De gik mod nord i bidende kulde, men flere kom hjem med skader - sådan sluttede familiens ekspedition
I artiklen kan du dykke ned i, hvad de hver især fik ud af ekspeditionen – på godt og ondt.
Man siger, at der er flere isbjørne end mennesker på Svalbard.
Og risikoen for at møde en bjørn stiger, jo længere man kommer mod nord.
Det var altså ikke en ufarlig ekspedition, som Emil og Alfred Midé Erichsen, Mikkel Beha Erichsen og ekspeditionslederen Christian Liebergreen for næsten et år siden begav sig ud på.
Og det var ikke kun på grund af isbjørnene.
For de skulle gå næsten 200 kilometer i bidende kulde med temperaturer, der i værste tilfælde kunne slå dem ihjel.
Så galt gik det heldigvis ikke, men de mange timer i det kolde nord har sat sine spor. Her i artiklen kan du læse, hvad de hver især kæmpede med, lærte og måtte bide i sig.
Mikkel Beha Erichsen
"Så koldt er det da heller ikke i dag," tænkte Mikkel Beha Erichsen, da de midt ude i det snedækkede Svalbard havde et kort stop.
Han trak sin hætte lidt ned, inden de begyndte at gå igen.
En halv times tid senere kiggede de andre på ham og så, at noget slet ikke var, som det skulle være.
"Far, du skal nok lige tage hætten op igen," lød det.
For det var tydeligt, at Mikkel Beha Erichsen havde fået forfrysninger i ansigtet.
Han tog sin telefon op og tog en selfie for at få syn for sagn.
På den halve time uden hætten havde Mikkel Beha Erichsen fået store forfrysninger på kinden, oppe ved øjet og på øreflippen. Selvom huden var blevet helt hvid, havde han ingenting mærket.
- Det går så hurtigt, at du simpelthen ikke når at opdage det, siger Mikkel Beha Erichsen i dag om den kolde ekspedition til Svalbard, som kan ses i ‘Den sidste breddegrad’.
Temperaturen viste minus 23 grader allerede ved ankomst, men med en chillfaktor kom temperaturen flere gange helt ned på 50 graders frost.
Og det satte sine spor.
- Vi fik alle kolde tæer og fingre, og det tog noget tid, inden følelsen kom igen. Den er nok ikke kommet helt tilbage i mine fingerspidser endnu. Men den er næsten ved at være der.
Det var ikke kun forfrysninger, de oplevede på turen.
Særligt alderspræsidenten Mikkel Beha Erichsen, der ovenikøbet havde haft kortere tid til at træne sig op til turen, mærkede den fysisk hårde tur.
Mikkel Beha Erichsen havde et svagt knæ efter en korsbåndsoperation, inden han gik i gang med træningen til den krævende Svalbardekspedition.
Knæet holdt både gennem træningen og gennem ekspeditionen.
Men fødderne derimod. De gjorde ondt – og gør det stadig.
- Jeg har haft ondt siden april sidste år, men det går vel over på et tidspunkt, siger Mikkel Beha Erichsen og fortæller, at han er blevet scannet, og det har vist sig ikke at være et brud, men nogle sener, der har sat sig i klemme.
- Det er bare gamle knogler og sener, der blev overanstrengt i en hård, bundfrossen skistøvle.
Det var på 16. dagen ud af de 20, at Mikkel Beha Erichsen pludselig kunne mærke, at noget ikke var, som det skulle være.
- Et eller andet knirkede dernede på en ny måde, fortæller han i dag og tilføjer:
- Men der var meget, der gjorde ondt nede i vores fødder, da vi gik, fordi vi gik i de der stive støvler.
Der var dog også en positiv side af de lange gåture. Mikkel Beha fik nemlig også meget ud af at få lidt ro til tankerne.
Hjemmefra havde han forestillet sig, at han omringet af det sneklædte landskab skulle få “alle brikkerne til at falde på plads”.
Men i nogle af dagene foregik der ikke andet end at sætte det ene ben foran det andet.
Og tankerne kredsede mest om, hvorvidt han svedte lidt, eller om han skulle have en hue mere på.
- Men det er jo også meget sundt, at der bare er tomt derinde, siger han.
Der var dog også dage, hvor der blev bearbejdet nogle ting. Ting, som Mikkel Beha Erichsen måske havde haft for travlt til at få tænkt igennem eller sat på plads.
Eksempelvis stedfarens død.
- Nogle få uger inden mistede jeg min stedfar, som jeg havde haft, siden jeg var seks år gammel, fortæller Mikkel Beha Erichsen og fortsætter:
- Hans afsked med verden fik jeg bearbejdet og sat på en eller anden hylde, hvor jeg havde nemmere ved at håndtere det savn og den sorg, der er over at miste et menneske, som er tæt på en.
Emil Midé Erichsen
Alle på turen oplevede forfrysninger, og Emil Midé Erichsen var en af dem, der allerede på køreturen ud til ekspeditionens start mærkede, hvor barsk kulden var.
Og selvom de havde dunjakker, to sæt lange underbukser på, fleecetøj, huer, handsker, tykke sokker og meget mere, så fandt kulden ind alle steder på kroppen. Især det knap så beskyttede ansigt og fødderne i de store skistøvler.
- Det er en kulde, jeg aldrig har oplevet før, fortæller Emil Midé Erichsen, der hurtigt mærkede den bidende kulde på kinderne, som viste sig at være forfrysninger.
- De opførte sig egentlig lidt som brandsår. Man fik efterfølgende en form for vabel, som senere blev til et sår og så til sidst et ar.
Også fødderne blev hurtigt kolde.
Og i Emils tilfælde blev de så kolde, at han mistede følelsen i tæerne på højre fod. Og tæerne blev ved med at summe på hele turen.
- Jeg havde fået forfrysninger på fødderne, som gjorde, at de ikke rigtig blev varme på turen. Og der gik næsten seks uger, før al følelse var tilbage i dem.
Fingerspidserne summede også på grund af forfrysninger, hvilket betød, at det var svært at betjene smartphones i tiden efter hjemrejsen.
Den mentale mur
Emil Midé Erichsen er altid spændt på, hvordan psyken arter sig, når han kaster sig ud i nye eventyr. Men han var særligt spændt denne gang, fordi han for alvor var på udebane på grund af vejrforholdene.
- Men det var enormt spændende at rykke mine grænser for, hvad jeg kan, og udvide min horisont, siger han og tilføjer:
- Nogle gange skal der ydre rejser til for at starte den indre.
Og den indre rejse bød på store tanker – både om livet nu og her, men også refleksioner over de sidste ti år.
Det kulminerede på en af de sidste dage, hvor en lang, sej strækning med dårlig sigtbarhed fik Emil Midé Erichsen til at ramme en mental mur.
Med bævrende stemme og tårerne trillende ned ad kinderne fortalte han sin far, Mikkel Beha Erichsen, at han simpelthen savnede sin kone og to sønner så meget.
Emil kan sagtens huske følelsen i dag.
- Jeg var ked af det, men jeg var ked af det, fordi jeg savnede noget af det, jeg elsker allermest. Og det er der jo også en lykke i, siger han.
- Det var en påmindelse og en bekræftelse i, at der er noget derhjemme, der er vigtigt.
Savnet og refleksionerne gjorde, at Emil Midé Erichsen vendte tilbage til hverdagens trummerum med småbørn med ny energi.
Først og fremmest blev banale ting pludselig luksuriøse, som eksempelvis at kunne tænde for hanen for at tage et glas vand.
Men også det at smøre madpakke, give flyverdragt på og aflevere i institution gik han til med en ny energi og lyst.
Alfred Midé Erichsen
Ekspeditionens yngste deltager mærkede ikke det helt store ved kroppens hårde anstrengelser, mens de var afsted.
Men da de kom hjem til Danmark, sad de mange kilometer på ski stadig i ham.
- Jeg havde været så meget i gang på turen, og jeg havde simpelthen brug for at komme ud og bevæge mig, fordi energien stadig sad i mig, fortæller Alfred Midé Erichsen og tilføjede, at han i øvrigt også kunne mærke, at han havde tabt sig otte kilo, selvom han havde spist flere plader chokolade om dagen.
Årsagen var selvfølgelig den hårde fysiske aktivitet, men også kulden. For de brugte meget energi på at holde deres kroppe varme.
Alfred Midé Erichsen mærkede for alvor kulden allerede efter kort tid på ekspeditionen. Han opdagede ikke, at han svedte under de mange lag tøj, og det var derfor først, da de skulle slå lejr og derfor stod lidt stille, at han pludselig mærkede, at han var våd og frøs.
Og det gik skræmmende stærkt.
- Jeg blev rimelig bange over ikke at have kunnet mærke, at jeg havde svedt mit tøj vådt, og at det var ret svært at få varmen igen, fortæller Alfred Midé Erichsen og uddyber, at hans inderste lag af tøj var så vådt af sved, at det frøs til et slags isskjold omkring hans krop.
Fantastisk at lære sin far at kende igen
Den største oplevelse på turen var at gøre det sammen med de andre. Og ligesom Mikkel Beha Erichsen satte pris på at dele telt med Alfred, gjorde Alfred det samme.
- Det er altså bare en helt fantastisk oplevelse at kunne få lov til at lære sin far at kende igen, efter at man er blevet voksen, siger han og fortsætter:
- Det er magisk, at man kommer så tæt på en, som man har været sammen med hele livet, men at man stadig lærer en masse nyt. Både om dem, men også af dem.
I månederne op til ekspeditionen gik Alfred Midé Erichsen og var ked af det. Han var i tvivl om, hvad der skulle ske, og det gjorde det ikke bedre, at han kunne se andre jævnaldrende opnå “alt muligt fedt”.
Det var især slemt, når han var alene med sine egne tanker. Derfor var han også nervøs for, hvordan det ville føles at være ude i ingenting og overladt til sine tanker uden særlig meget til at distrahere.
Men heldigvis fandt han ro i stilheden og den monotone hverdag i sneen.
- Tankerne fik lov at blive tænkt til ende, og jeg lærte mig selv bedre at kende gennem hele oplevelsen, fortæller Alfred Midé Erichsen, der også føler, at han kom ud på den anden side stærkere og med en større tro på sig selv.
Han er ikke længere bange for at være alene med sine tanker, men han må indrømme, at det er svært at holde fast i roen.
- Jeg tager stadig en podcast eller musik i ørerne, når jeg cykler en tur.
Christian Liebergreen
Selvom Christian Liebergreen har brugt meget tid i det kolde nord i sin tid i Siriuspatruljen, bliver han stadig begejstret over synet af en sneklædt bjergtop eller en solnedgang over et fjeld.
Men det var alligevel ved at være en del tid siden, at Christian Liebergreen sidst havde været på eventyr i et meget koldt klima.
Og da han som 25-27-årig var en del af Siriuspatruljen i det øde nordøstlige Grønland, var han i sin livs form.
- Siden er jeg blevet far til to og har fået lidt flere kilo på kroppen, så jeg var faktisk lidt i tvivl om, hvad jeg var i stand til.
Hans sidste store eventyr var en solojordomsejling i 2012, hvor han ikke gik i land. Han havde altså meget lidt plads at bevæge sig på. Og det har sat sine fysiske spor.
- Den sejltur var lidt hård for kroppen.
Men på ekspeditionen til Svalbard fik Christian Liebergreen en genopdagelse af sig selv, og at han sagtens kunne.
- Og det var faktisk rigtig fedt. Det har jeg glædet mig over, siden jeg kom hjem, siger han.
- Jeg blev presset, og det var rart at vide, at jeg kunne blive presset.