Nyheder

Snart kan du blive gift på Copenhill og 28 andre steder

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Københavns Kommune åbner op for hele 29 nye uformelle steder at blive gift fra 2023.

Kunne du forestille dig at blive gift på Gammel Scene i Det Kongelige Teater? Eller måske i Tivoli eller i vandtårnet i Brønshøj?

Er det et ønske, du går rundt med, kan det snart blive til virkelighed.

Københavns Kommune åbner i 2023 op for 29 nye steder i det københavnske bybillede og natur, hvor det vil være muligt at blive viet.

Det betyder, at man næste fra år kan man blive gift flere steder i det fri end nogensinde før, oplyser Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Kærlighed kender ikke lokation

Blandt de nye steder, man kan give sit ja, er vandtårnet i Brønshøj, ved Anløbet i Sydhavnen, i Villa Kultur på Østerbro, i Skuespilhuset, på en kanalbåd i Christianshavns Kanal, eller i Ørstedsparken i indre København.

Her kan du blive viet i det fri

Skuespilhuset

Villa Kultur , Østerbro

Vandtårnet i Brønshøj

Anløbet, udendørs

Sankt Hans Vielser i Fælledparken

Jazz-vielser på Kanalbåd

Copenhill

Vielse i Tivoli, sommer

Byoasen

Det Kongelige Teater, Gl. Scene

Rådhushaven

Tivoli, vinter

Den Kongelige Bibliotekshave

Skonnerten Halmø

Kongens Have

Kulturtårnet

Pride vielser i Ørstedsparken

Amager Strandpark

Glyptoteket

Rådhushaven

Operaen

'Vie i det fri' er Københavns Kommunes vielsestilbud, hvor par kan blive viet på særlige steder i byen ved en række vielsesarrangementer, der på forhånd er fastsatte i løbet af året.

Tilbuddet har eksisteret siden 2012, men bliver altså nu udvidet med 29 nye lokationer.

Vil man gøre et af de nævnte scenarier til virkelighed, er det dog ikke helt gratis.

Det koster mellem 950 og 4.000 DKK at blive viet i det fri, afhængigt af lokation og indhold i vielsen, og det kræver bekræftet tilmelding på forhånd.

I 2021 blev 406 par viet ved et 'Vie i det fri'-arrangement og i 2022 blev 459 par viet i det fri.