Forfatter og journalist Lise Nørgaard blev 105 år.
Nyheder

Nekrolog: Den standhaftige Lise Nørgaard

Lise Nørgaard gav os det mest danske, vi har – og det vil hun fortsætte med i den store kulturarv, hun har efterladt os.  

- Det er 40 år siden, jeg fik en tanke – og tænk engang, hvad den har ført med sig.

Disse ord fra Lise Nørgaard står hugget i sten ved indgangen til Korsbæk på Dyrehavsbakken med slet skjult reference til dengang i 1970’erne, hvor idéen til nationalklenodiet 'Matador' opstod.

Ordene er ydmyge.

De emmer af forundring, stolthed og taknemmelighed.

De rummer kort sagt, hvordan Lise Nørgaard selv anskuede sit livsværk. Mens hun altid var ydmyg, når hun så tilbage på sine bedrifter, levede hun omvendt sit liv med en beslutsomhed og nysgerrighed, hvis lige vi skal lede længe efter, men altid kan stræbe efter.

Lise Nørgaard blev 105 år gammel. Hun sov stille ind på årets første dag efter kortvarig sygdom.

Farens stolthed – og hovedpine

Allerede som ung teenager havde Lise Nørgaard fornemmelse for, hvilken drejning hun ville lægge på sit liv.

Eller rettere, hun havde en meget klar idé om, hvad hun i hvert fald ikke skulle være, og det var hjemmegående husmor. Som den førstefødte datter i et konservativt hjem i Roskilde faldt det ikke just i god jord hos Lise Nørgaards far, grosserer Harry Jensen, at hun ikke ville leve et traditionelt kvindeliv i hjemmet.

Bryde rammerne, jamen hvorfor dog?

Det spørgsmål formåede Lise Nørgaard at bruge resten af sit liv på at besvare, men i den tidlige ungdom var svaret trodsigt: Jamen hvorfor ikke?

Lise Nørgaard var højt elsket af sine forældre, men hun gav især faren ondt i hovedet, når hun gang på gang gik mod strømmen: Trods sin store interesse for bøger og historie, fik hun aldrig en studentereksamen, ligesom hun aldrig rigtig formåede at beherske de højborgerlige kvindedyder. Sang foran klaveret forblev en aktivitet for husets mindre søskende.

Selvom den unge Lise fik højborgerlighedens pli ind på rygraden gennem forældrenes strikse opdragelse, havde hun også et behov for at være sin egen og bryde med de normer, som kvinder var underlagt dengang.

Da Harry Jensen til sidst måtte erkende, at selv et ophold på Sorø Husholdningsskole ikke kunne sætte datteren på plads, bestak faren en redaktør på Roskilde Dagblad med årgangsvin, og Lise Nørgaard fik dermed en elevplads på byens lokale avis.

Her troede han, hun ville komme af med sin "ungdomsgriller" og komme til fornuft. Han skulle blive klogere.

Journalisten Lise 

I 2013 besluttede forfatter John Chr. Jørgensen at skrive en bog om journalisten Lise Nørgaard. Da han henvendte sig i februar, løb 'Matador' over tv-skærmene for syvende gang, så det var ikke overraskende en glad Lise, som besvarede hans henvendelse.

Hun skrev:

- Tak for dit brev. Det smigrer mig lidt, at du sådan vil holde liv i den gamle enkefrue. På den anden side passer det mig storartet, at nogen husker, jeg først og fremmest er journalist, før det hele går op i mindet om Matador.

For vi må ikke glemme, at Lise Nørgaard først var journalist. Fra hun begyndte som elev på Roskilde Dagblad i 1935 til hun lukkede døren bag sig på Berlingske i 1988, brugte hun 53 aktive år i folkets tjeneste:

Som reporter med særlig interesse for socialstof, forbrugerstof og udlandsreportager. Som brevkasseredaktør med mennesket i fokus. Som chefredaktør med høje krav til sine medarbejdere. Og som klummeskribent med kvikke opsange og skarpe bemærkninger om det danske samfund.

Journalistikken var en del af Lise Nørgaards dna. Selvom hendes far havde håbet på noget andet, forseglede han sin datters skæbne med den flaske årgangsvin i 1935.

Da hun i samtale med politikeren Søren Pind blev bedt om at pege på den dag, der har været vigtigst for hendes liv, slog Lise Nørgaard ned på den dag, hun som 18-årig trådte ind ad dørene på Roskilde Dagblad.

Andre ville måske pege på deres bryllupsdag eller deres børns fødsler, men ikke Lise Nørgaard.

Som journalistelev lagde hun grundstenen til sin professionelle identitet. Her kunne hun få afløb for den stærke sociale indignation, som hun følte på vegne af samfundets svageste, beskrevet i de ord og sætninger, som Lise Nørgaard mente var en af grundstenene i menneskers dannelse.

- Mine artikler var meget ofte baseret på noget, jeg meget gerne ville have lavet om. Det kom fra min opdragelse om, at alle mennesker har krav på respekt og retten til et ordentligt liv, har Nørgaard siden forklaret i dokumentaren 'Længe leve Lise'.

Foregangskvinde i ligestillingskampen

Netop den sociale retfærdighedssans var en stærk vejviser for Lise Nørgaard gennem hele livet, helt fra dengang hun som lille pige mødte en jævnaldrende ved Grønnegade i den fattige del af Roskilde.

Pigen havde ikke sin egen dukke, og Lises indre kompasnål slog ud. Det var da uhørt – en pige uden en dukke at lege med? Derfor løb Lise hjem og hentede en af sine egne, som hun forærede den fattige pige fra Grønnegade.

Fra barnsben tænkte hun altså på mennesker uden for sit eget, velstående hjem, og hun fandt hurtigt noget, hendes hjerte bankede inderligt for: Kvindesagen.

Blot to år før hendes fødsel i sommeren 1917 havde kvinder fået stemmeret i Danmark, men selvom kvinders rettigheder blev bedre, var synet på dem stadig gammeldags. Kvindens plads var i hjemmet, men det valgte Lise Nørgaard at bryde med på flere fronter.

For det første arbejdede hun. Og så råbte hun op.

I Cecilie Frøkjærs interviewbog 'Fruen kommer i dag' satte Lise Nørgaard selv ord på, hvor trangen til at mene noget kom fra.

- Den har jeg opbygget gennem barndommen, og den udsprang af min kritiske holdning til tiden og kvindens stilling (...) og de latterlige damer, der kom i mit barndomshjem og sad og talte om deres tyende, der påførte dem ulidelige smerter ved ikke at være så solide, som unge piger havde været i deres ungdom.

Det var for meget for den unge Lise, som spydigt replicerede, at det "da heller ikke måtte være morsomt at gå og fjerne deres skidt."

Kvindernes kaglen og uligheden mellem kønnene gav hurtigt Lise Nørgaard en grundtanke at kæmpe ud fra: Behøver det virkelig at være sådan?

Som 17-årig meldte Lise Nørgaard sig derfor ind i Dansk Kvindesamfund og var i flere årtier foregangskvinde i en sag, som kvinderne på det tidspunkt ikke selv helt begreb omfanget af.

Først med rødstrømpebevægelsen i 70’erne fulgte resten af Danmarks kvinder med Lise Nørgaard. Hun kæmpede for kvinders ret til egen bolig, for en ændring af skatteloven – og mest af alt for retten til fri abort.

Matadors mor

Lise Nørgaard var ikke bange for at være upopulær. Som meningsdanner og brevkasseredaktør var hun vant til at parkere på de verbale øretævers holdeplads.

Men at store dele af dagspressen og det hedengangne Radioråd gav udpræget kritik af den serie, som senere skulle blive én af Danmarks mest elskede, var alligevel ny – omend forudsigelig, når man så på omstændighederne.

Hvert afsnit af 'Matador' kostede en million kroner at lave, og serien blev som en af de første produceret uden for Danmarks Radio – af Nordisk Film.

Anmelderne knurrede, det samme gjorde man internt i DR, men danskerne tog med det samme imod Lise Nørgaards karakterer fra Korsbæk.

Historien om de to provinsbyfamilier begyndte som et bogprojekt, som Lise Nørgaard gik og puslede med ved siden af sit arbejde på ugebladet Hjemmet.

På dette tidspunkt havde hun været tilknyttet forskellige tv-serier som manuskriptforfatter – heriblandt Huset på Christianshavn – og da det var på tide at finde en afløser, mente den daværende underholdningschef i DR, at der var potentiale i Lise Nørgaards fortælling.

Egentlig skulle Matador være skrevet af samme forfatterhold, som stod bag Huset på Christianshavn, men Lise Nørgaard skabte en fortælling, hvor de forskellige karakterer hele tiden var i udvikling, og kun hun vidste, hvor de var på vej hen. Hun var seriens mor.

Lise Nørgaard så danskerne for hvad, vi er. Det beskrev hun med nøgtern ærlighed i manuskripterne til 'Matador'. Flere generationer har identificeret sig med Mads Skjern, Misse Møghe og Maude.

Siden Matador løb over skærmen for første gang i november 1978, har DR genudsendt serien otte gange. Nye generationer bliver ved med at finde en genkendelig stemme i en af Nørgaards arketypiske karakterer.

Så selvom Lise Nørgaard måske ikke selv så Matador som en del af sit livsværk, vil serien unægtelig være en del af hendes eftermæle for altid.

Et indblik i hvem vi er

Tænk engang, hvad en tanke kan føre til. 

For Lise Nørgaard førte det til et liv, hvor hun brød med samfundets normer, før samfundet selv var klar til det. Hun satte sit aftryk på kvindebevægelsen og stak snuden frem, hvor den ikke altid var velkommen, for at rykke til det bestående. 

For nogen kan det måske se ud som om, at Lise Nørgaard var en kvinde, der befandt sig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Men dem, der kendte hende godt, vil vide, at hun havde en unik evne til at se verden fra den rette vinkel. Tænke de rette tanker. Læg dertil hendes ukuelige arbejdsmoral, og man har opskriften på et liv, der var beriget af både personlige og historiske milepæle.

Som Søren Pind skrev i sit forord til sin samtalebog med Lise Nørgaard, så findes der mennesker, som formår at suge betydningsfulde personer og begivenheder til sig.

Vi står nu for enden af Lise Nørgaards tidslinje, og hun formåede gang på gang at vise os, at hun var ét af de mennesker.

Men selvom hun i sin levetid blandt andet oplevede to verdenskrige og en besættelse, jerntæppet over Europa, et præsidentmord i USA, rødstrømpebevægelsen, en oliekrise og en coronakrise, så anså hun altid sin fornemste rolle for at være formidleren, som fortalte os om os selv.

Sådan kan hendes tanker og observationer nu føre til eftertanke og kan sætte et præg på vores kollektive hukommelse ‒ af hende og os selv.

Gennem hendes optik fik vi ikke bare indblik i vores egen verden, men i flere generationer af danskeres.

Et indblik, der kan begunstige generationer fremover.