Prins Joachim vil melde ud om fremtiden, så snart han kan: - I bliver ikke snydt

Prins Joachim har "forbandet travlt" for øjeblikket. Men han vil gerne fortælle folk om sit nye job, når der er en afklaring, fortæller han.

Prins Joachim var onsdag tilbage i arbejde som prins på dansk jord for første gang, siden den store familiekonflikt i kongefamilien udspillede sig i efteråret.

Her forestod han lanceringen af Nationalt Forsvarsteknologisk Center i Aalborg.

Et emne, som prinsen i forvejen beskæftiger sig meget med i sit job som forsvarsattaché i Paris.

Prins Joachim var glad for at være tilbage på dansk jord i officielt øjemed for første gang i lang tid. Og turen til Aalborg passede helt perfekt, for her skulle han nemlig hen i forvejen, fortalte han.

- Det er en fornøjelse (at være her, red.). Det ligger så heldigt, at jeg i jobrelation ville være i Aalborg under alle omstændigheder, og så lå den lige til højrebenet, sagde han.

Og netop sit job som forsvarsattaché blev prins Joachim spurgt ind til, fordi han for nogle måneder siden meddelte, at han stopper i jobbet til sommer.

- Lige i øjeblikket har jeg rigeligt at se til. Jeg har dags dato forbandet travlt. Det har jeg også på kontoret i Frankrig, fortalte han de fremmødte journalister.

Han ville dog endnu ikke ud med, hvilket nyt job han får, og hvor det bliver. Men han lovede, at han nok skulle melde det ud.

- Når der kommer afklaring og nyheder, så får I det at vide. I bliver ikke snydt for det. Det er ikke en forsvarshemmelighed, sagde prinsen.

Fik job i Paris

Prins Joachim flyttede med sin hustru, prinsesse Marie og sine to yngste børn, grev Henrik og komtesse Athena, til Paris i sommeren 2020, da han fik job som forsvarsattaché i Paris.

Den beslutning affødte dog en del debat i Danmark, der blandt andet gik på, hvorvidt prinsen kunne tillade sig at tage sin apanage med.

I kølvandet på debatten gav prinsesse Marie dog udtryk for, at det ikke udelukkende havde været hende og hendes mands ønske at flytte til Paris.

Konflikt i familien

Og i september 2022 opstod der så en stor krise i kongefamilien, da dronning Margrethe meddelte, at prins Joachims fire børn ville miste deres titler som prinser og prinsesse i 2023.

Prins Joachim gav åbent udtryk for sin og familiens utilfredshed, og få måneder senere meddelte han så, at han stopper i jobbet som forsvarsattaché til sommer, når hans kontrakt udløber.

Indtil videre bor prins Joachim dog fortsat i den franske hovedstad med prinsesse Marie og parrets to børn, mens prins Joachims to ældste børn, grev Nikolai og grev Felix, bor i Danmark.