Ellemann tager ansvar for nederlag: - Det er en svær aften for vores parti
Jakob Ellemann-Jensen mener, at Løkke og Støjberg er en del af årsagen til Venstres tilbagegang.
Onsdag efter midnat ankom Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til Venstres valgfest på Christiansborg.
Kort forinden var alle stemmer blevet talt op, og alt tydede på et rødt flertal.
- Venstre har været igennem en storm de seneste tre år. Men, kære venner, vi står her stadig. Sammen har vi ført en god og ordentlig valgkamp. Alligevel er det her en svær aften for vores parti.
- Valgresultatet er bestemt ikke godt nok for Venstre. Mange er ikke blevet genvalgt, og det er et stort tab for vores parti, lød det fra Jakob Ellemann-Jensen, da han stod på talerstolen.
Giver Løkke og Støjberg en del af skylden
Ikke nok med at alt tyder på et rødt flertal, så står Venstre over for en tilbagegang på 10,1 procentpoint.
Samlet står partiet til at få 13,3 procent af stemmerne, hvilket giver dem 23 mandater i Folketinget.
Ellemann mener, der er flere forklaringer på Venstres tilbagegang.
En af dem er ifølge ham, at partiets tidligere formand Lars Løkke Rasmussen samt tidligere næstformand Inger Støjberg begge har stiftet nye partier.
- Det påvirker selvfølgelig vores resultat i aften.
Jakob Ellemann-Jensen påtager sig dog først og fremmest selv ansvaret.
- Som formand for Venstre er det først og fremmest mit ansvar, at vi har fået det resultat, vi har, lød det fra talerstolen.
Er i tvivl, om Mette Frederiksens udmelding er alvorlig
Venstre-formanden har flere gange blankt afvist et samarbejde over midten med Socialdemokratiet, og inden han gik op ad den brede trappe ind på Christiansborg, spurgte TV 2s reporter Ellemann, om afvisningen stadig står ved magt.
- Nu må vi se, hvordan man fra Socialdemokratiets side kommer til at reagere på det her, lød svaret fra Ellemann.
Også på talerstolen berørte han emnet og sagde, at Mette Frederiksen (S) nu skal vise, "om hun mente det med bredt samarbejde alvorligt".
- Er hun virkelig klar til at række hånden frem mod de blå partier? Jeg kan have min tvivl, men jeg håber og har dog til gode at blive overbevist om det modsatte, sagde Jakob Ellemann-Jensen.
Han understregede, at Venstre "uanset hvad" vil bruge næste valgperiode på at få gennemført så meget af partiets politik som muligt.