GO'

Hun reddede 12-årigs liv, da han faldt om med hjertestop

Chancen for at overleve fordobles, når der bliver givet hjertemassage, før ambulancen når frem.

Da Josefine Schubart Haabegaard var til baskettræning en dag i december 2021, kom en gruppe chokerede drenge løbende fra en af nabohallerne, hvor hun trænede.

- Hjææælp, er der en læge til stede?, husker Josefine Schubart Haabegaard, der blev råbt i panik.

På gulvet i hallen lå 12-årige Theo Skovbro-Grønvall livløs, og Josefine Schubart Haabegaard skyndte sig at give ham hjertemassage. I otte lange minutter kæmpede hun for at få liv i ham.

Pludseligt begyndte Theo at trække vejret selv igen – Josefine havde reddet hans liv.

Fredag vandt hun prisen som ‘Årets Førstehjælper’ for sin indsats. En pris, som Røde Kors uddeler hvert år.

Se Josefine Schubart Haabegaard blive overrasket med prisen på direkte tv på TV 2 PLAY

Hvad er prisen 'Årets Førstehjælper'?

  • Hvert år uddeler Røde Kors prisen for ‘Årets Førstehjælper’ – i år det 32. gang.
  • Prisen er et beløb på 10.000 kroner.
  • Prisen bliver indstillet til personer, der har ydet en særlig førstehjælpsindsats.
  • De indstillede historier bliver vurderet af en dommerkomité, som udvælger årets mest særlige indsats.
  • Mange forskellige typer af førstehjælpere har fået prisen gennem tiden, blandt andet i forbindelse med førstehjælp for drukneulykker, hjertestop og kvælning.

Kilde: Røde Kors

Hjertemassage fordobler chancen for at overleve

Ifølge Dansk Råd for Genoplivning får cirka 5.000 danskere hjertestop hvert år uden for et hospital. Chancen for at overleve er dobbelt så stor, hvis nogen giver hjertemassage, indtil ambulancen når frem.

- Jeg havde lige taget et førstehjælpskursus, hvor jeg havde lært, hvad man skulle kigge efter. Da jeg så Theo, var der rigtig mange alarmsignaler, der ringede, siger Josefine Schubart Haabegaard i ‘Go’ morgen Danmark’.

Hun fortæller, at folk omkring hende i hallen sagde, at hun skulle lade ham være, fordi de mente, at der var et krampeanfald. Men hun insisterede på, at det var et hjertestop.

- Min mavefornemmelse sagde, at der var noget helt galt, pointerer hun og uddyber, at hun stolede på sin intuition.

For Josefine Schubart Haabegaard var det en surrealistisk oplevelse at sidde ovenpå et andet menneske uden liv i øjnene og uden kontakt.

- Han var blevet helt blå, fordi han ikke havde fået ilt til hjernen i nogle minutter. At se farven komme tilbage var en helt vildt mærkelig følelse, beskriver Josefine Schubart Haabegaard.

- Det er bedre at gøre noget, end at gøre ingenting

På hospitalet ringede Theo Skovbro-Grønvall sammen med sine forældre til Josefine Schubart Haabegaard for at takke hende.

- Det var meget rørende for mig, og det var fedt at se, hvem det i virkeligheden var, der havde reddet mit liv, siger Theo Skovbro-Grønvall i ‘Go’ morgen Danmark’.

Josefine Schubart Haabegaard blev lettet, da hun fik opkaldet med de gode nyheder.

- Det var mega dejligt at se Theo smile for første gang og se hans forældre og høre deres taknemmelighed, siger hun.

Josefine Schubart Haabegaard er glad for, at hun har været med til at redde hans liv, og hun håber, at andre vil gribe ind, hvis de står i en lignende situation.

- Det er altid bedre at gøre noget, end at gøre ingenting. Det vigtigste er bare, at man handler og tør følge sin intuition, slutter hun.

Efter hjertestoppet fik Theo Skovbro-Grønvall indopereret en hjertestarter, som skal forhindre, at Theo får hjertestop igen. I dag har Theo det godt, og han er begyndt at spille basketball igen.

Se indslaget, hvor Josefine Schubart Haabegaard får overrakt prisen i Go' morgen Danmark på TV 2 PLAY.