Pape snakkede med pressen i et minut og ni sekunder, inden han pludselig drejede om
Især ét spørgsmål fik lov at hænge i luften, da Søren Pape Poulsen (K) skyndte sig ud i sin valgbus, kort tid efter at han havde stemt.
Talrige journalister fik sig en lang næse, da de stak mikrofonerne i hovedet på den konservative statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, der netop havde afgivet sin stemme i Viborg Stadion Center.
Han havde nemlig ikke mange ord i sig. Tre svar blev det til, inden han resolut drejede om på hælen og med hastige skridt – og en hale af halsende journalister efter sig – styrede mod sin valgbus, Pape-bussen.
Ekstra Bladet nåede med nød og næppe at halvråbe et spørgsmål efter ham:
- Trækker du dig, hvis du får et dårligt valg?
Det fik lov at hænge i luften.
Hvad nåede han at svare på?
Den konservative leder stillede op til spørgsmål fra den fremmødte presse i præcis et minut og ni sekunder.
Her fortalte han, at han havde ført en valgkamp, hvor han havde været ude at tale med vælgerne ”om de virkelige problemer”. Han opfordrede også til at stemme på de konservative, hvis man vil have en regering uden Mette Frederiksen (S) og flere frie valg.
Derudover svarede Pape på, hvorfor han havde stået forholdsvist længe inde i stemmeboksen, inden han kom ud. Det forklarede han med, at han skulle have sine briller på, så han kunne se, om han ”gjorde det rigtigt”.
- Tænk sig, hvis min stemme var ugyldig. Det havde været en skandale, sagde han med et grin.
Og det er måske ikke helt forkert. For står meningsmålingerne til troende, har de konservative brug for alle de stemmer, de kan få.
Partiet står ifølge den seneste måling fra Megafon til 5,9 procent af stemmerne og altså et dårligere valgresultat end i 2019. I august lå partiet til over 15 procent.
Dalende tilslutning har ikke påvirket
Spørgsmålet, der endte med at blive dagens sidste, der fik et svar, gik da også netop på, hvilken indflydelse den dalende tilslutning har haft på hans valgkamp.
- Ingenting, lød svaret fra Pape hurtigt.
Han har med egne ord fortsat med at kæmpe for, hvad der hele tiden har været det vigtige for Det Konservative Folkeparti: Flere frie valg, god omsorg og en økonomi, der ”er i orden”.
Derfor tror han også på et ”ganske, ganske glimrende valg”, når stemmerne er talt op, lød det.
- Men det er op til danskerne. Lige nu skal jeg ud i den fantastiske Pape-bus, og så kører vi østpå, og så skal jeg med spænding vente til i aften.
Sådan lød hans sidste ord, inden han brat vendte rundt og gik mod sin bus.
Opbakning på hjemmebanen
Optrinnet vakte opsigt ved stemmestedet, hvor flere fremmødte kommenterede Søren Pape Poulsen og de mange journalisters tilstedeværelse.
- Nu følger alle efter ham, konkluderede en ældre herre ud i luften, da Pape vendte ryggen til pressen.
Andre gav udtryk for, at de håber, at det går den konservative formand godt, når stemmerne bliver talt op.
Og de mente, at medierne har været lige lovlig meget ude med riven efter den konservative partiformand og tidligere Viborg-borgmester.