TV 2s ikoniske kanal lukker: Her er otte af de vildeste øjeblikke fra ZULU-tiden
Som den frække dreng i klassen mangler der ikke eksempler på vilde øjeblikke fra tiden, der nu er forbi. Vi har udvalgt en god håndfuld af dem.
Snart er de fire ikoniske bogstaver oppe i venstre hjørne af din fjernsynsskærm fortid.
I stedet for ZULU kommer der til at stå ECHO. En ny æra begynder. Men det betyder også, at en gammel slutter.
Det blev til 23 år med fart på for TV 2 ZULU. Selvom farten er aftaget en del de senere år. Den frække dreng er blevet til en midaldrende mand.
Men de 23 år har naturligvis på ingen måde været forgæves. Listen med vilde øjeblikke i kanalens liv er lang.
Og nej, dit yndlingsklip er nok ikke lige med på denne liste. Hvis man skulle afspille alle de bedste klip fra hele TV 2 ZULUs historie, ville det jo tage cirka 23 år igen.
Så her er altså et lille udvalg:
Åndernes magt
Knap var stationen gået i luften, før en scene fra et helt unikt program gik viralt. I programmet ’Åndernes magt’ skulle mediet Frank Munkø finde og fordrive en ånd fra en bolig. Lige i det øjeblik, da Frank Munkø bad om et tegn fra ånden, splintredes et glasbord lige ved siden af. Mange har siden diskuteret hændelsen. Men én ting er sikkert. Den satte TV 2 ZULU på Danmarkskortet.
ZULU bingo
Jan Elhøj var den meget energiske vært, da ZULU fik sit helt eget bingoshow i 2003. Konceptet for liveshowet var enkelt: Seerne kunne selv printe deres unikke bingoplader ud derhjemme, og på alle mulige mærkelige måder blev der så løbende udtrukket numre i showet. Til sidst kunne en heldig vinder ringe ind og vinde en bil – eller endda et helt fly, hvis det lille lykkehjul endte det rigtige sted.
FC ZULU
ZULU var legeplads for en hel masse nye koncepter. Hvad skete der for eksempel, hvis man tog en flok unge mænd, der knap havde kontrol over egne lemmer og satte dem til at spille fodbold? Der skete det, at man fik et af de mest legendariske programmer i ZULUs historie. Komplet med den tidligere landsholdsspiller Mark Strudal – og en meget ung Simon Emil-Ammitzbøll, der allerede dengang snakkede meget om politik.
Comedy Fight Club
ZULUs dna består af en hel del comedy. Udover programmet 'Stand-up.dk' var der også fire sæsoner af 'Comedy Fight Club', hvor komikere dystede i at være sjovest. Programmet har kastet voldsomt mange navne af sig i tidens løb – uanset om de vandt eller ej. Hvis man skal nævne nogle få, er det Thomas Warberg, Karsten Green, Torben Chris, Nikolaj Stokholm og Simon Talbot. Sidstnævnte løb med sejren i tredje sæson, der hed 'Udfordringen'.
Metoo
For at markere vigtigheden af comedy og stand-up på ZULU, blev der fra 2008 uddelt priser til diverse sjove mennesker til ZULU Comedy Galla. Men man kan i dag næsten ikke nævne showet uden også at tænke på en helt bestemt tale. Værten for showet i 2020, Sofie Linde, sparkede om nogen gang i Metoo-bevægelsen herhjemme. I åbningstalen fortalte hun åbent og helt bramfrit om de konkrete problemer, hun var stødt på i sin karriere, blot fordi hun er kvinde. Hun fortalte om et lavere lønniveau, udfordringerne ved barsel og om chefer, der ikke kunne holde fingrene for sig selv.
Klovn
Casper Christensen og Frank Hvam er to navne, der er gået igen i årenes løb på ZULU. Den første reelle danske sitcom ’Langt fra Las Vegas’ så dagens lys i 2001 og fik fem succesfulde sæsoner. Her stiftede danskerne blandt andet bekendtskab med Robert Dølhus. Sidenhen stod de bag ’ZULU Royal’, der på sin egen facon dækkede kongelige begivenheder. Og så startede ’Klovn’ også sin tilstedeværelse på kanalen. Serien kører stadig, og det er sågar også blevet til tre biograffilm.
Danish Dynamite
Persongalleriet var bredt i 'Danish Dynamite'. Comedy og satire-programmet havde da også nogle af de allerstørste skuespillere og komikere med ombord i form af både Frank Hvam, Casper Christensen, Martin Høgsted, Mick Øgendahl, Rune Klan og mange flere. Men ingen karakter i persongalleriet var måske større end levemanden og ejendomsmægleren Jeppe Kaufmann, spillet af Magnus Millang. Hans grin kan man stadig høre rundt omkring, mens der bliver sagt: "Det er ligegyldigt. Fuldstændig ligemeget."
Dybvaaaaad!
Tobias Dybvad blev nummer to til DM i stand-up i 2002 – et format, der året efter også fik hjemme på ZULU. Og på den måde er det helt perfekt, da Tobias Dybvad ti år senere lavede sit eget show på kanalen. Her tog komikeren især dansk reality-tv under kærlig behandling. Fra scenen viser han klip fra de forskellige programmer, mens han laver stand-up og selv laver sjove sketches og voxpops på gågaderne i hele Danmark. Men især ét klip fik i 2018 sindene i kog hos danskerne.
Det var listen med de udvalgte klip. Men bare rolig. Du kan stadig se en lang perlerække af TV 2 ZULUs programmer, hvis du hopper lige herind på TV 2 PLAY.