TV 2 møder heftig kritik for spilreklamer i 'X Factor'-pause
Selvom reklamerne har menneskelige konsekvenser, kan TV 2 ikke tage hele kædeansvaret, siger mediehusets kommercielle direktør.
Når ’X Factors’ seere i pausen mellem liveoptrædener og afgørelsen skal vælge, om de vil stemme på theodor, ROSÉL eller Sigilaz, bliver de også konfronteret med reklamer fra forskellige online betting-virksomheder.
Virksomhederne har købt reklamespots på TV 2 i ’X Factor’-pausen, og forrige fredag fyldte de 3 ud af 32 reklamepladser.
Det har den forgangne uge mødt heftig kritik – både fra Center for Ludomani og fra alle tre ’X Factor’-dommere.
I søndagens udgave af 'Presselogen' uddyber Henrik Brandt, der er centerleder for Center for Ludomani, sin kritik, som han i første omgang retter mod de spilfirmaer, der vælger at lægge deres reklamer omkring underholdningsprogrammet.
- Spilindustrien ved godt, at de skal gøre alt, hvad de kan, for at holde den her markedsføring væk fra vores børn og unge. Så det er på alle måder yderst bekymrende og kritisabelt, siger han og henviser til en rapport fra Center for Ludomani, der udkom sidste år.
- Vi siger nej til spilindustrien
Rapporten fastslog blandt andet, at der procentvis er ligeså mange børn og unge som voksne, der døjer med "alvorlige pengespilsproblemer" – det, man vil klassificere som ludomani.
Og jo tidligere man begynder at spille, jo større sandsynlighed er der for at udvikle ludomani senere i livet, fastslår Henrik Brandt. Det kan få enorme konsekvenser, tilføjer han.
- Vi ser unge mennesker, der dropper ud af uddannelser. Vi ser familier, der bliver splittede. Kriminalitet er desværre også en del af det.
- Vi ser mennesker, der kommer så langt ud, at de forsøger at tage livet af sig selv, og for nogle af dem lykkes det. Den viden bør TV 2 have, og som minimum bliver de nødt til at overveje, at der er mange børn og unge, der ser med her, så siger vi nej til spilindustrien, lyder hans opfordring.
"Kommerciel ytringsfrihed"
Selvom det er en debat, der gør indtryk, er det dog ikke TV 2s ansvar at afvise spilreklamer, siger Stig Møller Christensen, der er kommerciel direktør for TV 2, i 'Presselogen'.
- Vi opererer ud fra det synspunkt, at hvis en reklame er lovlig i henhold til reklamelovgivningen, må den som udgangspunkt blive vist på TV 2s flader. Vi opererer ud fra et princip, der i denne sammenhæng kan kaldes "kommerciel ytringsfrihed", siger han og tilføjer:
- Men når det så er sagt, så er det ikke fordi, vi er blinde for, at det her er en kontroversiel branche. Det vækker mange følelser, og det har nogle menneskelige konsekvenser. Men TV 2 kan ikke tage hele det kædeansvar.
I stedet er det politikere og myndigheder, der bør tage ansvaret med at begrænse spilreklamer på sig, mener han.
Men I kan lave jeres egne regler?
- Ja, det kan vi godt. Grunden til, at vi ikke ønsker at gøre det, er, at vi har en reklameforretning af en vis størrelse. Vi er markedsledere indenfor tv. Hvis vi skulle sidde med hver eneste reklameblok og vurdere moralske og etiske spørgsmål, åbner det for nogle problemstillinger, der bliver nærmest umulige at stoppe, svarer Stig Møller Christensen.
- For nemt at sige
I søndagens udgave af 'Presselogen' var både Bjarne Corydon, chefredaktør på Børsen, og Tom Jensen, chefredaktør for Berlingske, med i panelet.
Begge giver Stig Møller Christensen ret i, at det må være op til lovgiverne at beslutte, om spilreklamer skal begrænses.
Jakob Nielsen, som er chefredaktør for Altinget og også sidder med i søndagens panel, erklærer sig modsat uenig.
- Vi oplever alle sammen på publicistiske medier, at vi får annoncer ind, som åbenlyst ligger indenfor lovgivningen, hvor vi alligevel tænker: Vil vi nu bringe den? Fordi der kan være nogle andre hensyn, der gør, at vi ikke vil bringe dem.
- Og der synes jeg, det er en lille smule nemt at sige, at den beslutning vil vi ikke tage, for det er smaddersvært. Det synes jeg, er et dårligt argument, siger han.
Den kritik besvarer Stig Møller Christensen ved at understrege, at der er forskel på tv- og printreklamer, og at TV 2 har reklamejurister, der gennemgår hvert eneste reklamespot for at sikre sig, at de er i overensstemmelse med lovgivningen.