Mette Frederiksen forsøger at narre danskerne, siger Venstre
Mette Frederiksen holder fast i drømmen om en bred regering hen over midten. "Utroværdigt", siger Venstre-kandidat.
Statsminister Mette Frederiksen (S) fastholder få dage før valgdagen sin ambition om at ville danne en bred regering med partier fra både rød og blå blok.
Det skriver hun på Facebook.
Meldingen kommer, selv om samtlige partier fra blå blok har afvist den tanke. Det vil sige også Venstre og De Konservative, som har henholdsvis Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K) som statsministerkandidat.
- Jeg er foreløbig kun blevet bestyrket i, at det efter et valg vil være muligt at danne en bred regering. Også selv om det stadig afvises af de blå partier, skriver Mette Frederiksen blandt andet.
Taler med to tunger
Venstres Morten Dahlin mener, at Mette Frederiksen taler med to tunger, fordi hun og en række andre prominente socialdemokrater i valgkampen er gået til angreb på blandt andre Venstre, som hun altså vil danne regering med.
- På den ene side forsøger hun at bilde danskerne ind, at hun vil lave en regering over midten. Mens hun på den anden side sender sine ministre ud med aggressive angreb og skræmmekampagner imod de partier, hun påstår, hun vil i regering med.
- Det er utroværdigt, og jeg tror, danskerne har gennemskuet, at Mette Frederiksen forsøger at narre dem. Hendes rigtige plan er at fortsætte sin egenrådige og ræverøde etpartiregering de næste fire år. Og det vil jeg gerne advare kraftigt imod. Danmark har ikke råd til fire år mere med Mette Frederiksen, siger Dahlin i en skriftlig kommentar.
Afviser bred regering
Ønsket om en bred regering er i det hele taget ikke blevet taget specielt godt imod blandt de andre partier.
Både Enhedslisten og SF, som begge er støttepartier til den nuværende S-regering, ønsker ikke en sådan løsning. Til gengæld vil De Radikale, det tredje af regeringens tre støttepartier, meget gerne netop det.
Mens de blå partier afviser en bred regering, har Moderaterne med eksstatsminister og tidligere Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen talt for en bred regering.
I forskellige meningsmålinger ser Moderaterne ud til at få de afgørende mandater, da hverken rød eller blå blok ifølge meningsmålingerne kan mønstre 90 mandater alene efter valget.