Mette Frederiksen maner til ro: - Der er ikke konserves i min kælder
Der er sket en stor stigning i antallet af danskere, der melder sig til krisekurser, lyder det fra Beredskabsforbundet.
Krigen føles for mange danskere tættere på end i årtier.
Alligevel er der ingen grund til bekymring.
Det er der i hvert fald ikke, hvis man spørger statsminister Mette Frederiksen (S).
- Man skal som dansker ikke være bange for, at Danmark bliver angrebet, lyder det i ‘Go’ morgen Danmark’.
Og selvom der er gået et år, siden Rusland invaderede Ukraine, er Mette Frederiksen stadig ikke i tvivl:
- Ukraine vinder krigen.
Hun forsikrer, at danskerne derfor ikke behøver at forberede sig på, at krigen rykker endnu tættere på – det har hun i hvert fald heller ikke tænkt sig at gøre.
Udmeldingen kommer, efter at 47 procent af danskerne i en ny Megafon-måling svarer, at de frygter for deres sikkerhed.
Danskerne behøver ikke forberede sig på krig
I både Norge og Sverige har myndighederne klare anbefalinger om, hvordan man skal være forberedt, hvis krigen kommer.
Det handler blandt andet om den rette mad, vand, varme og kommunikation.
Og ifølge Beredskabsforbundet er der i den forbindelse også sket en stigning i antallet af danskere, der melder sig til kurser, hvor man kan lære at leve i krisesituationer.
Men Mette Frederiksen understreger, at man kan slippe bekymringerne.
- Jeg kan i hvert fald sige det på den måde, at der er ikke noget i min kælder. Hverken konserves, varmetæpper eller noget tilsvarende, og jeg har ikke selv været på sådan et kursus, og jeg kommer det heller ikke, siger hun.
Statsministeren understreger, at man selvfølgelig skal gøre det, man selv føler, der er rigtigt, men at der ikke foreligger nogen officiel anbefaling.
- Jeg er ikke bekymret for et direkte angreb på NATO-landene, forsikrer Mette Frederiksen.
En anden verden
Selvom statsministeren ikke mener, at det er nødvendigt at indkøbe et kriselager af hverken mad eller vand, mener hun, at der alligevel er noget andet, danskerne skal være forberedt på.
- Vi skal forberede os på en tid med mere uro, men desværre også nogle helt andre trusler forsvars- og sikkerhedsmæssigt, lyder det.
I den forbindelse har Danmark også et stort medansvar, mener Mette Frederiksen.
Et ansvar, som vi indtil videre har stået sammen om, og det er ifølge statsministeren positivt.
- Det skal vi blive ved med at gøre. Ukraine skal vinde krigen, alternativet findes i mine øjne ikke, slutter statsministeren.
Se hele interviewet med statsminister Mette Frederiksen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.