Dagens overblik: Mette Thiesen melder sig ud af Nye Borgerlige
24-årig anholdt efter drab på gravid kvinde, Kristendemokraternes formand har trukket sig, og Konservativ Ungdom fører republikansk valgkamp.
Forhandlingerne om dannelsen af en ny regering fortsatte i dag på Marienborg.
Sundhedspolitik har været i fokus, og partierne mødtes én efter én med kongelig undersøger Mette Frederiksen (S). Hun erklærede sig efterfølgende "fortrøstningsfuld", men ville ikke komme mulige regeringskonstellationer nærmere, da hun mødte pressen.
Det har dog været en helt anden politisk sag, der især har stjålet fokus i dag. Mere om det nedenfor.
Velkommen til dagens overblik.
NB-profil bliver løsgænger
Mette Thiesen, et fremtrædende medlem af Nye Borgerlige og for nyligt genvalgt, har mandag eftermiddag meldt sig ud af partiet.
Det kommer efter en dag med historier om, at hendes kæreste har opført sig truende over for en af partiets ansatte. På valgaftenen kom de to ifølge partiformand Pernille Vermund i klammeri, og kæresten blev efterfølgende smidt ud. Det har udført en tillidskrise i partiet.
I formand Pernille Vermunds nyhedsmail, som TV 2 er i besiddelse af, skriver hun, at sagen også involverer Mette Thiesen selv, og at Thiesen har været med til at sende ”intimiderende og truende beskeder” til den ansatte.
Hændelsen på valgaftenen er blevet politianmeldt, skriver Vermund, der opfordrer Mette Thiesen til at overgive sin plads i Folketinget til sin suppleant.
24-årig anholdt og mistænkt for drab på gravid kvinde
Der er foretaget en anholdelse i forbindelse med drabet på den gravide 37-årige kvinde, der torsdag blev slået ihjel foran det plejehjem i Holbæk, hun arbejdede på. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 24-årige mand er mistænkt for at stå bag drabet. Han er af afghansk afstamning. Det samme var den dræbte.
Over for TV 2 afviser Midt- og Vestsjællands Politi at kommentere, hvorvidt de har haft den 24-årige i kikkerten hele tiden, og hvilken relation han eventuelt har til den dræbte kvinde.
Tirsdag morgen bliver manden fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Karlsmose stopper
Marianne Karlsmose har annonceret, at hun ikke fortsætter som Kristendemokraternes formand efter resultatet af valget i sidste uge, som hun i en pressemeddelelse kalder ”et meget skuffende resultat”.
I pressemeddelelsen stiller hun også spørgsmålstegn ved, hvorvidt Kristendemokraterne overhovedet bør have en plads i landspolitik.
Partiet har ikke haft en plads i Folketinget siden 2001 – udover sidste år, hvor Jens Rohde forlod Radikale Venstre og meldte sig ind i Kristendemokraterne. Han meldte sig ud igen i august i år.
Holger Rune går verden rundt
Denne morgen kunne tennisfans i hele verden læse om Holger Runes præstation, efter at Novak Djokovic måtte se sig besejret af det danske talent søndag aften.
- Holger Rune slår Novak Djokovic i Paris Masters-finalen, så topti bliver yngre, skriver ABC News i Australien.
- Et mirakel i Paris. Novak misser titlen. Efter et comeback besejrer Rune idolet, skriver serbiske Informer.
Og der er flere vendinger, der hylder Holger Rune. Læs om dem her.
KU’ere er taget til USA for at støtte republikansk kandidat
Flere medlemmer af Konservativ Ungdom er taget til USA for at føre valgkamp for den republikanske kandidat Marco Rubio, heriblandt KU-landsformand Christian Holst Vigilius og førstesuppleant til Aarhus Byråd Sebastian Kaimson.
Marco Rubio er blandt andet kendt for at være imod fri abort.
Det har affødt stærke reaktioner på Twitter, og det er kommet bag på KU-landsformanden.
- Vi er blevet kaldt fascister, og én har skrevet, at han håber, at vi styrter ned med flyet på vejen hjem, siger han og tilføjer, at det i hans optik handler om, at kritikerne ikke ved nok om amerikansk politik.
***