Rusland forlader nøgleby – her kommer de næste slag til at stå

På trods af russisk tilbagetog har ukrainerne stadig meget, meget lang vej igen, mener militærforsker.

Tusindvis af russiske soldater har vendt næsen mod syd og forladt den ukrainske by Kherson, efter at en russisk retræte blev beordret onsdag.

Det forlyder, at det ene blå-gule flag efter det andet hejses i distrikterne omkring byen, og ifølge flere analytikere er det kun et spørgsmål om tid, før den strategisk vigtige storby igen er på ukrainske hænder.

Tilbagetrækningen bringer de ukrainske styrker tættere på halvøen Krim, der har været besat af Rusland siden 2014. Samtidig frigør den både russiske og ukrainske tropper, der nu skal finde en ny kampzone.

Men betyder det, at halvøen nu er inden for ukrainsk rækkevidde? Og hvor kommer krigens næste store slag til at stå?

To eksperter, TV 2 har talt med, er enige om svaret.

Begge lejre vil forsøge at tage initiativ til at beslutte, hvor fronten skal rykkes hen

Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet

Dnipro-floden spærrer for Krim

Næste skridt for ukrainerne vil højst sandsynligt være at sætte militært ind fra Zaporizjzja-regionen øst for Kherson.

Det spår både Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, og Kristian Søby Kristensen, der er leder ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Det har flere årsager.

Efter den russiske tilbagetrækning bliver Dnipro-floden, der ligger syd for Kherson, en afgørende barriere og et naturligt forsvarsværk mellem de russiske og ukrainske tropper.

Det er nemlig umuligt at angribe hen over floden med succes, fortæller Anders Puck Nielsen.

- Floden er enormt bred, og broerne virker ikke længere, så man skal angribe med både. At sejle flere kilometer over en flod, mens man bliver beskudt, er mildt sagt svært, siger han.

Til gengæld er ukrainerne nu kommet så tæt på Krim, at de med langtrækkende artilleri vil kunne ramme russiske ammunitionslagre og logistikfaciliteter.

Selvom det selvfølgelig gør en forskel, kommer det dog ikke i sig selv til at have afgørende betydning, mener eksperterne.

Nordfra mod sortehavskysten

Ifølge Kristian Søby Kristensen er det ”oplagte næste store skridt” for ukrainerne i stedet at angribe fra ukrainske positioner øst for floden, så de slipper for at krydse den – det vil sige fra den føromtalte Zaporizjazja-region.

- Ved at gøre det, kan man få isoleret vejene til Krim. Men det er en kæmpe operation og ikke noget, man kan få overstået hurtigt, siger han.

Anders Puck Nielsen mener også, at de kommende kampe vil udspille sig i Zaporizjzja-regionen – mere specifikt ned mod den russiskbesatte storby Melitopol, hvor flere af krigens heftigste kampe allerede har udspillet sig.

En kamp om frontens placering

Et ukrainsk angreb fra dette område er dog ikke ligefrem russernes ønskescenarie, mener han.

- Russerne vil have flyttet krigen hen til Donetsk-regionen, så der vil komme en periode, hvor begge lejre vil forsøge at tage initiativ til at beslutte, hvor fronten skal rykkes hen, siger Anders Puck Nielsen.

Donetsk-regionen ligger øst for Zaporizjzja.

Her har russerne ifølge ham i lang tid intensiveret deres angreb, og eftersom de næsten har overtaget hele regionen, giver det mening for dem at forsøge at skubbe ukrainerne baglæns i området.

Det vil ikke umiddelbart give mening for russerne at kæmpe i Zaporizjzja, mener militæranalytikeren.

- Der ligger for mange storbyer, du skal kæmpe om. Det er en kæmpeopgave, og det vil give en underlig udposning på frontlinjen, som vil kunne angribes fra flere forskellige sider, fortæller han.

Virkelig meget arbejde endnu

Foreløbigt er der meget, meget lang vej igen, før ukrainerne kan nærme sig Krim, mener Kristian Søby Kristensen.

- Man kan sige, at selvom det er et stort område, russerne har trukket sig tilbage fra, er der virkelig meget arbejde endnu. Jo mindre et område, russerne skal forsvare, jo sværere bliver det for ukrainerne at indtage, siger han.

Satellitbilleder viser da også, at russerne er i fuld gang med at udgrave og renovere skyttegrave mellem Kherson og Krim.

- Jeg tror, at det her vil føre til en stabilisering af den russiske front i første omgang, fortæller han.