GO'

Bager hjælper 40 husstande med julemaden: - Her på landet hjælper vi hinanden

Decembers energiforbrug ligger højere end andre måneder, men det forventes, at danskerne vil spare på strømmen, mener chefkonsulent.

De stigende energipriser kan stadig mærkes i mange husstande.

Derfor tyer flere til alternative metoder til at spare på strømmen.

En af dem er bagermester Signe Duvander fra Broby på Fyn.

Eller rettere sørger hun for, at andre kan spare på energiregningen.

Hun tilbyder nemlig ovnen i sit bageri til byens beboere, så de kan få stegt julemaden.

- Vi har tænkt, at vi vil tænde for ovnen, og så kan folk komme og sætte deres kød ind i ovnen for at spare på strømmen derhjemme, fortæller Signe Duvander i ‘Go’ morgen Danmark’.

Hun vurderer, at det vil koste hende omkring 100 kroner at holde sin ovn kørende i seks timer, og det gør derfor ikke den store forskel i bagerforretningens budget.

Men det kan måske gøre en vigtig forskel i husholdningsbudgettet for byens borgere, håber Signe Duvander.

Energiforbruget stiger i december

Især i december stiger danskernes energiforbrug.

Sådan lyder det fra chefkonsulent ved erhvervsorganisationen Green Power Denmark, Kristian Rune Poulsen.

- Energikrisen har helt klart været på folks lystavler. Decembers energiforbrug ligger normalt højere end andre måneder, men vi forventer, at energiforbruget for i år vil ligge lavere end forgangne år, og at folk forsøger at spare, siger han.

Det stigende energiforbrug kan i særdeleshed mærkes i Fanø kommune.

Her stiger forbruget med 61,7 procent mellem klokken 16 og 17 juleaften, og det mener Fanøs borgmester, Frank Jensen, er resultatet af særligt en ting.

- Hvis jeg skal være lidt grov, så er det jo fordi en masse fra København og Frederiksberg valfarter hertil for at holde jul. Det er en del af forklaringen på, at der bliver brugt ekstra meget strøm, fortæller han.

Derudover mener Frank Jensen, at det især er når ovnene tændes, og julemaden skal laves, at energiforbruget stiger.

Husk overtøjet

Signe Duvander fortæller, at folk kan komme og sætte deres kød i hendes store bagerovn efter aftale.

Og imens deres julemad bliver tilberedt, kan de gå sig en tur eller gå i kirke, som mange danskere har tradition for til jul.

Når de gør det, skal de dog huske det varme overtøj.

Flere kirker har nemlig skruet ned eller slukket helt for varmen.

En af de kirker er Haderslev kirke. Her opfordrer man årets kirkegængere til at tage deres egne tæpper med, og at man beholder overtøjet på under årets julegudstjeneste.

Jeg bekymrer mig faktisk for, om naboen har brug for hjælp, og jeg hjælper, hvor jeg kan

Signe Duvander, bagermester

Ifølge domprovst Torben Hjul Andersen er det noget, kirkerne har gjort før.

Engang var det ligefrem normalt, at man havde overtøj på i kirken, siger han i 'Go' morgen Danmark'.

- Nu har vi så haft velstand i mange år, så vi er blevet vant til at der er lige så varmt i kirken som derhjemme. Nu går vi lidt tilbage. Det er dyrt at varme så store rum op, forklarer Torben Hjul Andersen.

Glade jul

Der er allerede omkring 20 personer, der har takket ja til Signe Duvanders tilbud, men hun har stadig dobbelt så meget plads i sin ovn.

Det er nu ikke tilmeldingerne, hun tænker mest over.

For Signe Duvander er det naturligt at hjælpe.

Hendes far, der før ejede bageriet, stegte også kødet for byens borgere et år til jul.

- Herude på landet hjælper man hinanden. Jeg bekymrer mig faktisk for, om naboen har brug for hjælp, og jeg hjælper, hvor jeg kan, fortæller Signe Duvander.

Og borgernes taknemmelighed varmer.

- Jeg er sikker på, at mine kunder værdsætter mig, også selvom de ikke nødvendigvis har brug for hjælpen, så ved de alligevel, at jeg gerne vil hjælpe, når jeg kan, siger hun.

Se hele indslaget fra 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.