Han er træt af tabuer og nægter at skjule den barske sandhed i Grønland. Og han er ikke den eneste
Uden at have planlagt det er Josef Tarrak-Petrussen et forbillede for en generation af grønlandske unge. En tur på efterskole ændrede hans livssyn.
15-årige Josef glædede sig til at flytte hjemmefra.
Han var spændt på, hvem der blev hans roomie på efterskolen uden for Roskilde. Spændt på, om der var nogle søde piger.
Spændt på, hvad der ventede ham af oplevelser.
Men når han i dag husker tilbage på efterskoletiden, skygger de dårlige minder om stigmatisering og racisme over de gode.
- Det var der, jeg for alvor fandt ud af, at jeg er grønlænder, fortæller han.
Det var på mange måder også svært at undgå, for han blev hele tiden mindet om det.
I starten blev han kaldt Josef, men der gik ikke lang tid, før han ikke længere havde et navn.
“Hey grønlænder, kom her”.
“Hvad skal du, grønlænder?”
Samfundskritisk rapper
Ni år senere er Josef Tarrak-Petrussen med kunstnernavnet Tarrak en af de mest populære rappere i Grønland.
Og så er han en del af den unge generation grønlændere, der er trætte af tabuer og trætte af at skjule, hvordan de har det.
Nogle af dem undgår at tale dansk, andre søger mod den oprindelige kultur med inuittatoveringer.
24-årige Josef Tarrak-Petrussens raptekster er samfundskritiske og kredser om Danmarks kolonisering af Grønland.
Og han lægger ikke fingrene imellem. Det stod klart, da han brød igennem i 2016 med debutsinglen ‘Tupilak’.
Gik viralt
I musikvideoen til sangen stod Josef Tarrak-Petrussen for foden af den omdiskuterede statue af Hans Egede i hovedstad Nuuk.
Og det var ikke tilfældigt. Statuen hylder nemlig den dansk-norske missionær, der i 1721 flyttede til Grønland for at kristne grønlænderne.
Den er derfor – for mange grønlændere – et symbol på den undertrykkelse, der fulgte i kølvandet på koloniseringen.
“Grønlændere! Vågn op… De ser ned på os deroppefra”, rappede Josef Tarrak-Petrussen i sangen, der efterfølgende gik viralt på Facebook i Grønland og skabte røre blandt befolkningen.
Selv mener han, at han bare udtrykte det, alle vidste.
Inden de barske oplevelser på efterskolen i Danmark havde Josef Tarrak-Petrussen ikke forholdt sig meget til sin egen forhistorie.
Men det ændrede sig, efter at han forlod Danmark og rejste hjem til Grønland.
Store sociale problemer
For at forstå Josefs historie kommer man ikke uden om Grønland og Danmarks flere hundrede år lange, fælles historie.
Den startede i 1721, da missionæren Hans Egede slog sig ned i Grønland. Grønland blev en dansk koloni. Og den fælles historie er ikke slut endnu.
Først i 2009 fik landet selvstyre, hvilket betød, at det grønlandske folk blev anerkendt som et selvstændigt folk.
Kolonitiden vækker stadig i dag mange følelser hos det grønlandske folk og har efterladt landet med en kompliceret arv.
I dag har Grønland store problemer med vold, alkoholmisbrug og seksuelle overgreb mod børn.
Og så ligger landet i toppen af en trist statistik.
Ni gange flere selvmord end i Danmark
Grønland har nemlig i årtier haft en af verdens højeste selvmordsrater. Omkring 40-60 grønlændere begår selvmord hvert år, hvilket svarer til en selvmordsrate på omkring 88 selvmord per 100.000 personer.
Det er næsten ni gange højere end i Danmark, og det er især de unge grønlændere mellem 15 og 34 år, der begår selvmord.
I forbindelse med et forskningsprojekt ved Center for Folkesundhed i Grønland satte ph.d.-studerende Ivalu Katajavaara Seidler sidste år tallene under lup.
Og en af de mulige forklaringer skal findes i den grønlandske kolonihistorie, den hurtige modernisering og de efterfølgende sociale konsekvenser.
Stort set alle grønlændere kender i dag én eller flere, der har taget deres eget liv eller forsøgt at gøre det.
Det gælder også for Josef Tarrak-Petrussen, der i sine tekster ikke er bange for at tale om den sociale slagside, han oplever, at koloniseringen har haft.
En nomadetilværelse
Han er selv opvokset i en nomadetilværelse med sin storesøster og en enlig mor, der kæmpede med et alkoholmisbrug.
Hans mor var uddannet lærer, men havde svært ved at holde på et job.
Der har generelt været lærermangel i Grønland, og derfor fandt Josefs mor hurtigt et nyt job i en ny by. Typisk boede de i den samme by i et par år – det sted, hvor de boede længst tid, var i fire år.
Da Josef gik i femte klasse, flyttede de til Danmark. Her udspillede det samme nomademønster sig, og efter et halvt år med flere skoleskift flyttede Josef tilbage til Grønland og boede hos sine bedsteforældre.
Han savnede Grønland, og han savnede sine venner.
På dette tidspunkt vidste han ikke, at det nok i virkeligheden handlede om en længsel efter at være der, hvor han passede ind.
Det opdagede han på den danske efterskole.
Er du alkoholiker?
Da Josef fyldte 16 år, fejrede efterskolevennerne ham med at synge rapperen Kidds sang “Uh det er så svært at være så god” på grund af passagen:
“København er min, Danmark er min, Grønland er min, Verden er min”
Det var dér, Josef valgte, at han ville hjem.
For det var ikke kun på efterskolen, at han oplevede at blive stigmatiseret.
Det var også her, han for første gang for alvor opdagede, hvilke fordomme der er om grønlændere i Danmark.
“Grønlænder-stiv”, “grønlænder-genet” og “du er grønlænder, så du er vel alkoholiker?” var ord og spørgsmål, han skulle forholde sig til.
- Når man er 15-16 år, så bliver man jo til sidst i tvivl. Er jeg alkoholiker? Men det var jeg jo ikke, siger han.
Han vendte tilbage til Grønland og færdiggjorde efterskoleåret. Og det var her, han oplevede, hvad han kunne bruge musikken til.
Musikken hjalp på ensomhed og angst
Josef Tarrak-Petrussen havde altid lyttet til rapmusik, så det var fedt, at den nye værelseskammerat lavede beats og rappede.
Han kastede sig også ud i at skrive raptekster og indspillede numre hos en ven, der havde et hjemmestudie.
Hele sin opvækst har Josef Tarrak-Petrussen følt sig meget alene. Og når han var alene, fik han angst over at være alene.
For at komme ud af angsten følte han, at han var nødt til at beskæftige sig med noget, som kunne stjæle hans fulde fokus.
Og her var musikken helt perfekt.
Grønlands historie fra dansk perspektiv
Josef Tarrak-Petrussen er flyttet fra Nuuk i Grønland og bor i øjeblikket i en toværelses lejlighed i Odense med sin kæreste Kira Emilie Qupaluk Laue på 24 år.
De bor her, fordi Kira læser medicin på universitetet. Drømmen er at vende tilbage til Grønland med den lange, videregående uddannelse og styrke samfundet indefra.
På spisebordet ligger polarforskeren Knud Rasmussens bog om den femte Thule-ekspedition.
Bogen er stor og tyk og dokumenterer gennem Knud Rasmussens opdagelser, hvordan inuitstammerne levede i første halvdel af 1900-tallet.
Josef Tarrak-Petrussen er egentlig ordblind, men han kæmper sig igennem de mange sider i håb om at blive klogere på sine forfædre, og hvad han er rundet af.
Men der er bare ét problem, hvis man spørger Josef.
- Det, jeg kan læse, er fra danske perspektiver, siger han og fortsætter:
- Vores historie er ikke skrevet ned af os. Det, vi har, er eksempelvis fra Knud Rasmussen eller fra Hans Egedes dagbøger – eller tidlige skrifter af grønlændere.
Josef Tarrak-Petrussen mener, at den manglende grønlandshistorie har negative konsekvenser for grønlændernes selvbillede og selvforståelse.
- Tag eksempelvis ordet inuit. Det betyder både menneske eller folk, men det er også en etnicitet – altså, hvad vi grønlændere kommer fra. Men vi ved ikke særligt meget om det.
- Vi ved ikke, hvor seje vi er. Det skaber et stort mindreværd, fortæller Josef Tarrak-Petrussen og lyner ned i sin adidas-windbreaker, så man kan se den sorte t-shirt med 'Suspekt' skrevet hen over brystet.
Han peger på sin brystkasse og begynder at fortælle om den tatovering, der gemmer sig bag t-shirten.
Tatoveringer med stor betydning
Med store, sorte blokbogstaver står der skrevet 'KALAK' hen over hans brystkasse. Det udtales galæk og er et latterliggørende eller fornærmende begreb, der dækker over en typisk og karikeret grønlænder. Direkte oversat “en skide grønlænder”.
- Hvis jeg kom til at ødelægge det her bord og fikser det med gaffatape, så kalder man det at “gøre den grønlandsk”. Eller hvis nogen er usoignerede, så siger vi “kalak” om dem, forklarer Josef Tarrak-Petrussen og tilføjer:
- Så vi ser på os selv som mindre værd.
Det er derfor, han har fået tatoveringen. For at tage ejerskab over at være grønlænder – også selvom det ikke altid er perfekt.
Det er ikke den eneste tatovering, Josef Tarrak-Petrussen har. Han har adskillige, og de fleste symboliserer noget, der har med Grønland at gøre.
De mest iøjnefaldende er hans ansigtstatoveringer.
Mange af de unge i Grønland er opvokset med danske tv-kanaler. Billedet på det gode liv har ifølge Josef Tarrak-Petrussen altid set dansk ud.
Men noget er ved at ændre sig.
I de seneste år har der nemlig været et større fokus på den oprindelige inuitkultur, og mange unge identificerer sig i dag med traditionelle inuitværdier. Både de usynlige, men også de synlige.
Og det er ansigtstatoveringerne blandt andet et billede på. De forsvandt, da Grønland blev koloniseret, og Hans Egede kristnede folket.
Inuittatoveringerne har spirituel betydning, fortæller Josef Tarrak-Petrussen og peger på sin næse, hvor der er tatoveret en lille bro hen over næseryggen.
- For mig betyder den at være tæt på åndeverdenen og være omkring forskellige sjæle.
De ni sorte streger, der går fra underlæben og ned mod hagen og kæben, giver beskyttelse mod onde ånder og hjælper med at holde sygdom væk. Det kan også tolkes som at bryde med social arv.
Han har også kropstatoveringer, der skal styrke hans led, give ham styrke og en bedre sjæl.
Det hele er ikke så sort og hvidt
Hjemme i Grønland er Josef Tarrak-Petrussen blevet et forbillede for andre unge. Han har egentlig aldrig haft en plan om at være politisk, men for ham har det været svært at undgå.
- Min eksistens er jo politisk. Den, jeg er, og min historie er i sig selv oprørsk. Og det hænger perfekt sammen med rapmusik, fortæller han.
Han er dog gået fra at være en meget vred teenager til at have fået et lidt mere nuanceret billede på samfundsproblemerne.
- Det hele er ikke så sort og hvidt, har jeg lært. Men jeg kan stadig blive trist. Det er ikke kun på grund af danskerne og Danmark. Det er også på grund af os selv, forklarer han og fortsætter:
- Vi ser jo det hele. Vi er i det, og vi ved, hvordan nogle lever. Men vi gør ingenting. Vi har mistet os selv.
Det er vigtigt for Josef Tarrak-Petrussen at understrege, at han ikke mener, at Grønland skal slå ring om sig selv og ikke tage imod hjælp. Tværtimod.
- Vi har brug for hjælpen, og folk skal være velkomne.
Vil inspirere andre unge grønlændere
Han håber, at unge grønlændere kan føle sig spejlet og blive klogere på deres egen historie, og hvor de kommer fra, når de hører hans musik.
- For hvis jeg kan, så kan de også, siger han.
Josef Tarrak-Petrussen føler, at han og en række andre grønlandske kunstnere står på dørtærsklen til at kunne drive musikken til noget, der kan række ud over landets grænser.
Og det er tydeligt, at det er en drøm, han er passioneret omkring – ikke kun for egen vindings skyld.
Men for landets og ungdommens skyld.
- Vi har udstyret, melodierne, ressourcerne og så mange talentfulde mennesker. Vi er nået til et sted, hvor vi kan lyde godt – ikke kun i Grønland, fortæller han med hævet stemme og en helt anden gestikulation, end der ellers har været under interviewet.
Det her betyder noget for ham, og han tror på, at det kan lade sig gøre.
- Hvis vi bare går tilbage til vores rødder, hvor vi hjalp hinanden og delte vores fangst. Hvis vi bruger den samme mentalitet i musikken, så kan vi så meget.
- Inviter os ind i jeres miljø og jeres industri. Vi har masser af energi og motivation. Vi har så meget at give.
Og det var faktisk, hvad der skete sidste efterår.
Suspekt havde opdaget Josef Tarrak-Petrussen på de sociale medier og mødtes med ham i forbindelse med en Suspekt-koncert i Nuuk i efteråret sidste år.
Det blev hurtigt besluttet, at Josef skulle på scenen til koncerten, og at Emil Simonsen – også kendt som Orgi-E – skulle rappe et vers på et af hans numre.
- Fuck, det er nice, mand. Det er helt vildt. Emil har lige rappet et vers på mit beat.
- Og jeg kommer fra Grønland, sagde Josef Tarrak-Petrussen, da han kort efter røg en cigaret ude foran studiet.
Han var glad og stolt over, at rapgruppen anerkendte en grønlandsk kunstner, og at se Emil fra Suspekt rappe på hans beat føltes surrealistisk:
- I ved ikke, hvordan det er. Endelig er der en forbindelse mellem dansk og grønlandsk hiphop. Det varmer mit hjerte og giver mig håb, sagde han og tilføjede med et smil:
- Selvom det ikke kommer i historiebøgerne, så gør vi noget historisk lige nu.
