Dagens overblik

Dagens overblik: Tyskland ville have Ukraine til at overgive sig, siger Boris Johnson

Grønland skifter tidszone, Rusland forbereder et falsk angreb, og så svarer Socialdemokratiet på kritik fra Enhedslisten.

Onsdag bankede Dansk Boldspil Union i bordet i protest over det internationale fodboldforbund FIFA's nej til anførerbind med regnbuefarver.

Linjen hos FIFA ligger fortsat fast, når det kommer til spillerne på banen, men bløder nu op, når det kommer til fansene på lægterne. Fremadrettet bliver det nemlig tilladt for tilskuerne at bære regnbuefarvede genstande på stadion under VM. Tidligere er de ellers blevet afvist.

Velkommen til dagens overblik, hvor vi starter på den russisk-ukrainske grænse.

Rusland forbereder falsk angreb på eget territorium, siger tænketank

Ifølge den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) kan Rusland være i gang med forberedelserne til en iscenesat ukrainsk invasion i Belgorod, der grænser op til Ukraine nær Kharkiv.

Formålet er at forstærke den russiske befolknings opbakning til krigen i Ukraine.

Tænketanken mener, at et falsk flag-angreb vil skulle bruges til at øge den offentlige opbakning til at generobre tidligere besatte områder, der er blevet befriet som led i en vellykket ukrainsk modoffensiv.

Opbakningen til Ruslands invasionskrig er nemlig faldende i befolkningen som konsekvens af Putins mobilisering og de mange militære nederlag, konkluderer ISW.

Socialdemokratiet maner til ro efter Enhedslisten-kritik

Onsdag var Enhedslisten nådesløse i deres kritik af Socialdemokratiet, da partiet røg ud af regeringsforhandlingerne.

De "svigtede det rød-grønne flertal" og har "kørt dobbeltspil under valgkampen", lød det.

Torsdag reagerer Socialdemokratiets Peter Hummelgaard på kritikken. Han opfordrer venstrefløjen til at slå koldt vand i blodet og minder om, at Mette Frederiksen og socialdemokraterne i månedsvis åbent har sagt, at partiet havde som førsteprioritet at danne en bred regering over midten.

Samtidig minder han om, at der endnu ikke er nogen regering, og at der fortsat forhandles.

Grønland skifter tidszone næste år

Grønlands parlament har torsdag vedtaget, at landet næste år skal skifte tidszone.

Skiftet træder i kraft, når Grønland skifter til sommertid i marts næste år. Men Grønland vil så ikke skulle skifte til vintertid i oktober.

Når grønlænderne har skullet skifte til sommertid, har de også sat urene en time frem. Lovforslaget betyder, at urene ikke skal stilles en time tilbage igen.

Den nye tidszone vil betyde, at der er tre timers forskel mellem Nordamerika og Grønland, og mellem Europa og Grønland.

I dag er der fire timers forskel mellem Grønland og Europa.

Johnson kritiserer Tyskland: De ville have Ukraine til at overgive sig

Den tidligere britiske premierminister Boris Johnson var ofte i rampelyset i sin tid som landets leder, og torsdag vækker han igen opsigt efter et interview med CNN.

Her kritiserer han Frankrig, Tyskland og Italien for at være tøvende over for Ruslands præsident, Vladimir Putin, op til landets invasion af Ukraine.

Ifølge Johnson fejllæste Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, Vladimir Putin, da han forsøgte at forhandle en diplomatisk løsning med Rusland kort inden invasionen, mens Italien var "fodslæbende" i støtten til Ukraine.

Tyskland får den største røffel af ekspremierministeren. Han siger i interviewet, at den tyske regering talte for, at det ville være bedst, hvis Ukraine overgav sig uden kamp, så en eventuel invasion var hurtig overstået.

Ny video viser skaderne på Nord Stream-gasledning i dansk zone

I slutningen af september blev den omstridte Nord Stream 2-gasledning ødelagt under fortsat uvisse omstændigheder.

Nye billeder, som TV 2 Bornholm torsdag har filmet af gasledningen i den danske økonomiske zone, viser dog ifølge en militæranalytiker, at det er koordinerede eksplosioner, som har saboteret gasledningen.

Det er anden gang, at der optages billeder fra den ødelagte gasledning 80 meter under havoverfladen i Østersøen, men første gang fra den danske zone.

Søfartsstyrelsen har givet tilladelse til at lave optagelserne af området, der ligger cirka 25 kilometer fra Dueodde på Bornholm, da danske myndigheder har færdiggjort deres efterforskning på havbunden.