De største øjeblikke

De her 42 store personligheder mistede vi i 2022

Læs om nogle af de kendte og betydningsfulde mennesker, der gik bort i 2022.

2022 var året, hvor vi mistede en alt for ung popstjerne, en britisk dronning og en iransk kvinde, der startede protester i hele sit land.

Her kan du læse om nogle af dem, vi tog afsked med.

I årskavalkaden 'De største øjeblikke' bliver en af de afdøde også hyldet. Showet kan ses fredag 30. december på TV 2 og på TV 2 PLAY.

Januar

Ronnie Spector, 78 år

Sanger og musiker, døde 12. januar

Hvis du ikke kender hendes navn, kender du helt sikkert Ronnie Spectors største hit, den ikoniske sang 'Be My Baby', der var med i filmen 'Dirty Dancing'.

Den lavede og sang hun sammen med gruppen The Ronettes, som sangeren dannede i 1959 med sin søster og sin kusine. Gruppen havde en række hits op gennem 1960’erne og turnerede både med The Beatles og med The Rolling Stones.

I 1999 blev 'Be My Baby' valgt ind i Grammy Hall of Fame.

Ronnie Spector døde efter kort tids kræftsygdom.

Meat Loaf, 74 år

Sanger og musiker, døde 20. januar

Den amerikanske rocksanger Michael Lee Aday blev kendt under navnet Meat Loaf.

Han slog for alvor igennem med albummet 'Bat Out of Hell', der med mere end 43 millioner solgte eksemplarer blev et af de bedst sælgende nogensinde.

I 1993 fik han en Grammy for bedste rockvokal med nummeret 'I'd Do Anything for Love (But I Won't Do That)'.

Derudover har en også medvirket i en række film. Ifølge IMDb er han på rollelisten på 108 forskellige produktioner. Blandt andre kæmpehittet ‘Fight Club’ fra 1999 og ‘The Rocky Horror Picture Show’ fra 1974.

Han døde med sin kone ved sin side. Dødsårsagen kendes ikke af offentligheden.

Flemming Quist Møller, 79 år

Multikunstner, døde 31. januar 2022

'Jungledyret Hugo', 'Cykelmyggen Egon' og 'Bennys badekar'.

Multikunstner Flemming Quist Møller satte et stort aftryk på dansk børnelitteratur og -tv gennem sin mere end 50 år lange karriere, der strakte sig fra 1965 og til hans død. Han både tegnede, skrev, instruerede og komponerede musik til sine værker – og flere af dem udkom både som tegnefilm og bog.

Flemming Quist Møller fik i januar et hjertestop, som han efter en uge på hospitalet døde af. Han var omgivet af sin familie, da han døde, mens hans gode ven og musiker Christian Sievert spillede 'Samba Glænø' på flamencoguitar.

Februar

Sidney Poitier, 94 år

Skuespiller, døde 20. februar

Skuespiller og aktivist Sidney Poitier var den første afroamerikaner, der i 1984 modtog en Oscar-statuette for bedste mandlige hovedrolle.

Han har gennem hele sin karriere modtaget anerkendelse for sit virke. Både som forfatter, skuespiller, instruktør og aktivist i en tid, hvor raceopgøret hærgede USA.

Han har været Oscar-nomineret to gange, Golden Globe-nomineret ti gange og Bafta-nomineret seks gange. Derudover er han blevet udnævnt til Knight of the British Empire, og i 2002 modtog han en Æres-Oscar for sine "bemærkelsesværdige præstationer som kunstner og som menneske".

I 2009 tildelte daværende præsident Barack Obama ham den anerkendte Presidential Medal of Freedom.

Britta Schall Holberg, 80 år

Politiker, døde 23. februar

Britta Schall Holberg blev i 1982 Danmarks første kvindelige indenrigsminister.

På daværende tidspunkt var hun allerede en erfaren Venstre-politiker, der både havde siddet i partiets hovedbestyrelse og været lokalpolitiker i Holbæk og Assens.

Hun sad i Folketinget i flere omgange. Først fra 1983 til 1988 og igen fra 2005 til 2011. Og hun var både indenrigs- og sundhedsminister og landbrugsminister.

Hun lagde aldrig de markante holdninger eller sin deltagelse i den offentlige debat på hylden, og hun var ikke bleg for at påpege, når hun var uenig i Venstres partilinje. Især kritiserede hun partiets højredrejning på udlændingeområdet.

Marts

William Hurt, 71 år

Skuespiller, døde 13. marts 2022

I tre år i træk var William Hurt nomineret til en Oscar for bedste mandlige skuespiller.

I 1985 var det for præstationen i 'Edderkoppekvindens kys'. I 1986 var det for 'Kærlighed uden ord', og i 1987 var han nomineret til den prestigefyldte pris for indsatsen i 'Broadcast News'.

Han vandt ikke, men nomineringerne siger en del om det talent, som William Hurt besad.

Hans sidste store filmrolle var i filmen 'A History of Violence' fra 2005, hvor han spillede gangsterboss og bror til Viggo Mortensen i filmen.

Det indbragte ham en Oscar-nominering for bedste birolle.

Madeleine Albright, 84 år

Amerikansk politiker, døde 23. marts 2022

Hun kom til USA som flygtning i 1948, og i 1997 blev Madeleine Albright landets første kvindelige udenrigsminister i Bill Clintons regering.

I 1993 blev hun udnævnt til USA’s FN-ambassadør, og hun var engageret i samfundet frem til sin død. Blandt andet som professor ved Georgetown University og bestyrelsesmedlem i en række fonde og institutioner.

Hun havde jødisk baggrund, hvilket var grunden til, at familien flygtede fra Prag under Anden Verdenskrig. Den bagage var med til at forme hendes verdenssyn til det sidste, hvor hun ikke lagde skjul på bekymringerne for nationalismens fremgang i både Europa og USA.

Madeleine Albright døde af kræft, med familie og venner omkring sig.

Svend Jakobsen, 86 år

Politiker, døde 28. marts 2022.

Svend Jakobsen var socialdemokrat. Og en de mest prominente af slagsen.

Fra 1971 til 1981 bestred han fire forskellige ministerposter i Anker Jørgensens regeringer. Han var både skatteminister, boligminister, fiskeriminister og finansminister.

Derefter blev han formand for Folketinget, hvor han sad, indtil han i 1989 forlod dansk politik efter 18 år i Folketinget.

Siden blev han direktør for Dansk Sparekasseforening og var bestyrelsesformand for blandt andet kunstmuseet Arken og Kræftens Bekæmpelse.

April

Anne Knudsen, 73 år

Chefredaktør og direktør, døde 1. april 2022

I næsten 20 år var Anne Knudsen både chefredaktør og administrerende direktør på Weekendavisen. I perioden, der strakte sig fra 1998 til 2017, lykkedes det hende at skabe økonomisk fremgang for avisen i en tid, hvor konkurrenterne havde det hårdt, og papiravisen var presset. Ved sin afgang i 2017 sagde hun, at hun var stolt af succesen, og at opskriften på den var "kompromisløs kvalitet".

Inden tiden på Weekendavisen var hun blandt andet kronikredaktør på Politiken og vært på DR 2's 'Deadline'. Derudover var hun uddannet antropolog og har skrevet en række bøger.

Hun havde tilknytning til Weekendavisen frem til sin død. Hun døde efter kort tids sygdom.

Maj

Sidney Lee, 43 år

Realitystjerne, døde 16. maj

I mere end 15 år var Sidney Lee billedet på dansk reality. Med tillagt amerikansk accent, selvbruner og stramt denimtøj er han den dansker, der har medvirket i flest realityshows nogensinde. 'Singleliv' på Kanal 4, 'Dagens mand' på TV 2 og 'Divaer i junglen' på TV3 er bare nogle af dem.

Men Sidney Lee, som er døbt Søren Hassel Hansen, lagde ikke skjul på, at livsstilen havde konsekvenser. I 2010 lå han i koma efter for mange steroider, og i de seneste år talte han åbent om, at han gerne ville væk fra den hårde livsstil.

Da politiet var til stede i den lejlighed i København, hvor Sidney Lee døde, blev dødsfaldet efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP). Dødsårsagen er ikke oplyst.

Ray Liotta, 67 år

Skuespiller, døde 26. maj 2022

Det er ikke mange, der kan se et billede af Ray Liotta uden at sende en tanke til 1950’ernes mafia i New York.

Hans helt store svendestykke som skuespiller var nemlig i den ikoniske Martin Scorsese-film, 'Goodfellas'. Her portrætterer Ray Liotta 1950’ernes virkelige mafiagangster Henry Hill.

Filmen var nomineret til seks Oscars og vandt en.

Andre af hans præstationer tæller blandt andet 'Field of Dreams', 'Vild og blodig' og 'Onskabens øjne'-efterfølgeren 'Hannibal'.

Ray Liotta var i fuld gang med optagelserne til filmen 'Dangerous Waters' i Den Dominikanske Republik, da han sov ind.

Juni

Uffe Ellemann-Jensen, 80 år

Politiker, døde 18. juni 2022

Uffe Ellemann-Jensen var en af de helt store skikkelser i dansk politik.

Han var medlem af Folketinget for Venstre i næsten 25 år. Han stillede op til Folketinget første gang i 1977, og allerede året efter blev han politisk ordfører.

I 1982 blev han udenrigsminister, og to år senere blev han også formand for partiet. Det var han i 13 år.

Det lykkedes ham aldrig at blive statsminister, selvom han i 1998 var tæt på.

I 2001 stoppede han i dansk politik.

Han døde efter en årrække med både sukkersyge, dårligt hjerte og kræft.

Juli

Shinzo Abe, 67 år

Japansk politiker, døde 8. juli 2022

Japans tidligere premierminister Shinzo Abe blev dræbt i et attentat 8. juli 2022.

Han blev skudt under en tale i den japanske by Nara, hvor han førte valgkamp. Han blev stærkt blødende bragt til hospitalet, hvor hans liv ikke stod til at redde.

En mand i 40’erne blev samme dag anholdt, og han tilstod med det samme drabet, som var politisk motiveret.

Shinzo Abe var den længst siddende premierminister i Japans historie.

Ivana Trump, 73 år

Forretningskvinde, døde 14. juli 2022.

Ivana Trump var forretningskvinde og en del af New Yorks jetsetliv. I 15 år var hun gift med USA's forhenværende præsident Donald Trump.

Med ham fik hun børnene Ivanka Trump, Donald Trump Jr. og Eric Trump.

Ivana Trump blev kendt i Manhattans fashionable natteliv i 1970'erne, hvor hun blandt andet kom meget på den verdenskendte natklub Studio 54.

Ivana Trump døde af skader efter et fald på en trappe i sin Manhattan-lejlighed. Politiet har ikke efterforsket dødsfaldet som mistænkeligt.

Povl Dissing, 84 år

Musiker og sanger, døde 18. juli 2022.

Der findes få så folkekære skikkelser som Povl Dissing.

Mange vil nok huske ham for samarbejdet med forfatter Benny Andersen. Særligt 'Svantes lykkelige dag' med ordene "og om lidt er kaffen klar" i 1973 betød et folkeligt gennembrud for musikeren.

Han var derudover stemmen til børnesangene 'Solen er så rød, mor' og flere Cirkeline-sange.

Povl Dissing blev optaget i både Højskolesangbogen og Kulturkanonen.

De sidste år var han ramt af sygdom og blev efter et fald døv på begge ører i 2017.

August

Olivia Newton-John, 73 år

Skuespiller og sanger, døde 8. august 2022

Olivia Newton-John var alt, John Travolta ville have, da hun spillede over for ham i filmen 'Grease' i 1978.

Faktisk var hun på det tidspunkt noget, mange ville have. Filmen med de to i hovedrollerne blev en kæmpesucces, ligesom soundtracket med sange som 'You’re the One That I Want' og 'Hopelessly Devoted to You' toppede alle hitlister.

Hun fortsatte med at spille skuespil og synge frem til sin død. Hun sov ind med familien ved sin side efter et langt forløb med brystkræft.

Anne Heche, 53 år

Skuespiller, døde 11. august 2022.

Anne Heche nåede at spille med i en lang række film og tv-serier, inden hun døde 53 år gammel. Hun var blandt andet med i filmene 'Donnie Brasco' og '6 dage, 7 nætter'. Her spiller hun over for henholdsvis Johnny Depp og Harrison Ford.

Anne Heche kørte i august med høj hastighed ind i et hus. Hendes bil brød i brand i forbindelse med kollisionen.

Efter en uge i koma døde skuespilleren.

Lars Engels, 80 år

Instruktør, døde 14. august 2022.

Dokumentarfilminstruktør Lars Engels viede sin karriere til dem, der lever på kanten.

Da han i 1976 blev færdig fra filmskolen, blev han ansat i DR. Der lavede han de næste tre årtier omkring 60 dokumentarfilm frem til sin pension i 2005.

Hovedparten af dem skildrede livet i skyggesiderne af samfundet – fra psykiatriske hospitaler på Cuba til sexarbejdere i Vesterbros gader.

Han kom altid helt tæt på de medvirkende – om det var indsatte unge kvinder i Vestre fængsel eller misbrugere på Istedgade – og hans arbejde skabte ofte debat.

Mogens Palle, 88 år

Boksepromotor, døde 27. august 2022.

I 65 år var Mogens Palle boksepromotor, indtil han endegyldigt sagde farvel til boksesporten i april i 2022.

Store danske boksere som Mikkel Kessler, Jimmi Bredahl, Gert Bo Jacobsen, Brian Nielsen og Sarah Mahfoud har alle været i stald hos Mogens Palle.

Han var blot 23 år, da han i 1957 valgte jobbet som værktøjsmager fra og i stedet begyndte at arrangere boksekampe. Og i 2008 blev Mogens Palle optaget i International Boxing Hall of Fame i USA.

Mikhail Gorbatjov, 91 år

Tidligere leder af Sovjetunionen, døde 30. august 2022

I 1985 var verden midt i en kold krig.

I samme år blev Mikhail Gorbatjov udnævnt til generalsekretær for Sovjetunionens kommunistiske parti og dermed leder af landet. Med sig havde han især ønsket om at deeskalere den yderst spændte situation mellem især USA og Sovjet.

Han trak blandt andet sovjetiske tropper ud af Afghanistan og gjorde en ende på våbenkapløbet med USA.

Da Berlinmuren faldt i 1989 – og både kommunismen og Sovjetunionen gjorde det samme – garanterede han, at der ikke ville blive brugt våben mod befolkningen i det nye Østeuropa.

For det fik han i 1990 Nobels Fredspris.

Mikhail Gorbatjov var 91 år, da han døde i august 2022.

September

Thorkild Simonsen, 96 år

Politiker, døde 4. september 2022.

Thorkild Simonsen var en stor spiller på den politiske bane igennem fem årtier.

Oprindeligt var han udlært maler, men på trods af sin ordblindhed uddannede han sig til folkeskolelærer.

Han endte med at være skoleinspektør i mange år, inden han kastede sig over politik. I 15 år sad han som socialdemokratisk borgmester i Aarhus, hvor han havde en stor del af æren for, at den østjyske by voksede markant i størrelse, betydning og anseelse.

I 1997 blev han af Poul Nyrup Rasmussen hevet ind i regeringen som indenrigsminister.

Han døde i sit hjem i Risskov i Aarhus.

Dronning Elizabeth, 96 år

Britisk dronning, døde 8. september 2022.

Den britiske dronning Elizabeth overtog tronen i 1952, og i juni 2022 kunne hun dermed fejre 70 år som regent.

Dronning Elizabeth er den regent, der har siddet næstlængst nogensinde. Hun blev kun overgået af den franske kong Ludvig 14., der fra 1643 til 1715 regerede i 72 år og 110 dage.

Hun var gift med prins Phillip, der døde 9. april sidste år i en alder af 99 år.

Den britiske dronning sov ind på slottet Balmoral i Skotland.

Hendes ældste søn, Charles, blev udråbt som konge efter hende umiddelbart efter dødsfaldet, men krones først officielt ved en ceremoni 6. maj 2023.

Poul Thomsen, 84 år

Tv-vært, døde 15. september 2022.

Kærligheden for dyr kombineret med den rolige og uhøjtidelige facon gjorde i løbet af 1980’erne Poul Thomsen til en højt elsket tv-vært.

Med sin karakteristiske mørke stemme bød han seerne velkommen til 'Dus med dyrene' på DR, hvor folk kunne spørge om hvad som helst om dyr.

Sidenhen tog han sin hund Balder med i studiet i programmet 'Hund og hund imellem', hvor medværterne gennem årene hed både Elin Reimar og Ghita Nørby.

Efter 23 års ansættelse valgte han i år 2000 at stoppe på DR i protest mod, at ledelsen havde valgt at stoppe tv-programmet 'En naturlig forklaring', hvor han også var vært.

Mahsa Amini, 22 år

Iransk kvinde, der blev dræbt at moralpolitiet, døde 16. september.

Mahsa Aminis død blev startskuddet til de store protester, der siden hendes død har raset mod styret i Iran.

Den kun 22-årige kvinde var på ferie med sin familie i Irans hovedstad, Teheran, da hun blev anholdt af Irans såkaldte moralpoliti for ikke at være tildækket nok.

Hun blev taget med til et forhørscenter, hvor vidner fortæller, at hun blev gennembanket og slået bevidstløs. Senere hen døde hun på et hospital i Teheran.

Politiets forklaring er, at Mahsa Amini fik "et pludseligt hjertestop", mens hun ventede på at blive undervist i den korrekte brug af en hijab.

Hun er nu et stærkt symbol på kvindeundertrykkelse og frihedskamp i Iran.

Elin Reimer, 94 år

Skuespiller, døde 17. september 2022.

Elin Reimer var en af Danmarks helt store skuespillere.

Hun er særligt kendt i rollen som kokkepigen Laura i 'Matador' og som den sure Fru Olsen i 'Krummerne'.

Men Elin Reimer har været skuespiller, siden hun var barn, og har medvirket i over 60 film, teaterforestillinger, tv-serier og revyer.

Mange vil også huske hende fra roller i 'Huset på Christianshavn', 'Alletiders nisse' og i DR's tv-satire 'Uha-uha'.

Hun har vundet en række priser og blev hædret med Ridderkorset i 1984.

Coolio, 59 år

Amerikansk rapper, døde 28. september 2022.

Rapperen Coolio, der har det borgerlige navn Artis Leon Ivy Junior, er en af de helt store skikkelser på den amerikanske i rapscene.

Hans store gennembrud blev megahittet 'Gangsta's Paradise' fra 1995.

Sangen var Coolios gennembrud, den strøg til tops på de amerikanske hitlister og forblev nummer et i tre uger. Den sikrede også Coolio en Grammy for bedste rapsang.

Han har siden arbejdet sammen med stjerner som 2Pac, Busta Rhymes, Method Man og LL Cool J. Derudover var han også skuespiller i blandt andet 'Batman og Robin' og 'Heksene fra Warren Manor'.

Oktober

Fuzzy, 83 år

Musiker, døde 13. oktober.

Musikerens borgerlige navn var Jens Vilhelm Pedersen. Men alle kendte ham som Fuzzy.

I slutningen af 1970’erne lagde tv-serien 'En by i provinsen' gaderne øde, og her havde Fuzzy komponeret den jazzede intromelodi. Derudover leverede han også musikken til blandt andet 'Dansen om Regitze' og tv-serien 'Bryggeren' – og for kongehuset har han komponeret kronprins Frederiks honnørmarch.

1990'er-børn stiftede bekendtskab med Fuzzy, da han på tv belærte de mindste seere om musik og instrumenter.

Robbie Coltrane, 72 år

Skuespiller, døde 14. oktober 2022.

- You’re a wizard, Harry, er måske en af Robbie Coltranes mest berømte filmcitater.

Den skotske skuespiller blev verdenskendt, da han portrætterede halvkæmpen Hagrid fra J.K. Rowlings Harry Potter-univers.

Robbie Coltranes var dog allerede kendt inden Harry Potter. Hans egentlige gennembrud kom, da han medvirkede i de to James Bond-film 'GoldenEye' og 'The World Is Not Enough' fra henholdsvis 1995 og 1999. Her spillede han en tidligere KGB-agent.

Robbie Coltrane døde af organsvigt.

Ilse Jacobsen, 62 år

Iværksætter, døde 23. oktober 2022.

Kan en gummistøvle være trendy? Ja, mente Ilse Jacobsen. Og det blev den så.

Ilse Jacobsen blev kendt for at skabe et livsstilsunivers, som blandt andet bestod af dametøj, sko og regntøj, og så naturligvis især de ikoniske sortskaftede gummistøvler i naturmaterialer.

Som en yderst succesfuld iværksætter blev hun valgt som en af løverne i DR's 'Løvens hule', hvor håbefulde iværksættere kunne søge støtte til deres projekter.

I 2021 blev Ilse Jacobsen ramt af lymfekræft, som hun døde af året efter.

Elisabeth Gjerluff Nielsen, 65 år

Sanger, sangskriver og forfatter, døde 24. oktober 2022.

Som sanger kaldte hun sig bare for Elisabeth. Som børnebogsforfatter var hele navnet med.

Elisabeth Gjerluff Nielsen havde et stort hit i 1984, da hun sang 'En sømand som dig'. Og i 1990'erne kom også børnehits som 'Her er min mor' og 'Røde gummistøvler'.

Senere udvidede Elisabeth Gjerluff Nielsen sine kreative evner og lavede succesfulde børnebøger. Blandt andet 'Dr. Dingeling', som også blev til et album.

Hun var omgivet af sin familie, da hun sov ind efter et kort kræftforløb.

Jerry Lee Lewis, 87 år

Rockmusiker, døde 28. oktober 2022

Jerry Lee Lewis' karriere strakte sig over syv årtier. Han brød igennem i 1950'erne med hits som 'Great Balls of Fire' og 'Whole Lotta Shakin' Goin' On'.

Rocklegenden, der fik tilnavnet "The Killer", var en vigtig pioner inden for rock'n'roll og tilskrives en stor del af æren for den udvikling, genren siden tog.

Han var både en ven af Elvis Presley og en rival i kampen om titlen som kongen af rock'n'roll.

I 1986 blev Jerry Lee Lewis optaget i det prestigefyldte Rock and Roll Hall of Fame.

Og få dage inden sin død fredag blev han også indlemmet i countrymusikkens pendant, Country Music Hall of Fame.

November

Aaron Carter, 34 år

Sanger og rapper, døde 5. november

Allerede som barn blev Aaron Carter kendt. Her turnerede han nemlig verden rundt med sin bror Nick Carter og resten af Backstreet Boys.

Han var kun ni år, da han i 1997 udgav sit debutalbum.

Senere i sin karriere skiftede han fra sang til rap, og han medvirkede desuden i flere teaterproduktioner, blandt andet 'Seussical' på Broadway i New York.

Aaron Carter havde kæmpet med misbrugsproblemer og psykiske lidelser i flere år, da han blev fundet død i sit hjem nær Los Angeles.

Isabella Smith, 64 år

Iværksætter og tv-personlighed, døde 11. november 2022.

Isabella Smith var en guru inden for livsstil.

Drejede det sig om indretning, gør det selv-projekter, havearbejde eller madlavning, vidste hun besked.

Hun trådte for alvor frem i danskernes bevidsthed, da hun i flere sæsoner stod i spidsen for det populære hus-, have- og køkkenprogram 'Isabellas' på TV 2 Charlie.

Siden begyndte hun at udgive månedsmagasinet med samme navn.

Hun døde af komplikationer i forbindelse med sklerose.

Jens Arentzen, 64 år

Skuespiller, døde 22. november 2022.

De fleste danskere så første gang Jens Arentzen i tv-klassikeren 'Matador'.

Her spillede han den unge Ulrik Varnæs, og selvom han havde været med i en enkelt film forinden, var det i 'Matador', at han for alvor slog igennem.

Senere blev Jens Arentzen et stort hit med rollen som Jens Okkings unge makker, kriminalassistent Steen Dahl, i serien 'Een gang strømer ...'.

Han havde også stærke biroller i blandt andet i 'Midt om natten' med Kim Larsen, inden han begav sig ud i instruktørrollen. Her vandt han i 2000 en Robert for sin novellefilm 'Solen er så rød'.

Hugo Helmig, 24 år

Sanger, døde 23. november

En lovende popkarriere stoppede brat, da det i november blev bekræftet, at Hugo Helmig var død.

- Jeg var hos dig hele natten og mens du sov, gav dit lille hjerte op, skrev hans far, musikeren Thomas Helmig, på sociale medier.

Hugo Helmig debuterede som 18-årig i 2017 med singlen 'Please Don’t Lie'. Den blev straks et kæmpe hit i både i Danmark og Tyskland og toppede listen over mest afspillede sange i dansk radio samme år.

I de følgende år udgav han sit debutalbum, en række singler og to ep’er, senest i 2021 med ’LULU Vol. 2’.

Han valgte dog samme år at sætte karrieren på pause på ubestemt tid for at passe på sig selv. Han fortalte åbent om, at han havde været i behandling for et kokainmisbrug og kæmpet med angst sideløbende med succesen.

Irene Cara, 63 år

Sanger, døde 25. november 2022.

Irene Cara sparkede i den grad gang i 1980’erne, da hun udgav titelsangen til dansefilmen 'Fame'.

Dansefilm blev stort i det årti, og Irene Cara gjorde dem endnu større med sin musik.

Tre år senere sørgede hun for, at de fleste gik rundt og sang 'What a Feeling', efter at have set filmen 'Flashdance' i biografen. Senere vandt hun også en Oscar for netop den sang.

Hun blev fundet død i sit hjem i Florida. Dødsårsagen er ikke oplyst.

Stig Hoffmeyer, 82 år

Skuespiller, døde 25. november 2022.

Det lå ikke i kortene, at Stig Hoffmeyer skulle være skuespiller.

Han havde gået på Herlufsholm og var uddannet jurist, da han sprang ud som autodidakt skuespiller. Og siden så han sig ikke tilbage.

Et hav af roller i både serier og film har sørget for, at de fleste danskere ved, hvem Stig Hoffmeyer var.

Han havde også hovedrollen i Anders Thomas Jensens kortfilm 'Wolfgang', som i 1998 blev Oscar-nomineret.

Han døde på hospice omgivet af sin hustru, Kirsten Lehfeldt, og deres børn.

Christine McVie, 79 år

Sanger, døde 30. november

Engelske Christine McVie var medlem af et af 1970’ernes største bands, Fleetwood Mac.

Hun både sang, spillede keyboard og skrev også en del af poprockbandets numre. Blandt andet hits som 'Don't Stop', 'You Make Loving Fun' og ’Songbird’, som hun ofte spillede til allersidst under bandets koncerter.

Sammen med resten af Fleetwood Mac blev hun i 1998 optaget i Rock and Roll Hall of Fame for deres unikke lyd.

McVie udgav også en række soloalbum. Det seneste, 'Songbird (A Solo Collection)', kom ud bare få måneder før hendes død.

December

Per Schultz Jørgensen, 89 år

Professor og formand, døde 5. december

Børns udvikling og dannelse var Per Schultz Jørgensen mærkesag igennem hele livet.

Som professor emeritus i socialpsykologi og formand for Børnerådet fra 1998 til 2001 var han en skikkelse, der flittigt deltog i den offentlige debat om emnet. Han har blandt andet skrevet flere bøger om børneopdragelse.

I 1997 var hans store engagement medvirkende til, at forældres ret til at slå deres børn – revselsesretten – blev afskaffet.

Han er hædret med Dansk Pædagogisk-Historisk Forenings Erna-pris og Unicef Prisen for at tale børns sag.

Kirstie Alley, 71 år

Skuespiller, død 5. december 2022

- Where everybody knows your name, lød det i titelmelodien til serien 'Sams bar' – på engelsk 'Cheers'. Serien sikrede, at alle – eller i hvert fald mange – også kendte den amerikanske skuespiller Kirstie Alleys navn.

For sin rolle som barbestyreren Rebecca Howe i seersuccesen vandt hun både en Emmy og en Golden Globe i 1991.

Igennem sin karriere medvirkede hun i både film og serier. Blandt andet de populære film 'Det er mig, der snakker' 1, 2 og 3 over for John Travolta.

Hun døde efter et kort kræftforløb.

Rock Nalle, 79 år

Musiker, død 14. december 2022

Tag en kendt international sang med en fængende melodi. Stryg teksten, og skriv i stedet en lige så fængende dansk tekst. Med den opskrift blev Rock Nalle et kendt navn på den danske musikscene i 1960’erne og 1970’erne.

Musikeren, hvis borgerlige navn var Roland Lyhr Sørensen, startede som en del af bandet The Teddy Bears, men det var en omskrivning af Wilson Picketts 'In the Midnight Hour' med vennen Johnny Reimer, der i 1966 kickstartede karrieren.

Siden var det ham, der tog Little Richards hit 'Good Golly, Miss Molly' og lavede den om til 'Go’e gamle Fru Olsen'. Og den kendte sang 'La Bamba' blev til 'Jeg ka’ li’ store babser'.

Tidligere i 2022 valgte han at trække sig tilbage, fordi han var mærket af kol og Parkinsons.

Pelé, 82 år

Fodboldspiller, død 29. december 2022

Den brasilianske fodboldspiller fremstod i en menneskealder som en af spillets mastodonter.

Pelé, hvis borgerlige navn var Edson Arantes do Nascimento, fik sit gennembrud som 17-årig ved VM-slutrunden i Sverige i 1958 og nåede at blive verdensmester i alt tre gange med det sagnomspundne landshold.

På banen fortryllede og begejstrede Pelé med tekniske detaljer, der var uhørt sofistikerede for sin tid. Og han blev om nogen synonym med den moderne, globaliserede fodbold.

Efter karrieren var Pelé en omrejsende ambassadør for både det smukke spil og det sociale sigte, som lå ham på sinde.

Pelé fik konstateret kræft i tarmen i efteråret og blev indlagt på et hospital i slutningen af året.

Benedikt 16., 95 år

Pave emeritus, død 31. december 2022

Ekspaven måtte i 2013 trække sig fra sin position af helbredsmæssige årsager. Han blev den første i cirka 600 år til at forlade posten, som normalt beklædes indtil pavens død.

Pave Benedikt blev født i Tyskland og hed oprindeligt Joseph Ratzinger. Han blev udnævnt i 2005, da den katolske kirke var rystet af en lang række sager om seksuelt misbrug af børn.

Han blev beskrevet som en genert og ydmyg mand, en katteelsker med mådeholdne vaner, der nidkært værnede om den katolske tros grundprincipper.

Udover teologi og filosofi holdt den tidligere pave af klassisk musik og havde en særlig forkærlighed for komponisterne Mozart og Bach.

Se hele showet fredag 30. december på TV 2 og på TV 2 PLAY.