De tror ikke på ligestilling i samfundet, før kvinders orgasmer er lige så vigtige som mænds
Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted er "alt for meget" – og det bruger de til at komme til tops i en branche, de færreste klarer sig i.
Hun stønner, mens hun sidder overskrævs på othellolagkagen og rykker sit underliv frem og tilbage, så hendes inderlår smattes i flødeskum og creme.
Da hun gik på scenen, havde skuespiller Emma Sehested Høegs karakter egentlig lagt op til at skulle dele kagen ud til publikum, men i stedet endte hun med at sætte sig på den og gnubbe sit underliv mod den, indtil hun stønnende simulerede en orgasme.
Billetterne til teaterstykket ’Velkommen til Pandora’ fra 2019 blev revet væk. Emma Sehested Høeg og instruktør Jennifer Vedsted Christiansen var kun studerende dengang, men alligevel skulle forestillingen vise sig at blive definerende for deres karriere.
Fire år senere har de to kvinder under navnet ’How to kill a dog’ spillet et utal af udsolgte forestillinger i en tid, hvor teatrene kæmper for at få folk til at købe billetter.
De er netop færdige med at spille forestillingen ’Farvel til Madonna’ og er nu aktuelle med tv-serien ’Killjoy’, der handler om en ung kvinde, som ikke kan få en orgasme, og som derfor faker, når hun har sex med sin kæreste.
Temaet er ikke tilfældigt. Det er en del af deres mission at gøre det intime politisk og revolutionere dansk scenekunst med kvindelige orgasmer. De tror nemlig ikke på, at man kan få ligestilling på arbejdspladsen eller nogen andre steder, før kvindens nydelse bliver taget alvorligt.
- Det er så uforskammet, at man har valgt at kalde berøring af klitoris forspil, når det er den måde, de fleste kvinder kan opnå en orgasme på. Det er noget, som skal overstås, inden vi kommer til den rigtige akt, siger Emma Sehested Høeg.
Og det er det – orgasmer og ligestilling – vi skal snakke om, da TV 2 Echo møder dem på Teater Republique på Østerbro i København, hvor de spiller forestilling om aftenen i ugerne op til, at tv-serien får premiere.
Ingen teenageanekdoter
Emma Sehested Høeg er 29 år, og Jennifer Vedsted Christiansen er 35 år. De to mødtes på Den Danske Scenekunstskole i 2016 og brød for alvor igennem som kunstnerduo med stykket ’Velkommen til Pandora’, hvori lagkagescenen indgår.
Forestillingen var den første i en trilogi, der blev efterfulgt af først ’Lolita for altid’ i 2020 og siden ’Farvel til Madonna’.
Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg ankommer ti minutter for tidligt til interviewet, og Jennifer står og retter på sin kasket og bukser. Hun er iført mørke nuancer og sølvfarvede øreringe.
- Du ser skidegodt ud, siger Emma, der selv er iført et pink joggingsæt og hvide sneakers, der ligner, at de aldrig har set skyggen af gråbrunt vintersjap fra Københavns gader.
De to gjorde fra starten klart, at de ikke ville komme til at tale om deres egne orgasmer. Ligesom de faktisk helst ville undgå, at interviewet blev for personligt.
- Vi bliver også nødt til at have nogle hemmeligheder, siger Emma Sehested Høeg.
Alligevel lægger Jennifer Vedsted Christiansen samtalen ud med at fortælle, at hun havde fået foretaget et rutinemæssigt celleskrab i livmoderen dagen før.
Mens snakken kører om frygt for både kræft og metalinstrumenter i underlivet, føler man sig alligevel inviteret indenfor. Det hele fremstår på samme tid tilfældigt og velforberedt.
- Min læge sagde, at hun oplevede så mange piger, der kom ind og følte, de så forkerte ud. Tænk, at man er i det allerinderste af sig selv, og så føler man, at man ikke er god nok, siger Jennifer Vedsted Christiansen.
De tænker selv, at nogle synes, de er for meget. Og selvom det ikke bliver sagt direkte, ser de det i undertonerne. Eksempelvis da en svensk journalist i sin anmeldelse af ’Farvel til Madonna’ skrev, at det måtte få flere mænd til at gå i teateret, at Emma Sehested Høeg står i bar røv på scenen.
Men det er de ligeglade med. I hvert fald vil de gerne være det. Derfor har de lavet en regel for sig selv, der skal hjælpe dem med ikke at lade sig styre af frygt for, hvad andre vil tænke om dem. Den vender vi tilbage til.
De vil gøre teatret sexet
Noget af det helt særlige ved Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen er deres evne til at få folk til at gå i teatret.
- Som var det en popkoncert, som Emma beskriver det.
’Farvel til Madonna’ var udsolgt en måned før premieren, og alle deres forestillinger har været kendetegnet ved, at publikum primært består af unge mennesker under 25 år.
- Ja, det er jo helt vildt, altså det tror jeg ikke rigtig, der er nogen, der har formået, siger Jennifer Vedsted Christiansen.
- Until us, råber Emma og klasker sin makker på låret.
Det er sagt i sjov, men den er faktisk god nok. Det er dybt usædvanligt at have så godt fat i unge i teaterbranchen.
Jennifer og Emma er overbeviste om, at de ved at bruge deres egne oplevelser og erfaringer på scenen appellerer til unge på en helt ny måde.
- Vi vil gøre teatret sexet. De unge vil have the sexiness, og det vil vi også, siger Emma Sehested Høeg.
- Du skal gå ud af den sal og have lyst til at fylde og danse og feste med alle dine venner, tilføjer Jennifer Vedsted Christiansen.
Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg ønsker med alt, hvad de laver, at give unge kvinder mod på at lade sig selv fylde og prioritere sin egen nydelse – ikke mindst under sex.
Men missionen er større end orgasmeligestilling: Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen ønsker at portrættere unge kvinder som helstøbte mennesker med alt, hvad livets facetter og dårlige personlighedssider indebærer.
At udnytte sin seksualitet for gratis kaffe
Det skal være grimt og pinligt og tage alt det, man går og skammer sig over, op på en sjov og kærlig måde. Scenerne i både tv-serien og deres teatertrilogi er inspireret af egne erfaringer og oplevelser fra folk omkring dem.
Der er scener, hvor skuespiller Emma Sehested Høeg udnytter sin seksualitet til at få gratis kaffe. Der er scener, hvor hun spiser en hel kage til sin fødselsdag uden at dele ud til sine gæster, og scener, hvor hun bliver misundelig på et barn.
- Det er gået op for mig, at jo mere sande scenerne er for os, jo mere sandt føles det for folk ude i salen eller bag skærmen. Vi vil gerne gå forrest med det grimme og pinlige, siger Jennifer Vedsted Christiansen.
Det er derfor, de har lovet sig selv og hinanden aldrig at bukke under, hvis en stemme i hovedet prøver at få dem til at bakke ud af en situation af frygt for, hvad andre vil tænke.
Det er den regel, der har sendt Emma Sehested Høeg til barnedåb i fjerboa, høje sko og nedringet kjole. Den har fået dem begge til at være ligeglade med den gode stemning og kaste sig ud i heftige diskussioner på en bar. Og det har fået dem til at sige fra, hvis en arbejdsgiver har tilbudt en for lav løn.
Nogle gange på bagkant, hvis det har været for svært at sige i momentet.
- Det er slut med at lade tanker om, hvad andre tænker, styre ens liv, siger Emma Sehested Høeg.
Er det modigt at tale om menstruation?
Den tilgang har solgt billetter og høstet nærmest udelukkende gode anmeldelser i årevis. Men den har også været genstand for kritik. Nogle mener, at deres måde at behandle problematikkerne på er banal.
Weekendavisens anmelder Amalie Langballe er en af dem. I sin anmeldelse af deres ’Farvel til Madonna’ er hun ikke imponeret. Tværtimod.
- Skal jeg synes, det er modigt, at hun har snakket om menstruation? Ej, vel? skrev hun blandt andet.
Det bekymrer ikke Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg.
- Er det allerede blevet umodigt at tale om menstruation og nøgenhed? Jeg elsker mænd, men i forhold til hvor mange år vi har talt om dem og deres problemer, så synes jeg, det er kort tid, vi fik til at tale, før kvinder blev kedeligt. Jeg har personligt brug for at kede mig lidt de næste mange år med kvinders og andre underrepræsenterede personers historier, siger Emma Sehested Høeg.
Jennifer Vedsted Christiansen tilføjer, at hvis der bare sidder én ude i publikummet og føler sig genkendt i scenerne, så har de nået deres mål.
Tre måneders abonnement
Det hele virker så let, når de fortæller om det. Men de ved godt, at det ikke er let for alle at tale åbent om sex eller at kræve sin orgasme midt i alle de andre ting, unge kvinder skal have succes med for "at være en god mor, kæreste, arbejdskraft og feminist".
Ligesom de er klar over, at det er svært at slippe andres blik på én. Det har det også været for dem.
Og er det stadig til tider.
Men hvis de skal give et råd til andre, der kæmper med at komme ud over rampen, er det, at man skal gøre alt det, man tror er for meget.
- Hvis du står derhjemme og bliver i tvivl, om det er for meget med den kjole, eller det, du vil sige til en lønforhandling, så gør det alligevel. Prøv det af i tre måneder, og se, hvad der sker, siger Emma Sehested Høeg.
Og hvis det er for svært, så kan man også starte med at vise solidaritet over for andre, tilføjer Jennifer Vedsted Christiansen.
Når du ser den der person til festen, der har taget en pailletkjole på, som kryber op mod ballerne, og som griner højere end de andre, så gå over og sig "hallo, hvor ser det fedt ud". I stedet for at hviske til din veninde, at vedkommende godt nok er for meget, forklarer hun.
Hvad næste skridt i missionen skal være, vil de ikke afsløre. Men der er både en film og en tv-serie i udvikling.
Lige nu glæder de sig bare til at få ’Killjoy’ ud i verden. Og selvom de jo egentlig gerne vil være ligeglade med, hvad andre tænker, er der ingen tvivl om, at de er spændte på modtagelsen.
I hvert fald rykker de begge frem i stolen, da TV 2 Echos journalist afslører at have set serien som forberedelse til interviewet.
- Er det rigtigt? Ej, hvad synes du?
De taler begejstret og i munden på hinanden. TV 2 Echos journalist afslører, at hun synes, den er fed. De klemmer hinanden i hænderne og smiler. Tydeligt både lettede og begejstrede over anerkendelsen.
Se 'Killjoy' 2. april på TV 2 Echo eller allerede nu på TV 2 PLAY.