Jubel og konfetti regnede ned over Vanopslagh: - Liberal Alliance er tilbage
Liberal Alliance går markant frem i forhold til sidste folketingsvalg.
Der var jubel og konfetti, da Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, tirsdag aften ankom til partiets valgfest.
- Liberal Alliance er tilbage, lød de første ord fra den henrykte politiker, da han gik på talerstolen.
Ifølge TV 2s prognose stod Liberal Alliance på det tidspunkt til at få 8,1 procent af stemmerne.
- Alt tyder på, at vi får et rigtig, rigtig flot valg i aften, og det var ikke givet, at det skulle lykkes. Vi fik et dårligt valg sidst, hvor vi var tæt på at ryge ud. I viste mig tillid til at blive ny leder af partiet, selvom jeg ikke havde den store erfaring.
- Vi har i store dele af valgperioden ligget omkring spærregrænsen. Men her står vi. Og det er jeg stolt over, lød ordene fra Vanopslagh.
Med alle stemmer optalt endte Liberal Alliance på 7,9 procent, hvilket er en fremgang på 5,6 procentpoint i forhold til valget i 2019.
I sin tale var Vanopslagh dog ikke optaget af, hvad partiet præcis ville lande på.
- Det er lige meget, om vi får 5,5 eller 8,5 procent af stemmerne. For det, der tæller, er, at vi har genrejst Liberal Alliance, sagde Alex Vanopslagh og understregede, at "det er det, vi skal fejre i aften".
En genfødsel
Også partiets gruppeformand, Ole Birk Olesen, kaldte tallene "overvældende".
- Jeg er så taknemmelig for, at vi får et resultat, hvor vi virkelig får noget ud af det arbejde, vi har gjort.
- Jeg havde ikke forventet så flot et resultat. Jeg havde troet, at det ville blive bedre end i 2019, men jeg havde ikke forventet det her, lød det fra Ole Birk Olesen.
TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, kalder tallene for "en genfødsel af Liberal Alliance."
- Man tænkte, at det var slut for Liberal Alliance, men det var det jo i dén grad ikke, siger Hans Redder.
Populær blandt unge vælgere
Liberal Alliance har i flere meningsmålinger vundet frem hos vælgerne, og især er partilederen blevet populær hos de unge vælgere blandt andet på Tiktok.
Der er det sågar blevet en trend at lave videoer med indhold af såkaldte 'Daddy Vanopslagh'.
Også under et debatmøde på Rybners Gymnasium i Esbjerg var det tydeligt, at Alex Vanopslagh er populær blandt de unge.
- Er der en, de unge mennesker gerne vil have selfies med, er det Alex Vanopslagh. Han formår at ramme et eller andet blandt de unge. En stemning og en bevidsthed, lød vurderingen fra Hans Redder.