For 10 år siden var han en af Danmarks farlige fanger – i dag er hans liv forvandlet
Jens Dalsgaard har haft en barsk opvækst og ungdom båret på en tung byrde. En frygt for at fejle og gentage en social arv.
På 19. etage øverst i et spritnyt boligkompleks inviterer 38-årige Jens Dalsgaard indenfor i sin og kæresten, Frederikkes, penthouselejlighed.
- Du får lige en krammer, siger Jens Dalsgaard og slår armene ud, mens to små gøende chihuahuaer cirkler rundt om hans ben.
Man får lynhurtigt en fornemmelse af at være på toppen, da man fra gangen kommer ind i det åbne køkkenalrum og stue.
Væggene er grå og i et råt look, og parret har indrettet sig moderne med designermøbler og et stort Hornsleth-maleri.
Men den helt store wauw-faktor er panoramaudsigten ud over København.
Det hele står i skarp kontrast til det liv, Jens Dalsgaard levede før i tiden.
Glad og forandret
Der er gået 10 år, siden han med sine ansigtstatoveringer og steroidepumpede krop dukkede op på TV 2 første gang.
Her kunne seerne møde ham som en del af dokumentarserien ’Fangerne’, hvor man fulgte indsatte i et af landets mest sikrede fængsler – Enner Mark Fængsel uden for Horsens.
Jens Dalsgaard afsonede en dom på to et halvt års fængsel for våben- og narkobesiddelse.
Nu er TV 2 på besøg i hans penthouselejlighed.
Han ligner på mange måder sig selv. Skaldet med fuldskæg og de meget karakteristiske ansigtstatoveringer.
Han er også stadig stor – og større end de fleste. Men sammenligner man med billeder fra for bare få år siden, er det tydeligt, at han har gennemgået en forvandling.
Han er blevet slankere og mere symmetrisk og adræt.
Han er glad. Og han er forandret.
For de seneste 10 år har budt på livsforandringer, som de færreste oplever, og en selvindsigt som han fortsat prøver at forstå omfanget af.
- Jeg lignede ikke et menneske
Jens Dalsgaard og kæresten, Frederikke, sidder ved siden af hinanden i sofaen med hver sin lille hund i skødet.
Hans tatoverede hånd nusser roligt hunden i søvn, mens han taler hurtigt.
Jens Dalsgaard har aldrig haft det bedre, og han har meget på hjerte.
Sammen med sin kæreste står han på tærsklen til at træde ind i en ny fase i deres fælles liv.
Et familieliv som han i årevis har været decideret bange for. For ville han kunne bryde den sociale arv, han bærer rundt på?
Jens Dalsgaard lægger ud med at fortælle om den åbenlyse og fysiske forvandling.
- Jeg elsker, at jeg kan bruge min krop, siger han med henvisning til, at han førhen var utrolig hæmmet af de meget store muskler og den intense træning, der i virkeligheden belastede kroppen mere end gjorde gavn.
- Jeg lignede ikke et menneske, siger Jens Dalsgaard om sit gamle udseende.
Hans hoved er – med egne ord – i dag kun en tredjedel af, hvad det var dengang.
Man kunne ikke se hans ører, hvis man stod ansigt til ansigt med ham. For ansigtet var så hævet, at det bulede.
Armene var større end de fleste menneskers overkrop, og han havde synlige blodårer over det meste af kroppen.
Det er ikke længere et udseende, han stræber efter.
- Det siger mig ikke en skid overhovedet. Det er selvskadende adfærd.
I dag ved han, hvor usikkerheden kom fra.
Levede et destruktivt liv med stoffer og vold
Allerede som teenager i slutningen af 90’erne søgte han mod det kriminelle miljø i hjembyen Aarhus, og kriminaliteten blev hurtigt en stor del af hans identitet.
Han fandt tryghed i at være farlig og se skræmmende ud. Som 18-årig fik han sin første tatovering, og herfra tog det fart.
Syv år senere fik han sin første ansigtstatovering.
Hen over den ene kind stod der nu 666 med store sorte tal. Jens Dalsgaard oplevede, at det havde en særlig værdi at være tatoveret i ansigtet.
Folk blev simpelthen bange for ham.
Han ønsker ikke at gå i detaljer om kriminaliteten. Men det liv, han levede, da han første gang var på tv i 2012, var decideret livsfarligt og destruktivt. Stoffer, vold og steroider var hverdagskost.
Den tatoverede og pumpede krop gav selvtillid, men indeni var selvværdet helt i bund.
Jens Dalsgaard tvivlede grundlæggende på, om han var god nok.
I fængslet startede han i et forløb med en fængselsterapeut. Det blev det første spadestik til at hvile mere i sig selv og få styr på vreden.
Men han havde aldrig forestillet sig, at det ville kræve så meget selvudvikling, erkendelse og selvindsigt at finde ud af, hvad der i virkeligheden udløste vreden.
Svaret skulle findes i barndommen.
Følte sig fremmedgjort i sit eget hjem
Når Jens Dalsgaard husker tilbage på sin barndom, husker han den mest af alt som hård.
Han blev mobbet i skolen, og i barndomshjemmet i Aarhus Nord gik det heller ikke så godt.
Hans mor blev syg med sklerose, da Jens var 10 år gammel, og han oplevede sin mor give efter for sygdommen og tabe modet på at kæmpe.
Jens Dalsgaard følte ikke, at der var megen trøst at hente hos faren.
De havde mange konflikter, og Jens Dalsgaard husker faren som aggressiv og vred. Vreden gik ifølge Jens ud over ham og lillebroren.
Det var ikke unormalt, at de rystende af skræk gemte sig under sengen, når faren kom hjem og var tydeligt vred, husker Jens Dalsgaard.
Jens Dalsgaard følte, at faren kørte psykisk på ham.
- Han fik mig til at føle mig fremmedgjort i mit eget hjem. Jeg følte mig utrolig utryg, siger Jens Dalsgaard.
- Hvis du slipper mine arme, slår jeg dig ihjel
Jens Dalsgaard husker tydeligt en bestemt episode, hvor han sad på en stol, og hans mor lå syg i sengen ved siden af.
Faren var rasende og tog fat i Jens og kastede ham ind mod væggen, så en potteplante smadrede bag hans hoved.
Der slog det klik for teenageren Jens.
Han begyndte at slå på sin far, og de væltede ned på gulvet.
- Hvis du slipper mine arme, slår jeg dig ihjel, råbte Jens Dalsgaard og så sin far direkte ind i øjnene.
- Den frygt, jeg kunne se i hans øjne, gjorde mig glad.
Når Jens Dalsgaard i dag kigger tilbage på sin barndom og ungdom, er han ikke i tvivl om, at der inden i ham blev skabt en søgen i at kunne forsvare sig selv.
Selv i leg med actionfigurer ville Jens være den største og stærkeste figur.
- Min far var den største trussel, jeg havde. Og truslen var i mit hjem, hvor jeg burde føle mig sikker og tryg, siger Jens Dalsgaard og tilføjer:
- Frygten for at få én på hovedet er langt værre end rent faktisk at få en på hovedet.
Troede selvværdet var på plads
Brikkerne begyndte at falde på plads for Jens Dalsgaard, da han i 2021 medvirkede i TV 2 PLAY-programmet ‘Jens the beast’.
Han havde overkommet megareksi, der – modsat anoreksi – er en lidelse, hvor man aldrig føler sig stor og stærk nok, selvom man både er stor og stærk.
Han var også stoppet med at tage steroider.
Nu ville han vise, hvor svært det mentalt havde været for ham at være i, og at det nær havde kostet ham livet – og advare andre.
Og da produktionsselskabet spurgte ham, hvad han egentlig selv ville have ud af at medvirke, var han ikke i tvivl:
Ingenting.
Hans fokus var at hjælpe andre. Det var han i øvrigt allerede godt i gang med i sin coachingvirksomhed.
Han havde ikke selv brug for at udvikle sig. Han var, hvor han skulle være. Troede han.
- Jeg troede, at jeg havde mit selvværd på plads. Jeg troede, at jeg havde forsonet mig selv med fortiden, siger Jens Dalsgaard og fortsætter:
- Det fandt jeg ud af, at jeg ikke havde.
Og det fik hans eksistensgrundlag til at ryste under ham.
Han blev taget direkte tilbage til følelserne og utrygheden i sin barndom.
- Jeg kunne pludselig huske helt tydeligt i mit nervesystem, i kroppen og i mit hjerte, hvordan det var at være lille Jens, der lå med min bror under sengen og græd, når min far kom hjem.
De traumatiske oplevelser og følelser blev ved med at vokse til en grad, hvor det begyndte at påvirke Jens’ arbejde og ageren over for andre mennesker.
Han blev usikker på sig selv, og det tog kun til.
- I flere år havde jeg kæmpet for at bygge et fundament at stå på og skabe en tro på mig selv. Men jeg opdagede, at jeg var uafklaret om hele grundlaget.
Ville lære sin vrede at kende
Jens Dalsgaard var nødt til at konfrontere sin far med de følelser og konsekvenser, farens vrede havde haft for hans liv.
Konfrontationen gik over alt forventning. Jens Dalsgaard oplevede en helt anden far, end den han huskede fra sin opvækst. Han var lyttende og forstående og vigtigst af alt, så anerkendte han Jens’ følelser.
Samtalen gav Jens Dalsgaard en større indsigt, og det ændrede rigtig meget for ham.
Frygten for at give sin egen opvækst og sociale arv videre til et barn har fyldt meget hos Jens Dalsgaard.
- Jeg har været bange for ikke at kunne tøjle min vrede overfor mit barn.
Vrede er en af de grundlæggende menneskelige følelser, og Jens Dalsgaard har været meget optaget af at lære sin vrede at kende.
Han har haft brug for at finde 100 procent ro inde i sig selv for at undgå at lade den gå ud over andre.
- Det vil jeg aldrig nogensinde byde nogen som helst mennesker.
Så at være i balance og kunne skabe de bedste rammer var præmissen for, at Jens Dalsgaard overhovedet kunne overveje at gå i gang med projekt baby.
De seneste år har han fået sin coachingvirksomhed op at køre og købt drømmeboligen med sin forlovede.
De mødte hinanden en kold vinterdag på Aarhus Banegård. Efter en gåtur på Strøget og en middag, tog de hjem i Jens Dalsgaards lejlighed i Tranekærparken i Aarhus.
Her var ingen af dem i tvivl. Kemien var der, og de snakkede hele natten. Og efter kun tre dage spurgte Jens Dalsgaard, om hun ville flytte sammen med ham.
Det er nu 10 år siden, og de er begge enige om, at de har set hinanden være helt nede og helt oppe – og alt derimellem.
- Vi kender bare hinanden rigtig godt. På godt og ondt, siger Jens Dalsgaard.
Og med den base og forsoningen med hans far følte han sig klar til at blive far.
- Jeg følte, at jeg havde et stærkt afsæt til at kunne gøre det med en ro.
Nyder oplevelsen
31. oktober kunne Jens Dalsgaard dele den store nyhed med sine godt 200.000 følgere på Instagram.
“Jeg skal være far. Noget jeg aldrig rigtigt har kunnet se mig selv blive, da jeg frygtede, at jeg ville ende som min egen far. I dag har jeg fundet balance i det og er ikke et sekund i tvivl”, skriver Jens Dalsgaard til billedet, hvor han stolt og storsmilende står bag Frederikke og holder hende på maven.
De venter sig en pige, og graviditeten er indtil videre gået over alt forventning for Jens Dalsgaard. Han havde aldrig forestillet sig, at det ville ske – og at han endda ville nyde graviditeten. Men det gør han.
Tiden bruger han til at glæde sig til det nye, vigtige kapitel.
Jens Dalsgaard har nemlig store ambitioner for, hvordan han vil bryde den sociale arv og give sin datter et helt anderledes liv.
Og der er faktisk minder fra barndommen, som han bliver varm af at tænke tilbage på.
Stjal slik fra en container
For når Jens Dalsgaard tænker tilbage på sin barndom, er der også gode minder med faren. Hans far var en meget aktiv far, og det stod på mange måder i kontrast til hans mor, der var syg og til sidst lam fra halsen og ned.
Der er særligt én aktivitet, som Jens Dalsgaard husker tydeligt.
- Det er måske ikke en synderlig positiv og konstruktiv ting, lægger Jens Dalsgaard ud, da han skal fortælle om et af de barndomsminder, som gør ham glad.
- Men jeg kan huske, at noget af det fedeste var, da mine venner og jeg opdagede en container bag en slikfabrik, hvor der var fyldt med kasseret slik.
Jens Dalsgaard fortalte det til sin far, som cyklede med ham og vennerne fra arbejderkvarteret hen til slikcontaineren, hvor de klippede låsen op.
- Vi var jo ludfattige, så det var helt vildt med alt det slik.
Han har ikke planer om at cykle ud og stjæle slik med sin datter, men han har masser af planer om at være en aktiv far.
Vil lære sine børn om samfundet
Jens Dalsgaard åbner altandøren og træder ud i den kolde vinterluft. Det er aften, og fra altanen har han udsigt over Københavns tusindvis af boliger med lys i vinduerne.
Han er tilfreds med, hvor langt han er nået. Nu er det fulde fokus på at se fremad. Ikke at han fornægter fortiden – for den bærer han med sig. Det er fortiden, der har gjort ham til den, han er i dag.
- Jeg bliver nok aldrig 100 procent færdig med at arbejde med mig selv. Men livet er en lang læring, og jeg arbejder på mig selv hver dag, siger Jens Dalsgaard, der på trods af sin blakkede fortid i dag er selvstændig, forlovet og har fundet drømmeboligen.
Det nybyggede kvarter i Valby har det hele, hvis du spørger Jens Dalsgaard.
- Her bor folk fra alle samfundslag, og det, synes jeg, har en stor værdi, siger han.
For selvom han i dag har skabt sig en karriere, der sikrer, at hans barn ikke skal vokse op i fattigdom, kan han godt lide tanken om, at barnet ikke skærmes fra virkeligheden.
- Det er vigtigt for mig at lære mine børn, hvad det vil sige at være en del af samfundet. Og at tage ansvar for dem selv.
Inden han går indenfor i varmen, kaster han et sidst blik mod himlen.
- Jeg vil have en tradition med at vise mit barn Nordstjernen, for det viste min far mig.