23-årig skrev dagbøger om sit liv i psykiatrien, indtil hun mistede evnen til at tale og skrive
Rebekka Elnegaard Wiedes fortælling om et liv på psykiatriske afdelinger er også en fortælling om en psykiatri, der ikke fungerer, mener ekspert.
Ditte Elnegaard Haddaoui sidder i sin sofa med tre notesbøger i skødet. Det er hendes datter Rebekkas. Hun bladrer gennem siderne, som er fyldt med tegninger, digte og datterens tanker fra de seneste syv år.
På en af siderne har hun fundet et brev, som Rebekka Elnegaard Wiede har skrevet, men aldrig sendt.
I brevet, som indledes med ”Kære mor”, skriver Rebekka, at hun ikke længere kan være i denne verden.
Hun bønfalder sin mor om ikke at græde.
- Lov mig at komme videre. Mor, jeg elsker dig. Hvis der sker mig noget, må du aldrig beskylde dig selv, skriver hun.
Ditte Elnegaard Haddaoui snøfter, mens hun læser ordene højt. Tankerne bag datterens ord er ikke nye for hende. Tværtimod. Men brevet gør en for hende fuldstændig uvirkelig situationen mere virkelig.
Hendes 23-årige datter Rebekka Elnegaard Wiede er en af de næsten 200 psykiatriske patienter, der har forsøgt selvmord under en indlæggelse de seneste tre år. Mindst 64 patienter har taget deres eget liv i samme periode.
Rebekka overlevede, men ikke uden mén. I dag er hun hjerneskadet, og hun ligger i en seng og kan hverken bevæge sig eller smile til sin mor længere. Ditte Elnegaard Haddaoui sidder tilbage med dagbøgerne og ét altoverskyggende spørgsmål: Hvordan kunne det gå så galt?
Det forsøger hun at finde ud af i TV 2-dokumentaren 'Hold mig fast. Før jeg forsvinder'.
Blev indlagt første gang som 11-årig
Rebekka Elnegaard Wiedes udfordringer begyndte allerede i en tidlig alder. Gennem børnehaven og de første skoleår ændrede den ellers glade pige sig.
- Hun blev mere udadreagerende, og vi kunne slet ikke styre hende. Hun begyndte at slå sig selv med en hårbørste og truede med at hoppe ud ad vinduet, husker hendes mor.
Da Rebekka var ti år, fik Ditte Elnegaard Haddaoui en dag et opkald fra hendes lærer, der havde lagt mærke til, at Rebekka havde skåret sig i armene. Udfordringerne med hende var nu blevet så store, at familien søgte hjælp. Først hos skolen, så hos kommunen og til sidst i psykiatrien.
Som 11-årig blev Rebekka Elnegaard Wiede indlagt på en psykiatrisk afdeling for første gang.
Ditte Elnegaard Haddaoui tror, at skilsmissen mellem hende og Rebekkas far var medvirkende til, at Rebekka fik det værre i den periode. For den var svær og sorgfuld for hende at gå gennem.
I en video, Rebekka Elnegaard Wiede optog flere år senere, findes også en anden mulig forklaring. En mand udsatte hende for et overgreb, da hun var ti år.
Rebekka fortalte kun til sin mor, at manden havde fulgt efter hende, og derfor fandt Ditte Elnegaard Haddaoui først ud af, hvad hendes datter havde været udsat for, da hun mange år senere læste dagbøgerne og så videoen.
- Hvis jeg ikke får hjælp, tager jeg livet af mig selv
I løbet af sin første indlæggelse udviklede Rebekka Elnegaard Wiede symptomer på anoreksi. På grund af pladsmangel var hun blevet flyttet til en stue med en pige, der havde en spiseforstyrrelse.
I sin dagbog skrev hun mange sider om fordelene ved at være tynd. Hun lavede detaljerede diætplaner og listede ting op, hun kunne lave for at aflede sine tanker, når hun mærkede sult.
Og som tiden gik, fyldte hun flere af siderne med sine mørke tanker. Hun skrev blandt andet om dem, der siger, at livet er nemt, at der må "være noget, de har glemt".
Rebekka Elnegaard Wiede blev udskrevet fra sin første indlæggelse efter et halvt år, men de svære tanker havde bidt sig fast. Hun havde det så svært, at hun ikke længere kunne bo hjemme hos sin mor eller far.
Derfor levede hun et teenageliv, hvor hun skiftevis var indlagt i psykiatrien og boede på behandlingshjem.
I dagbogen beskrev hun, hvordan en umenneskelig smerte indeni blev til fysisk smerte.
Ditte Elnegaard Haddaoui husker, hvor forpint Rebekka var på det tidspunkt. I perioden, fra hun var 12 til 17 år, fik hun 4 forskellige diagnoser. Først adhd og Aspergers syndrom. Som 12-årig fik hun diagnosen anoreksi og som 14-årig skizofreni.
Hverken Ditte eller Rebekka selv følte, at der var nogen, der kunne hjælpe hende. Hver gang, hun fik en ny diagnose, skiftede behandlingen.
Peter Handest er psykiater og tidligere overlæge på blandt andet den psykiatriske afdeling på Hvidovre Hospital. Han har læst Rebekka Elnegaard Wiedes journaler fra hendes tid i psykiatrien og mener, at hendes sag er et billede på en psykiatri, der ikke fungerer.
- Hele forløbet er præget af kaos. Hun får jo så mange forskellige diagnoser, som tydeligt vidner om, at der ikke er nogen, der har overblik over hendes forløb, siger Peter Handest.
Det skyldes blandt andet, at psykiatrien er en "rodebunke" med mangel på faglig kunnen, mener Peter Handest.
- Det hele drejer sig om, at det skal være billigere. Der mangler gamle overlæger med megen erfaring og stor viden. Så i dagens psykiatri er det psykologer, sygeplejersker og medicinstuderende, der varetager en del af den specialopgave, det er at diagnosticere, siger han.
Det er Peter Handests vurdering, at det manglende overblik har været medvirkende til at forværre Rebekka Elnegaard Wiedes lidelse.
Overgrebet
Da Rebekka Elnegaard Wiede som 20-årig var indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling på Frederiksberg Hospital, skete der noget, som forværrede situationen yderligere.
Rebekka var så selvmordstruet, at hun fik skærpet fastvagt. Det betyder, at der sad en medarbejder på stuen og passede på hende. Sørgede for, at hun ikke handlede på sine selvmordstanker.
Men en af medarbejderne, hendes kontaktperson, gjorde det modsatte af at passe på hende. Han udsatte hende for andet seksuelt overgreb end voldtægt tre gange.
4. december 2019 skrev Rebekka i sin dagbog, at selvom hendes familie ville blive ked af det, var det nødvendigt at se, hvordan hun fik fred. Hun var træt af altid at skulle kæmpe.
To uger senere skrev hun brevet til sin mor. Det, hvor hun bad hende om at love at komme videre. Ditte Elnegaard Haddaoui måtte aldrig beskylde sig selv, hvis der skete Rebekka noget.
- Det er mit valg, skrev hun og bad sin mor om at skåne Rebekkas lillebror, Hugo, for sandheden. I stedet skulle han vide, at hun var taget på ferie.
Yderligere to uger senere forsøgte Rebekka Elnegaard Wiede at tage sit liv på sin stue på Frederiksberg Hospital.
Denne gang gik det så galt, at hun endte i respirator.
Rebekka kom ud af respiratoren efter et døgn, og i tiden efter oplevede Ditte Elnegaard Haddaoui det som om, at datteren fik det bedre.
Men på det tidspunkt vidste hun ikke, at hendes datter gik med hemmeligheden om, hvad kontaktpersonen havde gjort ved hende.
Syv måneder efter overgrebene fandt Rebekka Elnegaard Wiede dog modet til at fortælle det til personalet på Frederiksberg Hospital.
Manden blev meldt til politiet, og Rebekka blev udskrevet. Hun fik sin egen lejlighed, som hun boede i frem til august 2021, hvor hun igen blev indlagt.
- Jeg ved ikke, om jeg bare er tabt nu
Rebekka Elnegaard Wiede skrev flere sider i sin dagbog om, hvad overgrebet havde gjort ved hende. Hun var ødelagt og kunne ikke se meningen med sit "ensomme og latterlige liv", ligesom hun ikke troede på, at det ville give hende livsglæden tilbage, når retssagen blev afgjort.
I juni 2021 blev kontaktpersonen dømt for forsøg på voldtægt samt andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse. Ved strafudmålingen i december samme år fik han halvandet års fængsel og blev frataget rettigheden til at arbejde som sosu-assistent. En dom, som Østre Landsret 13. marts 2023 skærpede til to års fængsel.
At en medarbejder udsætter en patient for overgreb, er både ulykkeligt og uacceptabelt, siger Line Duelund, som er centerchef på Psykiatrisk Center København.
- Det må jo ikke ske. Vi er virkelig kede af det. Da vi blev opmærksomme på sagen, blev den ansatte fyret med det samme, siger hun.
- Der er kun en ting at sige til Rebekka og hendes forældre, og det er undskyld, siger Line Duelund.
Den undskyldning er Ditte Elnegaard Haddaoui glad for. Men hun har stadig svært ved at acceptere, at det overhovedet kunne ske.
- Det er grotesk. Særligt, når vi ved, hvad hans handlinger har betydet for, hvordan Rebekka havde det til sidst, siger Ditte.
I sin dagbog skrev Rebekka, at kontaktpersonen havde ødelagt den sidste glæde, hun havde i livet.
Mellem jul og nytår 2021 optog Rebekka Elnegaard Wiede en video fra sin seng på Psykiatrisk Center København.
Videoen skulle vise sig at blive hendes sidste.
Det sidste selvmordsforsøg
Ditte Elnegaard Haddaoui kunne med det samme mærke, at der var noget galt, da lægen fra Psykiatrisk Center København præsenterede sig i telefonen.
- Der er ikke sket noget med Rebekka, vel? spurgte hun bekymret.
- Jo, det er der desværre, svarede lægen.
Ditte Elnegaard Haddaoui tabte pusten. Hendes hænder rystede, men hun kunne ikke mærke det. Lægens ord forsvandt længere og længere væk.
- Jeg kan ikke huske meget andet fra den samtale, end at han sagde, at hun havde fået hjertestop, og at de havde fået gang i hjertet igen.
Tidligere samme dag havde hun sms'et med Rebekka, som havde sendt et selfie fra Fælledparken, hvor hun var ude for at gå en tur. Men da Ditte Elnegaard Haddaoui og hendes mand kom ind på Rigshospitalet, lå Rebekka i kunstig koma.
Rebekka Elnegaard Wiede lå i respirator i tre uger, mens lægerne undersøgte hende. De forberedte Ditte på, at hun kunne komme til at stå i en situation, hvor hun skulle beslutte, om der skulle slukkes for respiratoren.
Der kom det ikke til. Rebekka overlevede. Igen.
Men hun blev hjerneskadet og er i dag indlagt på et rehabiliteringshjem.
Rebekka kan hverken tale, holde sit hoved selv eller bevæge arme og ben. Og lægerne er usikre på, hvor meget af det, der sker omkring hende, hun opfanger og forstår. De tror, at hun kan genkende sine forældre.
Ditte Elnegaard Haddaoui besøger Rebekka næsten hver dag. Selvom hun ser hende ligge i sengen og have brug for hjælp til alt, føles det indimellem, som om det ikke er virkeligt. Som om Rebekka snart vågner og kan drikke kaffe og sladre om drenge med sin datter igen.
Men vreden er virkelig. Den fylder Ditte, når hun forlader sin datters stue.
For da Rebekka Elnegaard Wiede forsøgte at tage sit liv, var hun indlagt på en såkaldt nulstue på Rigshospitalet.
Hvordan kunne det ske?
På en nulstue må der ikke være noget, som kan bruges til at gøre skade på sig selv. Rebekka var blevet indlagt der få dage forinden, fordi hun havde så mange selvmordstanker. Hun skulle tilses af personalet hvert kvarter.
Men personalet på Psykiatrisk Center København havde overset noget hospitalsudstyr på hendes stue. 12. januar 2022 brugte Rebekka Elnegaard Wiede det hospitalsudstyr til at forsøge at strangulere sig selv.
Da lægerne fandt Rebekka, fik de genoplivet hende. Men i dag er hun hjerneskadet som følge af selvmordsforsøget, fordi hun i en periode ikke fik ilt nok til hjernen.
Ditte Elnegaard Haddaoui kan ikke forstå, at det kunne ske lige der, hvor hendes datter skulle være mest beskyttet. Der, hvor nogen skulle passe på hende, fordi hun ikke kunne passe på sig selv.
Det burde heller ikke kunne lade sig gøre, fastslår Anders Fink Jensen, der er professor og cheflæge på Psykiatrisk Center København.
- Det er ekstremt ulykkeligt, når en patient forsøger at tage sit eget liv under indlæggelse. Men det kan desværre ikke undgås fuldstændig. Psykiatrien er jo ikke et fængsel, hvor vi bare spærrer patienterne inde. Vi kan ikke have fast vagt på patienterne hele tiden, fordi det også er vigtigt, at de udvikler sig, siger Anders Fink Jensen.
I Region Hovedstaden afdækker de hele tiden mulighederne for at forhindre det, men det sker altså, at de opdager, at der er noget, de har overset, forklarer han.
Psykiatrisk Center København vil ikke forholde sig til den konkrete sag over for TV 2. Men Ditte Elnegaard Haddaoui og hendes mand har været til møde med dem, hvor de ifølge Ditte har erkendt, at Rebekka Elnegaard Wiede var så selvmordstruet, at hun ikke skulle have haft adgang til hospitalsudstyret.
Psykiatrisk Center København oplyser til TV 2, at de efter Rebekka Elnegaard Wiedes selvmordsforsøg har ændret praksis for, hvilke ting der må være tilgængelige for patienter på deres lukkede afdelinger.
Midt i sorgen er det en lettelse for Ditte Elnegaard Haddaoui, hvis Region Hovedstadens tiltag om at fjerne den specifikke slags hospitalsudstyr kan forhindre, at andre familier kommer til at havne i samme situation. Men det fjerner ikke den frustration, der hver dag buldrer rundt i hende.
- Jeg har så meget vrede i mig, selvom de har undskyldt nu. Ledelsen har sagt, at de selvfølgelig skulle have passet bedre på Rebekka og lyttet bedre til os, men det er jo ikke godt nok. Vi får hende jo ikke tilbage, siger Ditte Elnegaard Haddaoui.
Den erkendelse kæmper hun med at holde fast i. Ofte overtager håbet om, at hun en dag igen kan få besøg af Rebekka og tale med hende som før. Det er lettest sådan. At lade håbet fylde.
Til Rebekkas 23-årsfødselsdag blev det dog tydeligt for hende, at det håb har lange udsigter.
Normalt ville fejringen af Rebekka være fyldt med grin. Hun og lillebroren ville have danset til sange fra Tiktok og fortalt masser af vittigheder. Men denne gang lå Rebekka stille i sin seng. Den var tiltet og drejet, så hun kunne se over på sin familie. De sad på række, hendes mor, mormor og morfar, som var kommet for at fejre hende.
Ved siden af på bordet lå gaverne. Hugo pakkede op.
Gaven fra ham selv var en drømmefanger, som skal jage alle de grimme tanker væk om natten.
Fra mor og papfar Riffi var en poncho.
Ditte krammede Rebekka og forklarede, at hun havde købt det, hun tænkte, der kunne bruges lige nu. Der havde jo ikke været en ønskeseddel så kilometer lang, som til den fødselsdag, hvor hun ønskede sig en trenchcoat og at få lavet negle.
Sådan vil det nok være de næste mange fødselsdage.
For Frank Humle, der er neuropsykolog på Center for Hjerneskader, har undersøgt Rebekka Elnegaard Wiede og set hendes journaler og scanningsbilleder.
Det må have været et råb om hjælp
Frank Humle vurderer, at de skader, Rebekkas hjerne fik under selvmordsforsøget, er blivende. Det betyder, at den svære fysiske påvirkning af hendes arme og ben vil vare ved, og at hendes indlæring, opmærksomhed og hukommelse vil være påvirket. Rebekka vil have brug for massiv pleje resten af sit liv.
Neuropsykologen forventer heller ikke, at hun vil komme til at kunne kommunikere almindeligt igen.
Det er en realitet, Ditte Elnegaard Haddaoui har svært ved at se i øjnene. Alligevel er hun lettet over, at hendes datter stadig er her i en eller anden forstand.
For hun er overbevist om, at Rebekkas sidste selvmordsforsøg udelukkende var et råb om hjælp. Hun føler sig sikker på, at hendes datter ikke ville dø.
- Hun fortrød altid bagefter og var så ked af det.
Ved hvert selvmordsforsøg er Rebekka altid blevet reddet, og Ditte Elnegaard Haddaoui har en fornemmelse af, at hun har planlagt forsøgene efter, hvornår hun vidste, at personalet eller familien ville tjekke til hende.
- Hun har jo altid formået at gøre noget, lige inden de kom. Tit har hun ringet på klokken efter dem eller ringet til mig, så jeg kunne ringe til afdelingen. Så hun har altid haft denne der livline ude, fordi hun ikke ville det.
Men 12. januar 2022 gik det galt. Og nu får Rebekka aldrig det liv uden dæmoner og selvmordstanker, hun drømte om.
Hvis du eller en, du kender, har selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201 alle dage mellem 11.00 og 05.00. Du kan også skrive til Livsliniens mail eller chatrådgivning her og her.
Du kan se dokumentaren 'Hold mig fast. Før jeg forsvinder' torsdag klokken 20.40 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 Play.