Nyheder

Nyhedsoverblik 24. marts 2023

Her giver vi dig dagens nyheder i kort form. Vi opdaterer hele tiden, hele dagen. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Norske dagligvarebutikker advarer mod hamstring af æg - melder udsolgt

Flere dagligvarebutikker er næsten tomme for æg, blot en uge før påske. Nu advarer kæderne mod hamstring, skriver det norske medie Romerikes Blad

Politi og brandvæsen på vej til brand i etageejendom: - Hold tilbage

Opdateret 23.27: Der var tale om røgudvikling fra en dyne i en lejlighed. Ingen personskade, skriver politiet. 

Sydjyllands Politi og brandvæsenet er lige nu på vej til Egernvej i Varde efter en anmeldelse om brand i en etageejendom. Det skriver politikredsen på Twitter. De opfordrer borgere til at holde tilbage for udrykningskøretøjer. 

Regeringen sætter finansiering af nærhospitaler på pause

Finansieringen af 25 nærhospitaler, som blev præsenteret sidste år i forbindelse med en sundhedsreform, sættes midlertidigt på pause. Det skriver Politiken. Regeringen vil først begynde at udmønte 3,5 milliarder kroner til nærhospitaler, når en strukturkommission finder ud af, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal se ud. Det siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til avisen.

Film om brutal militærkultur i Belarus vinder dansk pris

Filmen "Motherland", der skildrer en brutal militærkultur i Belarus, har fredag aften vundet hovedprisen ved den danske dokumentarfilmfestival CPH: DOX. Det oplyser filmfestivalen i en pressemeddelelse.

USA og Canada har indgået en aftale om at reducere antallet af asylansøgere

Præsident Joe Biden har meddelt, at USA og Canada har indgået en aftale, der betyder, at asylansøgere, der rejser til Canada via USA, vil blive afvist ved grænsen. Det sagde Biden i en tale i den canadiske nationalforsamling fredag ifølge NTB. 

Trump truer med "død og ødelæggelse"

Tidligere præsident Donald Trump truer med "død og ødelæggelse", hvis han bliver retsforfulgt for at have overtrådt loven om kampagnefinansiering. Det skriver han i et opslag på det sociale medie Truth Social fredag. Ekspræsidenten er mistænkt for at have betalt penge til den tidligere pornostjerne Stormy Daniels for at få hende til at tie stille om et forhold, de to siges at have haft. 

IAEA har fundet næsten alt forsvundet uran i Libyen

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) oplyser fredag, at det er lykkedes at finde det meste af 2,5 ton urankoncentrat, som fornylig blev meldt savnet på et oplagringssted i Libyen, skriver Reuters.

Skolefravær skal koste børnecheck – men gør det sjældent

Hvis et barn har mere end 15 procents ulovligt fravær i folkeskolen, kan forældrene ende med at få frataget børnechecken, men det sker langt fra hver gang. Det viser en beregning, som DR har lavet på baggrund af nye opgørelser fra Kommunernes Landsforening (KL) og Børne- og Undervisningsministeriet. I løbet af det seneste skoleår skete det 15.000 gange, at et barn havde mere end 15 procents ulovligt fravær, men i kun 624 tilfælde mistede forældre børnechecken. 

Rodolphe Jaar erkender sig skyldig i anklager om mord på Haitis præsident

Dobbelt haitisk-chilensk statsborger Rodolphe Jaar erklærede sig fredag ​​skyldig over for en amerikansk dommer på tre anklager, der involverede hans rolle i mordet på Haitis præsident Jovenel Moise, der blev dræbt i sit hjem i juli 2021, viser retsdokumenter ifølge Reuters. 

Asteroide med navnet "bydræber" flyver tæt på Jorden i morgen

En asteroide, der bliver kaldt 'bydræber', passerer lørdag mellem Jordens og Månens kredsløb. Det skriver BBC. Når asteroiden flyver forbi Jorden, vil den kun være 68.000 kilometer væk og derfor være synlig gennem kikkerter og små teleskoper over hele kloden. Ifølge BBC er det sjældent, at en så enorm asteroide – anslået til at være mellem 40 og 90 meter i diameter – kommer så tæt på Jorden.

Politikreds advarer borgere: - Udlever ikke kort og koder til denne mand

Fyns Politi advarer på Twitter om et igangværende svindelnummer i Svendborg, hvor en mand ringer og udgiver sig for at være ansat ved virksomheden Nets. Han oplyser, at der er hævet penge fra folks konto, og at kortet derfor skal afleveres i Odense. Politikredsen fastslår, at man ikke skal udlevere kort eller koder til fremmede. 

Tidligere stabschef skal vidne mod Trump

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps stabschef i Det Hvide Hus, Mark Meadows, er blevet beordret til at vidne om ekspræsidentens bestræbelser på at omstøde valget frem mod stormen af ​​Kongressen 6. januar 2021, skriver ABC News.

Universitetspersonale i Norge anbefales at slette Tiktok og Telegram

Ansatte ved Norges universiteter og højskoler anbefales at slette Tiktok og Telegram fra deres arbejdstelefoner. Det skriver VG

McDonalds udsat for hærværk: Straksdom og udvisning for at smide med sten

Torsdag aften kastede en 41-årig litauisk mand sten mod McDonalds på Nørrevænget i Silkeborg, hvor han ødelagde 3 ruder til en værdi af 30.000 kroner, skriver TV MIDTVEST. Fredag blev han fremstillet i grundlovsforhør, hvor han fik en straksdom på 20 dages ubetinget fængsel. Samtidig blev han udvist af Danmark med et indrejseforbud de næste seks år.

Flere togaflysninger på Sjælland

En fejl på signalerne ved Borup på Sjælland påvirker store dele af togtrafikken fredag aften. Det oplyser DSB. Signalfejlen rammer togtrafikken fra Sjælland mod Fyn og Jylland, mens den på Sjælland betyder, at flere tog er aflyst mellem København H og Næstved.

25 kræftpatienter i Syddanmark har ventet for længe på operation

Fra januar 2021 og til februar 2023 ventede 25 patienter for længe på at blive opereret for tyk- og endetarmskræft på Odense Universitetshospital. Det viser et notat, som Region Syddanmark har udarbejdet, skriver dr.dk. Det sker, efter at det er kommet frem, at knap 300 patienter med fremskreden tarmkræft ikke er blevet behandlet inden for de maksimale ventetider på Aarhus Universitetshospital.

34 migranter savnet efter kæntret båd

Mindst 34 afrikanske migranter er savnet, efter at en båd er kæntret ud for Tunesien. Det fortæller dommer Faouzi Masmoudi til Reuters fredag. Det er den femte båd, der synker på to dage. Ulykkerne har ført til syv dødsfald, og i alt er 67 personer savnet. 

Overskuddet for Thise Mejeri falder

På trods af et betydeligt løft af omsætningen har Thise Mejeri ikke formået at tjene flere penge sidste år. Det viser andelsmejeriets årsregnskab fredag eftermiddag ifølge Ritzau. Overskuddet er for året landet på 20 millioner kroner mod godt 27 millioner kroner året forinden. Thise Mejeri omsatte sidste år for 1,3 milliarder kroner. Det er 129 millioner mere end året før og svarer til en stigning på knap 11 procent.

Jysk forlystelsespark klar med 8000 kvadratmeter ny attraktion

Fra 18. maj vil gæsterne i Tivoli Friheden i Aarhus kunne prøve kræfter med en ny forlystelse i form af en 8000 kvadratmeter stor klatrepark med 5 baner og 7 svævebaner, hvor den længste er 126 meter. Det skriver TV2 ØSTJYLLAND.

Spanien ramt af årets første skovbrand – 1500 evakueret

Allerede inden sommersæsonen er startet, er Spanien ramt af skovbrande. I den østlige del af landet er 30 kvadratkilometer skov brændt ned. Skovbrandene, der raser i Aragon og Valencia, har ifølge den spanske tv-station RTVE ført til, at omkring 1500 mennesker er blevet evakueret, mens flere er uden elektricitet. Skovarealet, der indtil videre er brændt op, svarer til størrelsen på over 4000 fodboldbaner.