Først lod svaret til at være oplagt, men siden er flere mistænkte kommet i spil: Hvem står bag Nord Stream-eksplosionen?

Én teori er ifølge analytiker mere plausibel end de to andre - og en enkelt er "helt usammenhængende".

Teorierne om, hvad der skete, da Nord Stream 1 og Nord Stream 2 blev sprængt sidste år, bliver ved med at boble frem - i modsætning til gassen i ledningerne.

For ingen ønsker at tage ansvar for eksplosionerne.

I stedet har Rusland, USA og resten af Vesten siden september på skift udpeget hinanden som skurken.

Og 7. marts gav en artikel i The New York Times liv til en helt ny teori: at en pro-ukrainsk gruppe står bag angrebet i Østersøen.

Men hvad ved vi egentligt, når det kommer til stykket?

TV 2 giver dig her med hjælp fra den uafhængige analytiker Oliver Alexander overblikket over de tre mest fremtrædende teorier om, hvem der står bag Nord Stream-sabotagen.

Han har ved hjælp af den såkaldte Open Source Intelligence-metode undersøgt og faktatjekket offentligt tilgængelige efterretninger fra blandt andet Rusland, siden krigen brød ud, og har i særdeleshed interesseret sig for Nord Stream-mysteriet.

Oliver Alexander er blevet så dygtig til metoden, at hans efterretnings-analyser bliver citeret i internationalt anerkendte medier som The Washington Post og Politico.

På Twitter følger mere end 60.000 personer med i hans observationer.

Hvad er Open Source Intelligence (OSINT)?

Open Source Intelligence (OSINT) er en efterforskningsmetode, hvor information, der er offentligt tilgængelig, indsamles og analyseres.

Formålet med metoden er at gøre brug af tilgængelige data for at skaffe informationer, som organisationer ønsker at hemmeligholde.

Under krigen i Ukraine er metoden blandt andet blevet brugt til at skaffe oplysninger om russisk militærudstyr og hærens bevægelser ved hjælp af eksempelvis videooptagelser og hjemmesider, der tracker fly- og togruter.

Metoden bliver blandt andet brugt af efterretningstjenesterne, men også privatpersoner kan blive dygtige til at gøre brug af OSINT hjemmefra.

Kilde: Europakommissionen

Teori 1: Rusland ødelagde sine egne gasledninger

Pilen peger på Rusland.

Det erklærede flere eksperter overfor TV 2 i dagene, der fulgte opdagelserne af de fire lækager på Nord Stream 1 og 2. Der var energikrise i Europa, og med sabotagen kom der ekstra pres på de europæiske lande, lød ræsonnementet.

Den tidligere chef for den tyske efterretningstjeneste Gerherd Schindler var mere direkte og udtalte, at det "kun kunne være Rusland", der stod bag.

Kreml har flere gange kaldt beskyldninger om, at Rusland skulle stå bag eksplosionerne, for "dumme", fordi det er Ruslands egen dyre naturgas, der strømmede ud i Østersøen.

Men teorien er ikke til at afvise, mener Oliver Alexander. Rusland havde nemlig ifølge ham både motivet og muligheden for at gennemføre sprængningerne.

Han forklarer, at Rusland på tidspunktet for eksplosionerne allerede havde lukket for gassen i Nord Stream 1 og derfor kunne blive udfordret på sine kontraktuelle forpligtigelser i forhold til gasleverancen til Tyskland.

- Det kunne være motivation for Rusland for at springe Nord Stream 1. Så kommer de udenom alle de her kontrakter, siger han i TV 2s nyhedspodcast 'Dato'.

Samtidig peger Oliver Alexanders open source-efterforskning på, at en ubåd, der ikke tilhører NATO, har befundet sig nær gasledningerne tæt på tidspunktet for sprængningerne.

- Det bliver bygget på, at alle de her åbne kilder af data viser, at både amerikanske og svenske fly og skibe  har været ved at jagte en ubåd i det her område i størstedelen af september, fastslår han.

Derudover har sprængningerne efterladt et af rørene i Nord Stream 2 intakt, hvilket betyder, at Ruslands mulighed for at sælge gas til Europa ikke blev helt forpurret med eksplosionerne.

- De kan sende gas igennem det i morgen, siger Oliver Alexander.

Teori 2: USA og Norge saboterede gasledningerne sammen

En anden teori opstod i februar, da den amerikanske graverjournalist Seymour Hersh i et blogindlæg påstod, at USA stod bag sabotagen af Nord Stream 1 og 2.

Blogindlægget, der bygger på én anonym, central kilde, beskriver, hvordan dykkere fra det amerikanske militær skulle have placeret sprængstof under gasledningerne i juni. Norske styrker skulle have hjulpet med at udløse sprængstoffet.

Både Det Hvide Hus, CIA og USA's udenrigsministerium har siden på det kraftigste afvist anklagen.

Amerikanernes motiv skulle ifølge Seymour Hersh være at lukke ned for Nord Stream 2, så et samarbejde mellem Tyskland og Rusland blev umuliggjort.

Men Nord Stream 2 har aldrig været åbnet, siger Oliver Alexander.

- Det ville kræve godkendelse fra den tyske regering,  for at den nogensinde kunne åbne, og Tyskland har flere gange sagt, at det aldrig vil komme til at ske.

Faktisk er der "ikke noget, der taler for Seymour Hersh' teori overhovedet", mener han. Mange af detaljerne i hans blogindlæg er da også blevet afvist efterfølgende.

Eksempelvis beskriver den amerikanske journalist, hvordan missionen skulle være "tophemmelig" - ikke engang Joe Bidens egen regering måtte kende til planerne.

- Men hvis man træder skridtene igennem i hans måde, som den her operation skulle være udført på, så har jeg fået det op på omkring otte-ni lande,  der skulle være direkte involveret i det her, for at kunne holde det hemmeligt, siger Oliver Alexander.

Desuden påstår journalisten, at en skibstype af Alta-klassen skulle være brugt i den hemmelige mission.

- Men der var ikke nogen Alta-klasse i nærheden af Bornholm på det tidspunkt. De var alle sammen oppe i Norge, forklarer Oliver Alexander.

Så selvom amerikanerne ifølge den uafhængige analytiker har både mulighederne og teknologien til at stå bag sprængningen af Nord Stream 1 og 2, er der ikke meget, som taler for, at de har gjort det.

Teori 3: Pro-ukrainsk gruppe stod bag

7. marts boblede endnu en teori om, hvem der stod bag sprængningerne, frem i flere tyske medier og The New York Times.

De tyske medier beskrev, hvordan en sejlbåd lejet i en polsk virksomhed ejet af to ukrainere stævnede ud fra Rostock 6. september og blev lokaliseret ud for Christiansø i dagene omkring sprængningen. Ifølge de tyske kilder har efterforskere fundet spor af sprængstoffer på båden.

Ifølge artiklen i The New York Times, der er baseret på anonyme kilder, er det en pro-ukrainsk gruppe, som står bag sprængningerne.

De tyske medier understregede dog, at de ikke kan afvise, at russerne står bag, og at man fra russisk side eksempelvis har efterladt spor, der bevidst skulle få efterforskere til at tro, at ukrainere står bag. En såkaldt falsk-flag-operation.

Teorien er blevet afskrevet af flere eksperter, der finder den usammenhængende.

Ifølge Oliver Alexander er der detaljer i teorien, der ikke helt giver mening. Eksempelvis har han svært ved at se, hvordan en gruppe uden tilknytning til nogen stater skulle formå at skaffe sprængstof nok til at sprænge rørene i stykker, uden at nogen efterretningstjenester opdagede det.

Sprængningerne skete ud for Bornholm og det sydlige Sverige. De blev sat i forbindelse med den krig, som Rusland indledte i Ukraine i februar sidste år.

Der er i øjeblikket en fælles undersøgelse i gang i Danmark, Sverige og Tyskland. Men de tre lande har senest oplyst, at de ikke er færdige med deres efterforskning og derfor ikke kan komme med nogen konklusioner.

Du kan høre mere om de forskellige teorier og Oliver Alexanders efterretninger om dem i dagens afsnit af TV 2's nyhedspodcast 'Dato'.