35-årig fortæller ærligt om sit liv som psykopat for at aflive en misforståelse
Ikke alle personer med dyssocial personlighedsstruktur er voldelige, farlige og kriminelle, mener chef- og retspsykolog.
De manipulerer, de lyver, og de udnytter andre for egen vindings skyld.
Det er nogle af de ord, der ofte bruges til at beskrive en person med dyssocial personlighedsstruktur eller det, de fleste kender som psykopati.
Og de ord kan 35-årige Sheila Søgaard, der selv har diagnosen, godt spejle sig i.
Faktisk er hun stolt af at kalde sig selv for psykopat.
- Det er fint, at man bruger ordet (red. psykopat), det kan folk bedre forstå og forholde sig til. Jeg bliver lidt stolt over det hver gang, lyder det fra hende i ‘Go’ aften LIVE’.
Men alligevel er der mere til det at have diagnosen psykopati, end de fleste tror, mener hun.
Derfor fortæller hun og fem andre med diagnosen deres historier i en ny bog, der har fået titlen ‘De siger jeg er psykopat’, som skal være med til at nuancere billedet af personer med psykopati.
Bryd stereotypen
Tine Wøbbe, der er chef- og retspsykolog på Region Hovedstadens psykiatriske hospital, Sct. Hans, er medforfatter af bogen.
Hun håber, at de seks fortællinger kan være med til at nuancere billedet af personer med psykopati. For der er en tendens til, at personer med psykopati beskrives som mænd, der er aggressive, voldelige og kriminelle, lyder det.
Og det er misvisende, siger Tine Wøbbe.
- Der er bare også en kæmpe gruppe af mennesker, der også har den dyssociale personlighedsstruktur, som ikke er i den der ekstreme ende, og som går rundt iblandt os og lever iblandt os, og det skal de selvfølgelig have lov til, lyder det fra chefpsykologen.
Tine Wøbbe mener, at flere bør forsøge at sætte sig ind i, at personer med psykopati lever livet på en anden måde og har en anden måde at håndtere – eller ikke håndtere – følelser på, og at vi bør få øjnene op for, at det er en større gruppe, end vi tror.
- Det er mere end dem, der fylder i overskrifterne. Mere end den prototypiske, klassiske type, som der kan laves Hollywood-film om, siger hun.
Det er det, som Sheila Søgaard og de fem andre, der har delt deres historier, skal vise.
For hun er ikke farlig, siger hun.
Anerkender sin adfærd
Sheila Søgaard indrømmer, at hun ofte både lyver og manipulerer for egen vindings skyld.
Hun har manipuleret kærester til at købe ting til hende, hun har fået chefer fyret og været voldelig over for begge sine forældre, siger hun.
Men alligevel, fortæller Sheila Søgaard, har hendes adfærd aldrig har forvoldt hende problemer:
- Jeg er aldrig blevet konfronteret med det. I hvert fald ikke med manipulationen og løgnene.
Dog fortæller Sheila Søgaard, at hun før er blevet kaldt utaknemmelig og egoistisk af sine veninder, og det fik hende til at tænke.
- Der begyndte jeg at arbejde på mig selv. Men det kommer også an på, hvilken front kommentarerne kommer fra. Hvis det for eksempel er en kæreste, så er jeg ligeglad, men når det er mine veninder eller min familie, så gør jeg noget ved det, forklarer hun.
Taknemmelig for sin omgangskreds
Selvom Sheila Søgaard ikke ønsker at være mere, som folk er flest, har hun alligevel arbejdet på sig selv.
- Jeg er nået langt. Jeg kan godt sige til folk, at jeg er ked af det, at noget gør mig ondt, eller at jeg kondolerer. Det i sig selv er en præstation, for det er der mange dyssociale, der aldrig kommer til at kunne, siger hun.
Det er dog ikke, fordi Sheila Søgaard mærker de samme følelser, som andre gør. Det gør hun kun sjældent, understreger hun.
Men hun har lært at sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, forklarer hun.
Sheila Søgaard ved også godt, at hun ikke altid er nem at være sammen med, og derfor er hun også taknemmelig over de personer, der har valgt at blive i hendes liv:
- Jeg er heldig at have veninder og familie, der accepterer, at det er sådan, jeg er. De har valgt at sige, at de ved, hvordan jeg er, og at de er glade for, at jeg prøver.
Se hele indslaget om Sheila og hendes psykopatidiagnose i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY.