Efter 260 dage helt isoleret på en sejlbåd skete det værst tænkelige
Som 28-årig begav han sig ud på en rejse, kun få andre har fuldført. Men lige inden mål skete det, der bare ikke måtte ske.
Dagen var endelig kommet, og Christian Liebergreen stod klar på kajen i Skagen.
Efter mange måneders forberedelse var det blevet 18. juli 2012, og hans livs eventyr lå for hans fødder.
Nemlig en jordomsejling uden stop undervejs. Alene. En bedrift, de allerfærreste kaster sig ud i.
Inden han trådte ned på sit hjem de næste 260 dage, gav han sin kæreste Clara West et allersidste knus. Han kunne med det samme mærke tårerne presse sig på.
Motoren blev sat i gear, og han kiggede på folkene, der stod på kajen for at tage afsked.
Han sendte Clara et luftkys, og pludselig gik det op for ham, at det måske var sidste gang, at han skulle se hende.
De næste ni måneder skulle han – uden fysisk kontakt til andre – krydse nogle af de mest øde og blæsende steder i verden.
Og rejsen endte desværre ikke, som han havde håbet på.
Ikke en helt almindelig familiefar
Mandag er der premiere på ‘Den sidste breddegrad’, hvor Emil Midé Erichsen vil nå til Nordpolen sammen med sine brødre.
Og her møder seerne også familiens gode ven Christian Liebergreen. Han er med for at hjælpe dem med at nå deres mål.
Og de kunne formentlig ikke have fundet nogen bedre til det.
For 38-årige Christian er ikke en helt almindelig familiefar fra Ollerup uden for Svendborg.
I dag arbejder han som helikopterredder, men han er uddannet navigatør.
Ud over at have sejlet jorden rundt har han rejst tværs over Canada som 17-årig og cyklet New Zealand rundt. Alt sammen alene. Og så har han været en del af Siriuspatruljen og tilbragt 26 måneder i Nordøstgrønland.
Med andre ord ved Christian Liebergreen, hvordan man overlever i alle tænkelige situationer. Men han ved især, hvordan man overlever, når det er rigtig koldt, og man er fuldstændig alene.
Eventyrlysten har defineret hans liv
Som barn var Christian Liebergreen glad for skolen, men hadede lektierne – undtagen når det var i yndlingsfaget geografi. Når han dagdrømte, følte han sig begrænset af sin alder og størrelse. Han kunne ikke vente med at blive voksen, så han kunne drage ud i verden og opleve nye spændende steder.
Børneværelset var tilklistret med plakater og billeder af hvaler, og den store drøm var at blive havbiolog, men de mange år på universitet skræmte ham en anelse.
Så hvis han ville se hvaler, måtte han jo selv sejle ud til dem. Og derfor valgte han at uddanne sig til navigatør.
Men inden tog han på sit første rigtige eventyr.
Og det viste sig også at blive det eventyr, der har defineret hans liv lige siden.
Det var i 2002, og Christian Liebergreen var 17 år. Han havde sparet nogle penge sammen og havde fået en rygsæk af sin far. Nu ville han prøve kræfter som backpacker.
Blandt plakaterne af spækhuggere på værelset var et stort verdenskort. Christian lod blikket løbe hen over de engelsktalende lande og endte ved Canada. Verdens næststørste land, der kunne byde på masser af øde natur, bjerge ... og hvaler.
Turen skulle gå tværs over Canada. Cirka 5000 kilometer fra øst til vest, og det skulle tage 3 måneder.
De voksne og kammeraterne forstod ikke, hvorfor han ville rejse så lang tid alene og ikke i stedet starte i gymnasiet med de andre.
Det gav Christian en følelse af, at det måske ikke var det rigtige. At han spildte sin tid, fordi han ikke uddannede sig.
Tre uger senere startede eventyret, hvor Christian Liebergreen vandrede, blaffede og kørte med bus alene tværs over Canada. Han fiskede på Nordatlanten, boede på sovesal med hjemløse, måtte syes i armen efter et hundeangreb, gik i minus 32 grader og blev samlet op af en gammel indianer, da han blaffede.
Og så fik han lov at arbejde som “whalewatch spotter”.
Da han vendte hjem til Danmark, var han ikke til at skyde igennem.
For første gang følte han en anerkendelse fra de voksne, som gjorde det legalt at tage ud i verden.
Så det fortsatte han i den grad med.
Fra Siriuspatruljen til de store oceaner
Han kom på Skoleskibet Danmark, hvor han i øvrigt mødte sin nuværende kone, Clara West, hvorefter han startede på navigatøruddannelsen.
Og så var det ud i verden igen. Denne gang cyklede han alene hele vejen rundt om de to øer, som New Zealand består af, inden han vendte hjem til Danmark og aftjente sin værnepligt.
Det gjorde han i øvrigt med ét formål: at blive optaget i Slædepatruljen Sirius.
Efter benhård træning gik drømmen om det kolde nord i opfyldelse, og fra Christian Liebergreen var 25, til han var 27 år, var han patruljefører.
Efter 2 år isoleret med 13 slædehunde og 11 kammerater i det øde nordøstlige Grønland vendte Christian Liebergreen hjem og gik hurtigt i gang med at forberede sig på et nyt eventyr.
En drengedrøm.
- Jeg har altid haft en udlængsel i mig, fortæller Christian Liebergreen og tænker tilbage på sin barndom i Svendborg, hvor han brugte meget tid på havet i sin jolle.
Og når han dengang kiggede ud over havet, irriterede det ham, at Tåsinge lå i vejen for at se mest muligt hav og lade drømmene tage over.
Allerede dengang var han fascineret af bredde vidder.
Og det var lige præcis dét, han ville ud at opleve, da han efter Siriuspatruljen besluttede sig for at gøre noget helt vildt.
Han ville sejle jorden rundt. Alene. Og uden stop undervejs.
En ekstrempræstation på egen hånd
Helt modsat idolet Troels Kløvedal og Mikkel Beha-Erichsen og sønnerne var drømmen ikke at gå i land på den ene øde ø efter den anden og opleve andre kulturer.
Sejlturen skulle være en personlige udfordring. En ekstrempræstation på et helt andet niveau end månederne i Siriuspatruljen.
- Dér var jeg en del af noget. Vi kunne noget sammen, og større instanser og myndigheder stod klar.
- På sejlturen var der kun mig og ingen at tørre den af på.
Jordomsejlingen krævede mange måneders forberedelse, og Christian Liebergreen følte, at han satsede alt, hvad han havde. Blandt andet måtte han rejse de mange måneder væk fra Clara West, som han var blevet kærester med.
De to havde diskuteret, at der var en mulighed for, at Christian ikke ville vende tilbage. Han kunne falde overbord, komme svært til skade, blive kidnappet eller værst af alt: begå selvmord.
For det er sket før, at en solosejler er draget på jordomsejling og blevet psykisk syg af isolationen.
Det skete heldigvis ikke for Christian, der undervejs blandt andet var i kontakt med en af kammeraterne fra Siriuspatruljen, der nu arbejdede som psykolog.
Hans tur bød på et hav af minder og oplevelser. Men den største er måske i virkeligheden øjeblikket, sejlskibet Jonna og Christian stævnede ud fra havnen i Skagen.
Al forberedelse og planlægning var slut. Nu startede rejsen mod målet endelig.
Nu handlede det om at tage en sømil ad gangen og dele rejsen op i små delmål.
Snakkede med sig selv hver dag
Efter 14 dages sejlads kom han fri af Den Engelske Kanal og nåede Biscayen. Han kunne allerede mærke den første kedsomhed over ensformigheden. Men humøret blev løftet, da et fragtskib sejlede forbi, og Christian Liebergreen fik kontakt til besætningen.
De vinkede til hinanden, og Christian mærkede et jag af ensomhed. Det viste sig efterfølgende at blive sidste gang, han så mennesker i mange, mange måneder.
Og i dag er han glad for, at han ikke vidste det på det tidspunkt.
For ensomheden var en trofast følgesvend på resten af turen, kun afbrudt af korte samtaler på satellittelefonen og mailudveksling.
Derfor er han heller ikke i tvivl om, hvad han savnede mest på den lange tur. øjenkontakt.
- Jeg snakkede meget med mig selv hver dag, men jeg savnede virkelig en form for respons i et blik.
Men også fysisk kontakt til andre mennesker var noget, han manglede på turen. Det med at give en krammer og mærke den anden persons krop og energi. Dét savnede han.
Selvransagelse
Ni måneders total isolation på havet gav i den grad anledning til selvransagelse og åbnede døren til en uundgåelig fordybelse i eget sind på godt og ondt.
Noget, han egentlig troede, at han allerede var nået i mål med efter de mange måneder i Nordøstgrønland.
- Man gik og troede, at der var rent ovre i det hjørne af sindet, men opdagede så, at der lå noget skidt. Og det var bittert at sluge.
Noget, han i hvert fald helt sikkert lærte af turen og ikke mindst hele planlægningsfasen, var, at han ikke er god til lister og systematik.
- Jeg kan godt lide at tage tingene fra hoften, men det kan kun lade sig gøre, hvis man har forberedt sig grundigt – og her kommer man ikke uden om listerne.
Det, han til gengæld blev rigtig, rigtig god til på turen, var at fornemme havet og bølgerne.
En bølge, han aldrig glemmer
På dag 250 havde Christian Liebergreen set og mærket et utal af bølger omkring sejlskibet Jonna.
Han havde udviklet en instinktiv fornemmelse af, hvordan den næste bølge ville ramme, og hvordan skibet skulle håndteres.
Derfor blev han også utrolig overrasket, da han efter en storm pludselig kunne mærke noget bag ham.
Allerede da han drejede hovedet, vidste han, at der ventede ham noget vildt. Og ganske rigtigt. Bag ham rejste sig en mur af vand.
Det var den største bølge, han nogensinde havde set. Og han glemmer aldrig synet.
- Det var 22. marts ved 17-tiden, og solen skinnede. Bølgerne var enten blå eller grønne. Men den der bølge var bare kulsort, fortæller Christian Liebergreen.
Han måtte tænke hurtigt. Han klikkede sig fast til skibet. Det eneste, han tænkte på, var, at hvis skibet gik ned og på mirakuløst vis skulle komme op til overfladen, så ville han ikke ligge og drive langt fra skibet.
Ikke på noget tidspunkt havde han været så bange, som da han mærkede, hvordan agterenden blev løftet op på bølgen.
Han tog en dyb indånding og frygtede, at stævnen ville bore sig ned i dybet, når bølgen knækkede.
Men der skete noget helt andet. Skibet fik det “største los i røven nogensinde”, og måske holdt havguden Neptun hånden over Christian. I hvert fald surfede skibet med 20,1 knob ned ad den abnorme bølge.
Vandmasserne stod ud til siden, og den larmende frygt blev forvandlet til jublende hyl.
Ikke meget for at gå i land
Ti dage senere var Christian nået til Den Engelske Kanal. Pludselig hørte han en høj lyd, og da han åbnede lugen og kiggede op, fik han bekræftet sin bange anelse.
Masten var knækket og lå i vandet sammen med tovværk og sejl. Synet gjorde så ondt i hjertet, at han næsten mistede vejret. Han blev ked af det, men der kom ingen tårer.
Ville jordomsejlingen slutte her? Og var han klar til at sejle en tur mere rundt om jorden for at fuldføre drømmen? Det var nogle af de første ting, Christian Liebergreen stillede sig selv.
På kortplotteren kunne han se, at han kunne drive til nærmeste kyst på cirka ti timer.
De næste timer brugte han på at ringe hjem til to venner, der kontaktede Søværnets Operative Kommando, som fik tilkaldt den engelske kystredningstjeneste. For ikke at lave yderligere skade på skibet måtte han skære masten helt af med en vinkelsliber.
Nogle timer senere blev Christian Liebergreen og skibet slæbt ind mellem molerne i fiskerbyen Brixham.
Det føltes ikke godt at forlade skibet, og han var ikke meget for at hoppe i land.
De næste uger blev han genforenet med sine to venner og kæresten Clara West i England. Der blev lagt en masse kræfter i at få skibet på værft og bestilt reservedele, så Christian kunne fortsætte rejsen og nå Skagen.
Men som tiden, gik blev det mere og mere urealistisk, og Christian Liebergreen måtte acceptere, at jordomsejlingen stoppede i Sydengland.
Et halvt år senere ankom sejlskibet Jonna til Refshaleøen i København, hvor Christian Liebergreen også havde gået og gjort hende klar inden afgang.
Selvom Christian Liebergreen ikke sejlede hele vejen til Skagen, kunne jordomsejlingen godkendes, fordi han havde krydset sin egen linje.
Det betød, at han blev en del af den eksklusive klub med få hundrede mennesker fra hele verden, som har gennemført en jordomsejling uden stop.
Til sammenligning har mange tusinde besteget Mount Everest.
Man skal huske at drømme
Christian Liebergreen har skrevet bogen ‘11 meter frihed’ om sin jordomsejling, og ved siden af sit arbejde som helikopterredder holder han også foredrag om sine mange eventyr, indsigter og erfaringer.
Han vil gerne inspirere andre, men ikke til at sejle jorden rundt alene uden stop.
- Det vil jeg ikke anbefale. Det var en barsk omgang at komme ud i, og jeg føler virkelig, at jeg har været heldig. Mange ting kunne have gået galt.
Han håber, at han kan komme ud med to budskaber – særligt til unge mennesker.
Det er egentlig simpelt. Og det er det, Christian Liebergreen har været drevet af hele livet. Drømmene.
Man skal huske at drømme.
- Det er drømmene, vi lever af. Hvis der ikke er nogen drøm, hvorfor så stå op om morgenen? spørger han.
Han understreger, at drømmen ikke behøver være ekstrem, tæt på uoverkommelig eller med livet som indsats.
Det kan også bare være at lære at spille violin.
Det vigtigste er bare, at man drømmer om noget, og at man husker på, hvorfor det er vigtigt for en at få drømmen til at gå i opfyldelse.
Mærker glæden i alt det nære
En ting er helt sikkert. Christian Liebergreen bliver nok aldrig mæt af eventyr. Og han har stadig en gang imellem brug for at tage alene på en tur for at nulstille sig selv mentalt.
- Så tror jeg, at jeg er en bedre mand, bedre far og bedre kollega, når jeg kommer hjem.
I dag bor Christian Liebergreen sammen med sin kone, Clara West, og deres to børn, Knud på fem år og Ruth på to år.
Og selvom han siden barnsben har gået med en stor udlængsel og eventyrlyst, er han ikke en rastløs familiefar.
- Jeg trives virkelig i at være blevet far med alt, hvad det indebærer, siger han og tilføjer:
- Jeg ser og mærker glæden i alt det nære – og det betyder meget at gøre det sammen med Clara.
Og det er netop dét, der er årsagen til, at han aldrig vil begive sig ud på en jordomsejling alene igen.
Ikke, at han fortryder eventyret – det gør han på ingen måde. Men i dag kan han se, at han i 20’erne tog et “kæmpe egotrip”, som i hans øjne ikke havde været en mulighed i dag med kone og børn.
- Nu har jeg prøvet det, og det gør, at jeg kan hvile i mit liv.
En ny drøm?
De seneste år har Christian Liebergreens største drøm været at få skabt en god familie sammen med Clara West.
Men han kommer ikke udenom, at i det lange løb er han dårlig til stilstand.
Og der er da også en drøm om en ny ekspedition. Men den vil han ikke løfte sløret for. Hverken for TV 2 eller for andre.
- Der var heller ingen, der kendte til min Sirius-drøm eller drømmen om jordomsejlingen.
Man skal passe på med at drømme, for drømmene kan gå hen og gå i opfyldelse.
Følg Christian Liebergreen og vennerne Emil, Theis og Alfred Midé Erichsens ekspedition til det kolde nord i 'Den sidste breddegrad' på TV 2 mandag aften klokken 20.00 eller allerede nu på TV 2 PLAY.