvej

Ud over artilleri bliver der kastet bomber fra amerikanske F-16-kampfly og skudt fra fregatter langs Vesterhavet. For Danmark handler det også om at få erfaring som værtsnation. Forud ligger to års forberedelse.

- Vi træner at sikre forsyninger og hjælp til logistik for vores allierede. Det vil i tilfælde af krig være afgørende for Danmark at sikre, at amerikanerne kan få deres udstyr ind og fragtet gennem landet videre mod Syd- og Østeuropa, siger Michael Villumsen.

- I denne øvelse er der kun 500 soldater. Men i tilfælde af krig vil det være titusinder af soldater, og bare det at sikre fri passage på vejnettet er en stor opgave, siger han.

Selvom Danmark kun er en lille spiller blandt de 30 medlemslande i NATO, og selvom der har været kraftig kritik af vores manglende militære formåen og relativt lave forsvarsbudget, så anses vi stadig for at være en vigtig brik i alliancen.

Både fordi Danmark er en afgørende adgangsvej fra Atlanterhavet, og fordi vi længere østpå kontrollerer adgangen til Østersøen, som har stor betydning for Rusland.

Ruslands ambassade i Danmark siger, at de ikke har kommentarer til NATO-øvelsen i Oksbøl.