Gadens parlament lægger arm med Frankrigs præsident
To år mere på arbejdsmarkedet. Det er essensen i præsident Emmanuel Macrons pensionsreform, der får millioner af franskmænd til at protestere – igen.
Trafikkaos, strejker og demonstrationer overalt i Frankrig.
Det var virkeligheden tirsdag, hvor over en million franskmænd – for tredje gang på blot tre uger – protesterede mod præsident Emmanuel Macrons forhadte pensionsreform.
Franskmændene raser over reformen, der hæver pensionsalderen fra 62 til 64 år, strømliner pensionssystemet og strammer kravene for at få ret til fuld pension.
Ændringerne skal først være fuldt implementeret i 2030, og de gælder for alle født fra 1961 og frem.
Modstanden er orkestreret af de store franske fagforbund, der i vrede og indignation over Macron og regeringens pensionsreform har bilagt godt 12 års interne stridigheder og nu gør fælles front med et opråb til befolkningen om at sige højlydt fra.
Og franskmændene følger trop. På den seneste store mobiliseringsdag for en uge siden deltog historisk mange demonstranter – nemlig 1,3 millioner.
Et nødvendigt onde
Macron og regeringen kalder reformen ”nødvendig” og ”retfærdig”. Den skal sikre selve pensionssystemets overlevelse.
For i takt med at fremtiden byder på færre erhvervsaktive og flere ældre, bliver pensionssystemet på sigt en underskudsforretning i milliardklassen.
I Frankrig har man ikke folkepension som i Danmark. I Frankrig finansierer de erhvervsaktive otiummet for pensionisterne.
Modstanderne af reformen mener, at underskuddet kan dækkes på anden vis end ved at tvinge folk til at arbejde længere. De kalder den ”unødvendig”, ”urimelig” og ”uretfærdig”.
De mener, at den giver køb på årtiers hårdt tilkæmpede rettigheder, hvor muligheden for at trække sig fra arbejdsmarkedet som 62-årig giver en meningsfuld og aktiv alderdom, der ses som en velfortjent præmie for et hårdt arbejdsliv.
Desuden er det reelt de færreste franskmænd, der går på pension allerede som 62-årige. For hvis man vil have udbetalt en fuld pension, skal man have arbejdet i cirka 42 år. Så de, der har haft et opslidende arbejde, de når at dø, inden de når pensionsalderen, lyder kritikken.
Seniorer skrottes på arbejdsmarkedet
Frankrig har også et strukturelt problem, som reformen ikke løser: beskæftigelsen og arbejdsløsheden blandt seniorer.
Faktisk er Frankrig et af de lande i EU, der er dårligst til at fastholde seniorer i beskæftigelse. Kun 56 procent af de 56-64-årige franskmænd har et arbejde, mens tallet er helt nede på 36 procent for de 60-64 årige.
I Danmark er de tilsvarende tal 78 og 57 procent.
Arbejdsgiverne vil ikke have seniorerne, så når de først bliver arbejdsløse, har de svært ved at få et arbejde igen. Det kaster mange ud i fattigdom på grund af en lav understøttelse, og pensionsreformen forlænger denne prekære situation yderligere.
Særordninger fra en svunden tid
Pensionssystemet i Frankrig indeholder cirka 40 forskellige særordninger, der gælder for cirka en million franskmænd, og reformen vil en del af særordningerne til livs. Det gælder bland andet i den statsejede el-og transportsektor, hvor en lokofører eller en buschauffør i dag har ret til at gå på pension som 52-årig.
Regeringen mener, at tiden er løbet fra ordningen, der gav mening dengang togene var kuldrevne og arbejdet uomtvisteligt fysisk udmattende. Med reformen bliver pensionsalderen her hævet til 54 år for de nuværende ansatte. De, der ansættes efter reformens eventuelle ikrafttræden, kommer til at høre under den almindelige ordning med ret til tilbagetrækning som 64-årig.
Der gælder i dag også favorable særordninger for parlamentarikerne og senatorerne, men dem har regeringen og Macron ingen planer om at ændre.
Broget og bred modstand
Et stort flertal af franskmændene er imod reformen. Ifølge flere meningsmålinger er hele syv ud af ti franskmænd imod. Og i takt med, at regeringen har forklaret indholdet i reformen for befolkningen, er modstanden vokset.
Modstanden er bredt funderet, både geografisk, politisk – fra det yderste venstre til det yderste højre – og på tværs af generationerne. Selv blandt Macrons relative flertal i Nationalforsamlingen findes modstandere.
Mobiliseringen har hidtil været særlig stor i de mellemstore byer, der holdes i live af større offentlige arbejdspladser – et lokalt sygehus for eksempel – eller store industrielle virksomheder, hvor arbejderne typisk har været aktive siden en meget ung alder.
Men også i hovedstaden Paris er demonstrationerne velbesøgte – og det er ikke kun offentligt ansatte og ældre, som møder op.
Også unge vender sig imod reformen. Ikke kun i solidaritet med de ældre generationer, og ikke kun fordi de indser, at deres egen pensionsalder har tvivlsomme og lange udsigter, men grundlæggende fordi de ønsker en ny samfundsmodel.
Undersøgelser viser, at de nuværende høje krav til effektivitet og produktivitet gør folk syge med stress, ødelægger arbejdsglæden og fører til et liv uden tid til nydelse. Derfor skal vi ikke, mener de unge, arbejde mere, men mindre.
Der er noget galt i Frankrig
Men det er ikke kun pensionsreformen, som de strejkende og demonstranterne er utilfredse med. De er helt overordnet indignerede over tingenes tilstand i Frankrig og landets skrantende socioøkonomiske helbred. Og de mener, at præsident Macron er hovedansvarlig.
De seneste år har Frankrig gennemlevet den ene krise efter den anden. Fra De Gule Veste til corona, købekraftskrisen, inflationskrisen, energikrise, krigen i Ukraine … og nu pensionskrisen.
Udkants-Frankrig er fattigt, endda fattigere end gennemsnittet i EU. Folk fra arbejderklassen med fast fuldtidsarbejde kan ikke få enderne til at mødes, og studerende må stå i kø til gratis mad for at overleve. Og der er ikke umiddelbart udsigt til forbedringer. Derfor rammer Macrons pensionsreformer ekstra hårdt.
Valgkampen sidste år viste, hvordan Frankrig er blevet splittet mellem et voksende flertal, der har for lidt, og et mindretal, der har for meget – mellem det ”usynlige” flertal og en magtfuld privilegeret kaste. Kløften mellem de såkaldt almindelige franskmand og den politiske klasse føles afgrundsdyb hos mange.
Og selvom Macron, forud for sin første præsidentperiode for seks år siden, bedyrede, at han ville genskabe tilliden til politikerne, føre politik på en ny måde og favne politisk både til højre og til venstre, er resultatet blevet det stik modsatte. I dag har Frankrig et politisk landskab, hvor yderfløjene er gået frem og midten er svækket.
Knald eller fald
Trods den store folkelige modstand mod reformen tyder det ikke på, at regeringen vil trække reformen af bordet. Som premierminister Elizabeth Borne sagde det for nylig:
- De 64 år står ikke til diskussion.
Mandag begyndte Nationalforsamlingen behandlingen af reformen. Og de har travlt, for oppositionen har fremsat 20.000 ændringsforslag, og allerede i slutningen af marts skal lovforslaget være færdigbehandlet.
Men regeringen kan ikke være sikker på at få et flertal for reformen. Det vil kræve, at det borgerlige parti Republikanerne bakker op. Og det er usikkert. Men selv hvis flertallet glipper, kan regeringen gøre brug af en paragraf i forfatningen og tvinge reformen igennem.
Fortsætter kampen
Fagforeningerne har allerede meldt ud, at de ufortrødent fortsætter kampen mod reformen med flere strejker og demonstrationer i vente, næste gang allerede lørdag 11. februar. Hidtil har mobiliseringen været historisk stor og fredelig. Men vil det vare ved sådan, hvis regeringen overhører gadens utilfredse parlament?
For Macron er reformens vedtagelse knald eller fald, både personligt og politisk. Da han blev præsident i 2017 skete det på et løfte om at omkalfatre Frankrig og gøre landet up-to-date.
Foreløbig er det svært at få øje på, hvad han har moderniseret, og pensionsreformen er den eneste store reform, han har tilbage. Mislykkes det, vil han stå vingeskudt tilbage og kunne tage plads med en lang næse som ligesindet ved siden af hans mange forgængere, som alle ønskede, men heller ikke formåede, at reformere pensionssystemet.
Og dét vil han nok gerne undgå for enhver pris.