EchoPrisen

- Amalie, jeg har noget, jeg skal fortælle dig

Frem til sin død kæmpede hun for organdonation, og at alle skal huske at nyde nuet. Nu er hun nomineret som årets forbillede.

Anne-Dorte Vilslev knæler ved sin datters grav for at overrække en stor nyhed.

For datteren Amalie satte i sit alt for korte liv et stort aftryk og er derfor nu nomineret til årets forbillede til dette års ‘EchoPrisen’.

- Tillykke Amalie, du er nomineret til årets forbillede, læser Anne-Dorte Vilslev højt på kirkegården.

- Hun ville sige: “Wow, mor”, siger Anne-Dorte Vilslev og griner lidt.

Nomineringen betyder utroligt meget for hende, og hun ved, at den også ville betyde meget for Amalie Vilslev, hvis hun havde været i live.

- Amalie ville have været så stolt, siger Anne-Dorte Vilslev og fortsætter:

- Og som mor bliver jeg jo helt vildt stolt og tænker, at det er fantastisk, at hun har opnået så meget omtale og nu den her nominering. Det kan næsten ikke blive større nu.

Elskede livet

Det er de færreste, der som 21-årige får at vide, at de kun har uger eller måneder tilbage af livet.

Men sådan var det for 21-årige Amalie Vilslev.

Hun elskede livet, men hun vidste, at hun skulle dø.

Den sidste tid brugte hun på at minde os om, hvor vigtigt nuet er. Og det er netop dét, hun er nomineret for.

Det måtte ikke blive meningsløst

Da Amalie Vilslev fik døden tæt på, mærkede hun, hvor meget hun elskede livet.

Og selvom hun kun havde kort tid tilbage, måtte det hele ikke blive gråt og trist.

Det måtte heller ikke blive meningsløst. Hverken for hende selv eller for andre.

Derfor valgte hun at lukke danskerne ind i sin sidste tid i TV 2 ECHO-dokumentaren ‘Amalie skal dø’.

Og hun havde to vigtige budskaber. At organdonation er livsvigtigt, og at vi alle skal huske på, at vi skal leve livet, mens vi er her.

Følte hun fik en ny chance

I 2018 blev Amalie Vilslev syg og kom på en venteliste til to nye lunger. Efter et stykke tid kom hun på akutlisten, fordi hendes egne lunger var så dårlige.

I februar 2020 kom de to nye lunger, og alt gik godt – i et stykke tid.

Med de nye lunger følte hun, at hun fik en ny chance. Et nyt liv, som hun ville udnytte til fulde.

Hun blev student, søgte ind på sygeplejestudiet, festede med veninderne og hyggede med sin mor, far og lillebror.

Men i foråret 2022 begyndte Amalie Vilslev at få dårlig vejrtrækning. Efter flere undersøgelser kunne lægerne slå fast, at der var en kronisk afstødelse af de nye lunger. Det var ikke noget, lægerne kunne gøre noget ved. Men de kunne give hende noget medicin hen ad vejen, så Amalie kunne forlænge levetiden.

Hun fik tre måneder.

16. august sov Amalie Vilslev stille ind.

Alt, vi har, er nu

Men selvom Amalie Vilslev kun blev 21 år, nåede hun at gøre et kæmpe indtryk på rigtig mange mennesker.

Over 50.000 fulgte med i hendes sidste tid, og rigtig mange blev både rørt og rusket i. Præcis som Amalie Vilslev ønskede.

For hun kæmpede for organdonation og for, at alle skal huske at nyde nuet.

Og det budskab har mange taget til sig.

Det mærker Amalie Vilslevs mor, Anne-Dorte Vilslev, tydeligt. Den store opmærksomhed, der har været i forbindelse med dokumentaren ‘Amalie skal dø’, har både været overvældende og rørende for familien.

Hun fortæller, at rigtig mange har sendt hende søde privatbeskeder og billeder af, at de har fået tatoveret Amalies motto: “Alt vi har er nu”.

En tatovering som Anne-Dorte Vilslev også har fået lavet.

- Så jeg tænker, at Amalie har sat et stort aftryk.

Og det aftryk sørger familien for at bruge til at kæmpe videre for organdonation.

- Det er lykkedes for hende at komme ud med budskabet "Alt, vi har, er nu", og det ville hun have været så stolt af.

Årets forbilleder

Udover Amalie Vilslev er fire andre unge danskere også nominerede i kategorien årets forbillede.

Det er:

Deltidsaraber – et talerør for minoriteter, kvinder og flygtninge. Instagram-kontoen er et talerør for minoriteter – særligt kvinder med anden etnisk baggrund. Deltidsaraber er anonym og bruger sin Instagram til at oplyse og fremme tolerance.

Selma De Montgomery – en forgangsperson for klimakampen. Selma De Montgomery er gymnasieelev og klimaaktivist. Hun deltog første gang i 'Debatten' på DR som 14-årig og har deltaget i flere internationale klimatopmøder.

Herlige Svend – om giftig maskulinitet fra et mandligt perspektiv. Instagram-kontoen Herlige Svend bruger memes og nuttede dyr til at sætte fokus på alvorlige emner som giftig maskulinitet, MeToo og mænds ensomhed – og han opfordrer andre mænd til også at deltage i samtalen.

Glenn Bech – om seksualitet, klassekamp og privilegieblindhed. Glenn Bech har via sin litteratur bidraget til at give nyt liv og nye perspektiver på debatter om klasse, køn og seksualitet.

Du kan stemme på årets forbillede og mange andre kategorier lige her.

‘EchoPrisen’ bliver afholdt i K.B. Hallen torsdag 30. marts og vises på TV 2 ECHO og TV 2 PLAY søndag 2. februar.