Pyrus og rødvinen overtog hans liv – nu fortæller Jan Linnebjerg om forbandelserne
Det er svært, når man er kendt for at være nisse. Men ikke helt vil det. Rejsen til accepten tog for Jan Linnebjerg en omvej forbi et alkoholmisbrug.
Det hele startede dengang midt i fjernsynets storhedstid.
Torsdag 1. december 1994 klokken 20.00.
Her sad børnene klar foran fjernsynet og ventede spændt på, at reklameblokken skulle slutte.
Årets julekalender på TV 2 var nemlig på vej i form af en ung nisse med bagvendt nissehue, der skulle ende med at vende rundt på det hele.
Både for julekalenderne – og for den dengang 34-årige Jan Linnebjerg.
For danskerne tændte for Pyrus. De så ham. De elskede ham. De knuselskede ham.
Men de slukkede aldrig for ham igen. Til gengæld ville de have mere.
Og de fik mere.
Hele tre julekalendere mere og en film, og efterhånden smeltede Jan Linnebjerg sammen med den frække nisse.
Det endte med at være en julepakke med lige dele velsignelse og forbandelse.
Velsignelsen var nem. Forbandelsen kom til at tage mange år at bryde.
Ikke en nisse
1994 ligger mange år tilbage. Og da Jan Linnebjerg sætter sig ned i sit køkken med sin kaffe for at snakke om Pyrus, kan man godt se, at tiden er gået.
Han holder sig godt. Han er 62 år, men han ligner stadig Pyrus. Bare en 28 år ældre Pyrus.
Glimtet i øjet, der markerer en eller anden form for uskyldig ballade, er der stadig.
Men det sker ikke så meget mere, at han bliver genkendt som den energiske nisse fra Rigsarkivet.
Fra 90’erne og gennem 00’erne, var det dog en anden sag. Det fortæller han blandt andet om i miniserien 'Nissen flytter altid med' på TV 2 PLAY.
Hvor Jan Linnebjerg var, var Pyrus også. Og så var det lige meget, om han havde kostumet på eller ej.
For kostumet bestod langt hen ad vejen af ham selv. Han ansigt, hans stemme, hans måde at være på.
Så det blev en lang kamp for at skille de to personer ad. En kamp han umiddelbart ikke kunne vinde, selvom han prøvede.
Og i starten var det endda forbundet med en vis vrede, når folk kaldte ham Pyrus.
- Der var virkelig mange, der ikke kunne skelne mellem os. ”Du er da en nisse,” sagde de. ”Gu er jeg da ej en nisse,” måtte jeg jo så svare.
Pyrus overtog langsomt Jan Linnebjergs liv. Som en dørmand stod han i vejen for indgangen til andre roller.
Og lidt efter lidt opgav Jan Linnebjerg kampen, når folk kaldte ham Pyrus.
Af lyst og nød
Det er også svært at se forskel. For Pyrus er så meget Jan Linnebjerg, som det er muligt.
- Da jeg blev castet, sprang jeg bare ind i rollen som Pyrus med alt det, jeg sådan set bare ville have gjort som dreng, fortæller han.
Pyrus var en god legekammerat for ham, og børn i alle aldre bag fjernsynsskærmene elskede det.
Selvom han ikke mærkede det store efter den første julekalender, for folk havde set nisser komme og gå på fjernsynet i årevis.
- Jeg blev nok slået i hartkorn med Pyrus efter den anden julekalender i 1995. Der blev jeg Pyrus. Der fik jeg det cementeret, fortæller han.
Og pludselig stod han over for to valg. Han kunne blive ved med at lege med Pyrus, eller han kunne bryde med alt, der havde med ham at gøre.
Simpelthen stoppe med at være Pyrus nogen steder.
Jan Linnebjerg endte med ikke rigtigt at vælge noget. Pyrus valgte for ham.
For i takt med at nissen blev populær, ringede telefonen med jobtilbud om andre roller sjældnere og sjældnere.
Og pludselig var Pyrus blevet en nødvendighed for at kunne tjene penge.
Så han lavede en julekalender mere.
Både af lyst, men et eller andet sted også af nød.
Det var i de år, at Jan Linnebjergs indre krig mod Pyrus stod mest på.
Når Pyrus ikke var i fjernsynet, var der en god chance for at møde ham et eller andet sted i virkeligheden.
For her tog Jan Linnebjerg den smarte nissehue på og gav den som kæk nisse foran et publikum af varierende størrelser over hele Danmark.
Lige fra storcentre over sportshaller og til børneafdelingen på Rigshospitalet.
Jan Linnebjerg blev svejset sammen med Pyrus. Og til sidst stoppede telefonen med jobtilbud helt med at ringe.
De stunder, hvor han næsten aktivt sad og ventede på, at bare en eller anden ville ringe, var de mørkeste stunder.
- Der har jeg siddet og været vred og sur og i princippet ikke gjort noget som helst ved situationen, siger Jan Linnebjerg.
For skuespilleren, der var uddannet på Statens Teaterskole, så sig selv som mere end bare en nisse.
Men for alle andre var det omvendt. De så ham som nisse.
En umulig kamp
Især hænger to episoder fast.
Der var dengang, hvor Jan Linnebjerg havde fået en rolle i teateropsætningen af ’A Clockwork Orange’ på Aarhus Teater.
Her udvandrede en familie, fordi de var skuffede over, at Pyrus ikke var med. Det havde de forventet, fik han senere fortalt.
Den anden episode oplevede han selv.
For når telefonen endelig ringede, og han skulle til audition, fulgte Pyrus med.
- Jeg overhørte engang en producent sige, at: ”Vi kan ikke have en nisse rendende rundt på settet,” fortæller Jan Linnebjerg.
- Og så blev det bare sort. For hvad kan man så gøre? spørger han.
Krigen mod Pyrus rasede inden i ham. Men Jan Linnebjerg kunne ikke gøre noget.
Han kunne bare blive ved med at være Pyrus. Så det gjorde han.
Vrede og rødvin
Årene gik.
Og her næsten tre årtier efter første afsnit af ’Alletiders Jul’ spøger Pyrus stadig.
Men på en anden måde.
- Alle har travlt med, om jeg vil af med ham, eller om han har været irriterende. Han har sådan set ikke været irriterende, siger Jan Linnebjerg.
- Det er folks opfattelse af, hvem jeg er, der har været irriterende.
Krigen med Pyrus er nemlig i dag forbi.
Og faktisk burde den aldrig have fundet sted. For Jan Linnebjerg har været igennem meget siden dengang. Blandt andet en selvransagelse af de større.
I et forsøg på at gøre noget andet end at være Pyrus begyndte han i 2006 ved egen kraft at anlægge en golfbane på en mark ved Ølstykke på Sjælland.
En enorm kraftanstrengelse der gav ham god tid til at sidde på sin traktor og tænke.
Her var han pludselig alene med en vrede og en indebrændthed over en hel masse ting.
- Det havde ikke noget med selve Pyrus at gøre. Jeg var ikke vred på ham. Det var en vrede rettet mod de ting, der var sket på grund af ham. Og en masse andre ting, fortæller Jan Linnebjerg.
Der på golfbanen ville han dulme vreden.
Og så begyndte han at hælde rødvin i termokanden.
Accepten
Jan Linnebjerg kalder selv Pyrus for en god legekammerat. Det samme ord bruger han om rødvinen.
Og lidt ligesom da Pyrus tog over, så gjorde alkoholen det også.
Bare meget værre.
For i starten var alkoholen bare for sjov. Men det ændrede sig.
- Når jeg drak, blev jeg først sjov. Men så blev jeg vred. Og så blev jeg sur, ubehagelig og træt. Og så blev jeg ond, fortæller Jan Linnebjerg.
Han forsøgte at løsne op for vreden ved at drikke.
I stedet endte det med, at alkoholen fastholdt ham i den selvsamme vrede, han forsøgte at flygte fra.
- Det tog lang tid, men da jeg endelig nåede derhen, hvor jeg kunne se og erkende mit alkoholproblem, så kunne jeg få hjælp, fortæller Jan Linnebjerg.
Hjælpen fandt han i 2021 på et behandlingscenter, hvor der var plads og tid til eftertanke.
Her fik han bugt med sin alkoholisme, og som en ekstra mandel i risalamanden fik han også værktøjer til at løsne op for sin vrede.
Den vrede der ikke handlede om Pyrus. Men om alle de ting der lå omkring ham.
- Det var en øjenåbner, siger Jan Linnebjerg, der langsomt kunne mærke vreden forlade kroppen.
Den konfliktfyldte rejse med Pyrus endte lige her, og Jan Linnebjerg kunne endelig begynde at acceptere Pyrus for den, han var.
Hans egen skæbne.
I alt har Jan Linnebjerg taget Pyrus-kostumet på over tusind gange i tidens løb.
Og nogle folk vil måske smile skævt over det næsten karikerede billede på en mand, der bare bliver ved med at optræde.
Som stiller sig op foran en et publikum, der overvejende består af den ældre del af befolkningen til en campingmesse i Vejle. Der måske ikke helt kender Pyrus.
Glæde
Men Jan Linnebjerg har set det hele fra en anden vinkel.
- Pyrus har været et moment af glæde, når jeg kommer ud og optræder. Eller når de derude ser julekalenderne igen for gud ved hvilken gang, så er det jo glæde, siger han.
I dag kan han både se og forstå den betydning, som Pyrus har haft. At nissen er blevet en kulturinstitution i sig selv.
Men som julemanden dukker Pyrus ikke bare op en gang om året.
Han er der hele tiden. For Pyrus er Jan Linnebjerg, og Jan Linnebjerg er Pyrus.
- Jeg elsker dig, Pyrus
Ironisk nok er Pyrus ved at forlade danskernes samlede sind.
Ironisk fordi alle Jan Linnebjergs indre og halvkvalte ydre kampe ikke er årsagen til det.
Derimod er det blot et resultat af tiden, der er gået.
Hvis han kunne rejse tilbage i tiden og stod med muligheden for at blive Pyrus igen, så ville han gøre det.
Selvom han ikke selv gider ringe rundt, så virker døren da heller ikke til at være helt lukket for at se Pyrus i live igen.
For Pyrus har hele tiden været en god kammerat, og Jan Linnebjerg har også nydt det.
- Og hvis så mange har fundet glæde i Pyrus i så mange år, har missionen så egentlig ikke været det hele værd? Det synes jeg, siger han.
Og i virkeligheden handler Pyrus jo om både glæde og kærlighed.
- Jeg stod engang og kiggede ud over tusind mennesker til en optræden, fortæller han.
- De var helt stille, og så pludselig var der en helt klar barnestemme, der råbte: ”Jeg elsker dig, Pyrus.”
Og der svarede Pyrus selvfølgelig: ”Jeg elsker også dig.”
Se 'Nissen flytter altid med' torsdag klokken 23.15 på TV 2 eller lige her på TV 2 PLAY.