Folketingsvalg 2022

Grafik viser voldsomme vælgervandringer i blå blok

Vælgervandringerne i blå blok er "voldsomme", siger Hans Redder. Se overblikket her.

Stemningen ved Venstres valgfest kan ende med at blive en smule presset, når stemmerne tirsdag aften er talt op.

Vælgerne flygter nemlig i stor stil fra partiet, der hele valgkampen har stået historisk dårligt i meningsmålingerne.

Og nu viser en ny Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken, hvor vælgerne flygter hen.

Det er i særlig høj grad hos Venstre-afhopperne Inger Støjberg med Danmarksdemokraterne og Lars Løkke Rasmussen med Moderaterne, de finder husly, mens også Liberal Alliance tiltrækker de tidligere Venstre-vælgere.

Din browser er ikke understøttet. Opdater venligst din browser hér for at se grafikken.

Tryk på partibogstaverne for at se vælgervandringerne

Venstre splittet i tre

12 procent af Venstres vælgere fulgte med partiets tidligere næstformand Inger Støjberg og vil nu sætte deres kryds ved hendes nystiftede parti, Danmarksdemokraterne, ligesom 18 procent af Venstres vælgere er fulgt med forhenværende partiformand Lars Løkke og stemmer på hans nye parti Moderaterne.

Det er slet ikke overraskende, mener TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.

- Venstres store problem er jo, at partiet er blevet splintret siden sidste valg. Danmarksdemokraterne er løbet med Venstres højrefløj, Løkke og Moderaterne er løbet med midterfløjen, og så står Ellemann lidt tilbage og skal genopbygge et markant smallere Venstre, siger han.

Han forklarer, at de tre partier tilsammen står til at modtage stemmer fra en stor del af vælgerne, men at det er splittelsen, der er Venstres problem – og vælgervandringerne er "voldsomme", mener han.

- Vi taler om to partier, der ikke eksisterede for et år siden, som ændrer magtforholdene helt grundlæggende.

Men det er ikke kun udbryderpartierne, Venstre bløder stemmer til.

Venstres lillebror stjæler også

Undersøgelsen viser, at 11 procent af de vælgere, der i 2019 stemte på Venstre, i stedet i dag vil sætte krydset ved Liberal Alliance. Det vil sige, at mere end hver tredje LA-vælger (36 procent) kommer fra Venstre.

Det er helt logisk, siger Hans Redder.

- Liberal Alliance kalder jo sig selv Venstres lillebror og har som formål at trække Venstre i en mere blå retning. I en valgkamp efter et år, hvor man godt kan argumentere for, at Venstre har lagt sig lidt ind mod midten, er det naturligt, at meget liberaltsindede vælgere går efter et mere rent produkt et andet sted.

Liberal Alliance står da også i modsætning til Venstre til en markant fremgang i meningsmålingerne med mere end en tredobling af stemmerne siden valget i 2019.

Udover Moderaterne, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance mister Venstre også vælgere til Socialdemokratiet (6 procent) og Det Konservative Folkeparti (6 procent).

Seneste Megafon-måling spår Venstre til at få 13,6 procent af stemmerne tirsdag. Det er en meget markant nedgang til det tidligere regeringsparti, der ved folketingsvalget i 2019 fik 23,4 procent af stemmerne.

Men Venstre er ikke det eneste parti, der bløder vælgere.

Vælgerlussinger til DF og RV

Kun 29 procent af de, der ved sidste valg stemte Dansk Folkeparti, har tænkt sig at stemme på dem igen. For Alternativet er det kun 30 procent af de tidligere vælgere, der på ny vil placere krydset ved liste Å.

Det står også skidt til for Radikale Venstre og Kristendemokraterne, viser statistikken. Her er kun henholdsvis 35 procent og 40 procent af de tidligere vælgere loyale.

De mest trofaste vælgere holder til gengæld til hos Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti. De beholder henholdsvis 74, 69 og 67 procent af de vælgere, som stemte på dem i 2019.