Havnefogeden på Christiansø: Her er listerne, politiet kiggede i
Meget tyder på, at politiet søgte efter en tysk indregistreret motorbåd i efterforskningen af, hvem der stod bag sprængningerne af Nord Stream.
I et lille skur på havnen på Christiansø ligger havnekontoret, hvor havnefoged John Kofoed registrerer alle skibe, der lægger til kaj. Han viser gerne sin mappe frem med optegnelser på de tre dage i september, som to efterforskere fra politiet spurgte ind til, da de i januar besøgte øen.
Da betjentene bladrede i John Kofoeds mappe, fik han ikke at vide præcis, hvad politiet ledte efter.
- De sagde bare, at de skulle have oplysninger om de udenlandske både, der lå i havn på det tidspunkt, og at det var til brug for en efterforskning. Men det er klart, at når de interesserede sig for dagene lige før eksplosionerne ude ved rørledningerne, så tænkte man sit.
På de tre dage har John Kofoed registreret i alt ni tyske både. Men om det står til troende, er han ikke sikker på.
- Jeg registrerer deres nationalitet ved at se på de flag, de sejler med. Men jeg kontrollerer ikke deres oprindelsesland eller identitet. Så jeg kan jo ikke være helt sikker på, om de her optegnelser holder stik, siger John Kofoed.
Spekulationerne har frit løb
På stenbroen uden for havnekontoret ligger der lige nu kun en enkelt lystsejler ved kajen. I september kan der typisk ligge 20-30 skibe, og det er ikke usædvanligt at høre både polsk og tysk tale blandt øens gæster, som typisk går en tur rundt på klippeøen og får lidt proviant fra købmanden.
Med de seneste dages mediedækning tyder meget på, at politiets interesse for udenlandske motorbåde på Christiansø hænger sammen med efterforskningen af sprængningerne på Nord Stream-gasrørledningerne i september sidste år. Både danske, svenske og tyske myndigheder har indtil videre været ekstremt fåmælte om efterforskningen, mens spekulationerne i offentligheden har fået frit løb om, hvorvidt Rusland, USA eller Ukraine stod bag angrebene.
Men tirsdag beskrev tyske medier på baggrund af anonyme efterretningskilder, at politiet mistænker en tysk registreret motorbåd med to dykkere ombord for at have forbindelse til sprængningerne. Båden skulle have lagt til kaj på Christiansø otte-ti dage før eksplosionerne. De oplysninger stemmer overens med, at dansk politi har interesseret sig for udenlandske både på Christiansø netop de dage.
Havneregistre er "ikke nødvendigvis troværdige"
Op ad stentrappen bag havnekontoret ligger øens administration, som er underlagt Forsvarsministeriet. Her har administratoren, Søren Thiim Andersen, gjort, hvad han kunne for at hjælpe politiet. Men om det har givet resultater, er han ikke sikker på.
- Vi har ikke overvågning af havnen, og de registre, vi har om både i havnen, er ikke nødvendigvis troværdige, siger Søren Thiim Andersen.
Ud over havnefogedens optællinger skal lystsejlere registrere sig online for at betale havnepenge. Her skal de oplyse skibets navn, længde og navn på sejlerne. Det bliver dagligt tjekket for at sikre sig, at alle betaler. Men der er ikke nogen form for kontrol.
- Man kan jo forestille sig, at hvis man har ondt i sinde, så har man ikke givet de korrekte oplysninger. Det er nok derfor, at politiet også tog kontakt til de beboere på øen, som har taget billeder af havnen de pågældende dage, siger Søren Thiim Andersen.
Har leveret billeder til politiet
På de små stier mellem rækker af gamle gulstenshuse, bindingsværk og kampesten møder man på denne tid af året ikke mange af øens 97 beboere. Det er kun, når færgen ankommer en gang om dagen, at der opstår pludselig aktivitet. Når den sejler, er der igen meget stille.
Men indenfor går snakken. Blandt andet i et tidligere kanonbådshus, hvor et par medarbejdere har travlt med at håndskære Ruths Kryddsersild. Som så mange andre er de overraskede over, at Christiansø pludselig er hvirvlet ind i det, der ligner en efterforskning af Nord Stream-sprængningerne i september sidste år. De er desuden meget aktive hobbyfotografer og har leveret nogle af de billeder af havnen, som politiet har efterspurgt.
Næstformanden i ørådet, Anne Marie Kofoed, der kigger forbi, siger, at folk har gjort, hvad de kunne for at assistere.
- Der er tre-fire beboere, som har gennemtrawlet deres billedarkiver for at finde noget, politiet kunne bruge. På den måde kan man måske finde ud af en tidslinje i forhold til de skibe, der lå i havnen. Men det skulle være meget heldigt, om vi har billeder af lige netop det, politiet søger, siger hun.
Som så mange andre synes hun også, at hele sagen om sprængningerne af Nord Stream er rykket lidt for tæt på.
- Det er uhyggeligt at tænke på, at gerningsmændene måske har gået rundt her på øen. Omvendt ved vi jo ikke noget – eller i hvert fald ikke ret meget andet end det, der står i aviserne, siger Anne Marie Koefoed.
"Skræmmende at tænke på"
På den anden side af gangbroen over havneløbet går snakken i købmandsbutikken. Øen er det forløbne døgn indtaget af journalister i et omfang som sjældent før. Kun få har lyst til at sige noget til citat, men butiksindehaveren Jette Madsen er en undtagelse.
- Det er da virkelig skræmmende at tænke på, at vi måske har været så tæt på. At gerningsmændene måske har gået rundt her på øen, uden at vi har vidst noget, og haft sprængstoffer ombord i båden. Måske har de været herinde i butikken. Men på den anden side, vi ved jo ikke, om der overhovedet er noget om snakken. Jeg håber snart, at vi får noget mere vished, siger Jette Madsen.
Som flere eksperter har påpeget, synes hun også, at det virker usandsynligt, at en motorbåd skulle rumme så store mængder sprængstof og udstyr, som sprængningerne har krævet. Omvendt er efterforskningen på Christiansø, der er koblet med de tyske oplysninger om, at man har ransaget en motorbåd med forbindelse til Nord Stream-sprængningerne, et tegn på, at politiet mener, at der er foregået et eller andet mistænkeligt på Danmarks østligste ø.