Martin Lidegaard er ny politisk leder for Radikale Venstre

Samira Nawa bliver partiets nye næstformand.

Martin Lidegaard overtager rollen som politisk leder for Radikale Venstre efter Sofie Carsten Nielsen.

Det fortæller han på et pressemøde torsdag aften.

Lidegaard var næstformand i partiet, mens Sofie Carsten Nielsen var politisk leder. Næstformandsposten overtager Samira Nawa nu.

Ikke andre kandidater

Martin Lidegaard har tilbragt dagen sammen med sine radikale kollegaer, og ifølge ham er der enighed i partiet om det nye lederskab.

Da der ikke har været nogen andre kandidater til posten som politisk leder, har der ikke været nogen afstemning i folketingsgruppen, siger den nye politiske leder.

- Vi har brugt dagen på at diskutere alle de krav, vi har til en ny regering i Danmark, lyder det fra Lidegaard.

Video: TV 2 NEWS

Han understreger, at det stadig er de radikales drøm at få en regering over midten, at det vil "være deres stærke anbefaling", samt at partiet ikke kommer til at bakke op om en ren S-regering.

Sofie Carsten Nielsen trak sig onsdag

Sofie Carsten Nielsen smed onsdag en bombe, da hun meddelte, at hun trak sig som leder for partiet.

Sofie Carsten Nielsen har formået at samle os, hun har taget os stærkt igennem strid modvind, og vi savner hende

Martin Lidegaard

Det skyldtes, at hun mente, at de personlige stemmetal efter folketingsvalget "tydeligt viste", at der ikke var tillid til hende.

- Sofie Carsten Nielsen har formået at samle os, hun har taget os stærkt igennem strid modvind, og vi savner hende men glæder os også, til hun kommer tilbage, siger Martin Lidegaard.

Han fortæller videre, at partiet stadig havde fuld tillid til Sofie Carsten Nielsen som leder, selvom hun valgte at trække sig.

Ved folketingsvalget blev Radikale Venstre halveret, men alligevel mener Martin Lidegaard, at det var den rigtige beslutning at udløse valget, hvilket blev gjort af de radikale.

- Det har været en dyr beslutning for os, men det er den rigtige beslutning for Danmark, siger han.

En lettet folketingsgruppe

TV 2s politiske analytiker, Jesper Vestergren, bemærker, at den radikale folketingsgruppe ved pressemødet så lettet ud.

- Stemningen lader til at være god. Jeg synes også, at det er vigtigt at se på, at Martin Lidegaard blev valgt enstemmigt. Der har ikke været andre kandidater, og de er blevet enige, og det er altså vigtigt for et parti som de radikale, der står i den situation, som de gør, siger han.

Ifølge Jesper Vestergren har partiet stadig den samme politiske agenda med den nyvalgte leder, som eksempelvis fart på den grønne omstilling, at de ikke vil støtte en regering, der arbejder videre med Rwanda-projektet, samt at de vil lempe på udlændingepolitikken.