Putin kan have nyt land i sigtekornet – de har nærmest ikke et forsvar, siger Mette Frederiksen
Det kan næppe være gået nogen næse forbi, at der ”er en bekymring” i forhold til Moldova, siger statsministeren. Men hvordan reagerer Danmark?
For snart en måned siden sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at hun ser en "overhængende risiko for", at Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil invadere andre lande, hvis Ukraine taber krigen.
- Jeg er selv ikke i tvivl. Jeg tror ikke, at Putin slutter med Ukraine, lød udtalelsen, der fik stor opmærksomhed.
Siden er frygten for at blive næste land på Putins liste steget i særligt ét land: Moldova. Og onsdag er statsministeren så ugens gæst i TV 2-programmet ’Lippert’ for - blandt andet - at tale om den potentielle krigseskalering til det lille land.
- Ukraine har vist sig at have meget, meget stor modstandskraft. Moldova har nærmest ikke et forsvar, siger hun blandt andet.
Spørgsmålet er så, hvordan Danmark vil reagere på den potentielle risiko?
Europas fattigste land
Ifølge statsministeren kan det næppe være gået nogens opmærksomhed forbi, at der ”er en bekymring” i forhold til Moldova.
Landets præsident, Maia Sandu, har da også ligefrem beskyldt Rusland for at planlægge et kup, der kan trække landet ind i Ruslands krig.
Og spørger man Mette Frederiksen, er landet, der ligger mellem Ukraine og Rumænien, ikke just i en særlig modstandsdygtig situation.
- Det er Europas fattigste land. Det er et meget lille land. Det er et land, der er hårdt udfordret af krigen i Ukraine på grund af stigende energipriser, og et land med meget, meget kraftig påvirkning fra russisk side, siger hun.
Dog er statsministeren ikke meget for at svare på præcis, hvordan Danmark og Europa bør reagere på truslen mod Moldova.
Moldova og Ukraine "lader sig ikke sammenlige"
Mette Frederiksen siger, at krigen i Ukraine bør have fået Europa til at overveje, om man skulle have reageret tidligere på Ruslands raslen med sablen.
Måske endda allerede i 2014, da Rusland annekterede Krim-halvøen, lyder det.
Men da vært Søren Lippert spørger, om lektien så er, at Europa skal gribe ind ved ved den mindste bevægelse fra Rusland mod Moldova, lyder svaret fra statsministeren:
- Ukraine og Moldova lader sig desværre ikke sammenligne.
Men som land, der kan blive forsøgt invaderet af Rusland, er de jo i samme situation?
- Ja, og så alligevel ikke, lyder det fra statsministeren, der hæfter sig ved, at Moldova har et ”meget, meget lille” forsvar.
Måske – hvis man sætter det højt – omkring 6000 soldater, siger hun.
Vil vi støtte Moldova militært?
Noget af det vigtigste i forhold til situationen i Moldova er derfor ifølge Mette Frederiksen at gøre det klart over for Rusland, at Vesten vil hjælpe Ukraine så længe, det kræves.
En anden afgørende faktor er, lyder det fra statsministeren, økonomisk støtte til både Moldova, Georgien, Ukraine og Vestbalkan.
- Hvis ikke de lande bliver stabiliseret – hvis ikke der bliver bedre mulighed for vækst og beskæftigelse og dermed fremtidsudsigter for børn og unge – så vil den russiske påvirkning af landene have alt for gode vilkår, siger hun.
Men skal Putin så i virkeligheden tage med fra det her, at vi ikke kommer til at støtte Moldova militært?
- Det kan jeg ikke konkludere. Jeg forholder mig til den situation, der er i dag, og ikke hypotetiske situationer, siger Mette Frederiksen.
Du kan se hele interviewet i onsdagens 'Lippert'-program på TV 2 PLAY lige her.