Fransk skiområde lukker skilift - ingen sne i 15 år
Ifølge professor Eigil Kaas er sandsynligheden for snefald mindre og mindre.
I den franske alpeby Saint-Firmin var et af omdrejningspunkterne tidligere den skipist, der primært blev brugt af de lokale børn til at lære at stå på ski tæt på hjemmet.
Men de seneste 15 år har der været så ringe snefald i området, at det kun i få tilfælde har været muligt at stå på ski.
Det har de lokale myndigheder nu taget konsekvensen af, og i starten af november fjernede man det sidste bevis på, at der engang blev dyrket skisport i området. Nemlig den gamle skilift, der blev opført i 1964.
Det skriver CNN.
Ifølge Didier Beauzon, der bor i området og er lokalpolitiker i byen, går den manglende sne mange år tilbage.
- Manglen på sne betyder, at sidste gang, liften kørte, var for 15 år siden, og det var kun i en weekend. Siden da har den ikke været i brug, siger han til CNN.
Saint-Firmin er ikke det eneste skiområde, der mangler sne. Flere andre franske og europæiske skiområder oplever kortere skisæsoner på grund af manglende sne.
Og Ifølge Eigil Kaas, der er professor og videnskabelig leder af Nationalt Center for Klimaforskning, skyldes det klimaforandringer.
- Temperaturerne er steget i omegnen af 2 grader de sidste 100 år. Det betyder, at man skal længere op i bjergene for at få sne.
Og ifølge Eigil Kaas fortsætter udviklingen. Han fortæller, at målsætningen globalt set er en stigning i temperaturen på 1,5 grader.
- Men det kan sagtens ske, at det stiger endnu mere i Europa. Vi ser allerede en stigning på det niveau eller over nogle steder i Europa, siger han.
Europa er som helhed steget 2 grader
Han henviser til en analyse fra det Europæiske Miljøagentur, der har kigget på de eksisterende målinger, og når frem til, at temperaturerne i Europa som helhed allerede er steget med tæt på 2 grader. Dermed er den langt over Paris-aftalens målsætning omkring den globale stigning.
Eigil Kaas understreger, at der skal mere klimahandling til, hvis man skal undgå, at temperaturerne overstiger de 1,5 grader, som er målsætningen i Paris-aftalen.
Ifølge Eigil Kaas vil skisporten ikke lukke helt i fremtiden, men det vil begrænse sig til steder, der ligger meget højt oppe i bjergene. Dermed vil det være mere eksklusivt og dermed dyrere. Desuden vil det kræve mere energi og belaste naturen mere, siger han.
- Sandsynligheden for meget sne bliver mindre og mindre. Vi vil fortsat kunne opleve vintre med meget snefald, men der kommer til at gå længere imellem, siger han.