Nancy Pelosi stopper som formand i Repræsentanternes Hus

Nancy Pelosi har været demokraternes leder i to årtier, og hun var den første kvinde til at bestride posten.

Den demokratiske toppolitiker og mangeårige leder af Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi er torsdag aften dansk tid trådt tilbage som demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, efter at demokraterne ved midtvejsvalget mistede flertallet.

Det siger Nancy Pelosi i en tale i Repræsentanternes Hus.

Hun forbliver menigt medlem af Repræsentanternes Hus som repræsentant for San Francisco, hvilket hun har været siden 1987.

Ved midtvejsvalget i sidste uge sikrede Republikanerne sig flertallet i Repræsentanternes Hus, og Kevin McCarthy er blevet udpeget som Republikanernes nominerede til at blive formand for Repræsentanternes Hus.

Nancy Pelosi har været demokraternes leder i to årtier, og hun var den første kvinde til at bestride posten. Hun træder tilbage fra sin post til januar.

I talen siger hun, at det er blevet tid til, at en ny generation tager over.

- Jeg er taknemmelig for, at så mange er klar og villige til at påtage sig dette store ansvar, siger hun.

Nancy Pelosi var formand for Repræsentanternes Hus fra 2007-2011 og igen siden januar 2019. I sin tale fremhævede hun sine resultater under tre forskellige præsidenter: George Bush, Barack Obama og Joe Biden.

Angrebet med hammer

Nancy Pelosi fik hele salen til at rejse sig op og klappe langvarigt, da hun takkede for støtten og omsorgen for sin mand, Paul Pelosi.

I slutningen af oktober blev han angrebet af en person, der brød ind i familiens hjem i San Fransisco i Californien med en hammer for at ”konfrontere” Nancy Pelosi.

Hun var ikke hjemme, og derfor gik overfaldet ud over Nancy Pelosis 82-årige ægtefælle ,der blev bragt til hospitalet og opereret for kraniebrud. En talsmand for Nancy Pelosis kontor har tidligere sagt, at han forventes at komme sig fuldstændig.

Overgrebsmanden viste sig at være en ivrig konspirationsteoretiker og tilhænger af QAnon.