Satellitbilleder viser grave i massevis uden for Mariupol
Der er fundet en række andre gravpladser med hundredevis af grave i Ukraine.
Nye satellitbilleder viser mere end 1500 grave uden for Mariupol i Ukraine.
Det skriver BBC, der har fået billederne fra den amerikanske virksomhed Maxar analyseret.
Byen var et centralt strategisk område for russerne, og den er blevet angrebet fra både luften og jorden fra begyndelsen af krigen.
Siden juni, som er sidste gang, billeder fra stedet er blevet analyseret, er der fundet yderligere 1500 grave. Nu er der ifølge analysen i alt 4600 grave, som er kommet siden maj.
Analysen viser, at 12. maj var der fundet 1700 nye grave. 29. juni var det 1400 nye grave, og 12. oktober var der yderligere 1500 grave.
25.000 døde i byen
I maj faldt Mariupol til russerne. I forsøget på at overvinde den er tusinder civile døde, og på Maxars billeder er der ifølge BBC gravpladser, der er vokset gradvist, som månederne er gået.
Der boede omkring en halv million mennesker i byen, inden krigen brød ud.
Ifølge BBC, som citerer ukrainske myndigheder, er 25.000 mennesker døde i kampe. Nogle er dræbt i forbindelse med bygninger, der er styrtet sammen.
Ikke første gang med fund af grave
Det er ikke første gang, man finder store gravpladser i forbindelse med krigen i Ukraine.
Et andet eksempel er fra byen Izjum i Kharkiv-regionen, der i september blev befriet fra russisk besættelse. Maxar tog satellitbilleder af et skovområde ved byen, hvor man havde fundet en gravplads, der voksede i størrelse henover et par måneder.
Dengang understregede TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt dog, at der ikke var tale om en massegrav.
I forbindelse med, at ligene blev identificeret, fik Tantholdt og andre journalister på stedet at vide, at der blev fundet lig, der havde hænderne bundet på ryggen, men at det var individuelle grave, hvor nogle havde et kors.
Ifølge ukrainske myndigheder fandt man også massegrave i byen Lyman i Donetsk-regionen, hvor der var begravet henholdsvis 180 og 200 lig af både civile og soldater.