VM fodbold

Video med Tantholdt i Qatar går verden rundt: - Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Rasmus Tantholdt har modtaget to undskyldninger fra Qatar efter episoden.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Ordene kommer fra TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt, der ellers har prøvet lidt af hvert som udsendt reporter i verdens brændpunkter igennem mange år.

Han fortæller, at hans telefon har kimet løs hele dagen, og at det er medier fra hele verden, der vil høre om hans oplevelse med sikkerhedsfolk fra Qatar midt i en livesending til TV 2 Nyhederne tirsdag.

Rasmus Tantholdt og fotograf Anders Bach fik besked på at slukke kameraet, fordi de ifølge sikkerhedsfolkene ikke havde den nødvendige tilladelse til at filme i det offentlige rum.

- I har inviteret hele verden til at komme her. Hvorfor må vi ikke filme? Det er et offentligt sted, sagde Rasmus Tantholdt til sikkerhedsfolkene, der forsøgte at stoppe optagelserne.

Delt i hele verden

Det lykkedes dem ikke at få stoppet optagelserne, som nu kan ses i medier som BILD, Daily Mail, The Times, Marca, La Depeche, Het Laatste Nieuws, Sport 1, Aftonbladet og NRK.

I Australien er flere medier, herunder The Sydney Morning Herald, også faldet over gadecensuren. Det samme er tilfældet for de internationale Twitter-profiler Sportbible og Ladbible.

Den verdenskendte engelske fodboldspiller og nu fodboldekspert Gary Lineker har desuden retweetet videoen på Twitter.

Har fået undskyldning

Rasmus Tantholdt når lige at give et interview til israelsk TV og Sky News, før han får et hul til at fortælle om oplevelsen til TV 2.

- Jeg har fået en undskyldning fra to organisationer: Qatar International Media Office gav en skriftlig undskyldning og Qatars Supreme Commitee ringede.

Han fortæller, at undskyldningerne faldt, inden klippet var blevet delt vidt og bredt på nettet. Det havde kun været på dansk TV.

- Det var jeg meget overrasket over. Der må være en, der sidder og holder øje med dansk TV for at få bremset negative historier som denne, siger han.

Han synes, at videoen er med til at udstille, hvordan forholdene er for journalister på disse kanter – især når der ikke er VM i fodbold.

- For mig viser det lidt om, hvordan der normalt er i Qatar, når der ikke er VM, og hvordan der vil være efter. De her sikkerhedsfolk er uddannet sådan, det er normal procedure.

Qatar afslører sig selv

Rasmus Tantholdt fortæller, at han gladeligt stiller op til interviews med diverse udenlandske medier for at sætte fokus på den manglende pressefrihed, som han oplever i lande som Qatar.

Han understreger også, at han ikke gør det for at udstille Qatar eller for at promovere sig selv eller TV 2.

Han har selv et bud på, hvorfor netop det her klip stikker så meget af, som det er tilfældet.

- En ting er, hvor meget journalister kan afsløre. Det specielle ved det her klip er, at vi ikke prøver at afsløre noget. Qatar afslører sig selv, siger han.

Han fortæller, at han fortsætter ufortrødent med at dække slutrunden i Qatar kritisk, og at det formentlig ikke bliver uproblematisk.

- Jeg kan ikke afvise, det kommer til at ske igen for os eller andre journalister. Lige om lidt kommer der tusindvis af journalister herned for at dække slutrunden. De får godt nok travlt, hvis de skal tjekke alle tilladelser og forsøge at stoppe indslag. De har inviteret hele verden, siger han.