Skal vi være bekymrede for Kim Kardashians nye, vilde vægttab?
Når Kim Kardashian ændrer på sit udseende eller tager et bestemt tøjmærke på, følger hele verden med.
Hvis Kim Kardashian bleger sine øjenbryn eller håret hvidt, så er det “det nye”.
Sådan beskriver redaktør, forfatter og Kardashian-fan Katrine Memborg den 42-årige superstjerne Kim Kardashians indflydelse på populærkulturen.
Men det handler bestemt ikke kun om verdensstjernens hårfarve.
For Kim Kardashian har et ydre udseende, som hele verden orienterer sig imod. Og når hun ændrer noget ved sin krop eller sit udseende, bliver det delt, liket, kommenteret og populært.
Hun er en af verdens største influencere med over 330 millioner følgere på Instagram, og man skal derfor ikke undervurdere, hvor stor indflydelse hendes udseende har.
For nylig gik hun i gang med at transformere sit look, hvilket har skabt røre og hashtagget #skinnyisback.
Men bør vi frygte hendes påvirkning af unge kvinder og deres kroppe?
Kim Kardashian har siden 00’erne overrasket, forarget, chokeret, underholdt og inspireret.
Det er faktisk det, hun kan.
- Hun har talent for at være på, slår Katrine Memborg fast.
Vendte skandale og slutshaming til en fordel
Verden fik første gang øjnene op for familien Kardashian, da faren Robert Kardashian repræsenterede sin gode ven O. J. Simpson i den opsigtsvækkende retssag, hvor sportsstjernen blev frikendt for to mord.
Allerede som teenager ville Kim Kardashian være kendt, og i begyndelsen af 00’erne tog berømmelsen så småt fart.
Hun blev personlig assistent for Paris Hilton.
I 2007 fik sladderpressen for alvor travlt med at skrive om Kim Kardashian, da et såkaldt sextape så dagens lys.
På hjemmeoptagelserne dyrkede Kim Kardashian sex med sin daværende kæreste r'n'b-sanger Ray J, som førte kameraet.
Optagelserne skabte en masse negativ omtale og slutshaming af Kim Kardashian. Men moren, Kris Jenner, formåede at vende den negative opmærksom omkring datteren.
Det viste sig at blive definerende for Kim Kardashian og familiens karriere som realitystjerner, der senere hen er blevet meget rige forretningskvinder og influencere.
Familien udgør i dag et kæmpe forretningsimperium, hvor Kim Kardashian er den rigeste med en formue på 1,8 milliarder dollars ifølge Forbes.
Har spillet på en sort æstetik
Hun har stået model for Prada splitterravende nøgen, hun har revolutioneret måden, kvinder bruger foundation på, hun har lagt internettet ned med en forside, hvor hun var nøgen, og så har hun med sin store numse gået forrest med et nyt kurvet skønhedsideal.
Kurver og store numser har gennem det seneste årti vundet mere og mere frem – også i modebilledet, hvor det ellers udelukkende har været det meget tynde – og ofte også kaukasiske look, der har været det primære skønhedsideal.
- Mange kvinder, særligt i USA, begyndte at elske deres former, så længe de kunne gå i det tøj, som Kim Kardashian gik i, som var stramt, fortæller Katrine Memborg.
I 2014 blev hun gift med den afroamerikanske rapper, musiker og producer Kanye West, som udover musikken havde bevæget sig ind i modeverden som et stilikon. Han var venner med alle de fede og smarte designere.
Den verden blev Kim Kardashian en del af.
Mange mener også, at Kim Kardashian gennem årene har spillet på en sort æstetik, som hendes ægteskab med Kanye West blåstemplede.
Hendes store læber, store numse, cornrows (fletninger langs hovedbunden, red.) og meget andet blev påpeget som kulturel appropriation, men i vid udstrækning accepteret.
Den sorte æstetik har i årevis været et af hendes vartegn. Men det ser ud til at skifte nu.
Nyt udseende i gammel og helt særlig kjole
For i sommer mødte Kim Kardashian op til det årlige Met Gala iført en meget særlig kjole.
Nemlig den kjole, som Marilyn Monroe havde på, da hun i 1962 sang ‘Happy birthday’ for USA's daværende præsident John F. Kennedy.
Kjolen er normalt udstillet på et museum og har en anslået værdi på knap ti millioner dollars.
For at skrue sig ned i kjolen med de 6000 håndsyede krystaller måtte Kim Kardashian tabe sig 7 kilo på blot 3 uger.
Numsen var blevet mindre, huden var lys, og håret var blevet helt blond.
I den mest ikoniske, hvide, amerikanske kvindes kjole så Kim Kardashian væsentligt mere hvid ud, end hun længe har gjort.
Det gik ikke ubemærket hen.
Internationale medier skrev om det, og på sociale medier som Tiktok og Twitter kommenterede folk hendes vægttab og spekulerede i, om hun med sit nye look signalerede enden på æraen med den kurvede krop som skønhedsideal.
For Kim Kardashian er en af verdens mest magtfulde og toneangivende kvinder. Ifølge Katrine Memborg kan det rigtig nok betyde, at der er et nyt skønhedsideal på vej hos Kim Kardashian.
- Hun er et forbillede for rigtig mange, og det er ikke et sundt forbillede, siger Katrine Memborg og henviser til de store vægttab og skønhedsoperationer.
Mere en skulptur end en sund krop
I amerikanske medier er Kim Kardashians ekstreme udseende blevet kaldt direkte giftigt for unge kvinder.
Men ifølge etnolog og forsker i sundhed og kropskultur Astrid Pernille Jespersen er det vigtigt at huske på, at der også er en masse, der følger Kim Kardashian for underholdningens skyld.
Alligevel er der en gruppe af følgere, der synes, at hun er noget af det mest smukke, der findes.
Og den gruppe kan deles op i to, fortæller Astrid Pernille Jespersen.
Den ene del er godt klar over, at den krop, de selv er udstyret med, aldrig kommer i nærheden af Kim Kardashians krop, hvilket de kan finde en ro i.
Så er der dem, der bruger alle deres vågne timer og penge på at komme til at ligne Kim Kardashian – både i forhold til påklædning, hårstyling og kosmetiske indgreb.
For den sidstnævnte gruppe kan det være usundt. Kim Kardashians krop er nemlig hverken naturlig eller sund.
Hendes krop er på mange måder udadtil mere en skulptur end en krop. Den er i øvrigt også en meget stor del af hendes forretning, påpeger Astrid Pernille Jespersen.
Hun mener derfor, at man skal være varsom med at putte Kim Kardashian i kassen med kropspositive kendte kvinder. Her peger hun i stedet på kvinder som amerikanske Lizzo og danske Jada.
- De går i front med budskabet om, at kroppe er fantastisk forskellige, og lad os da omfavne og elske dem, siger Astrid Pernille Jespersen og fortsætter:
- Det ansvar løfter Kim Kardashian simpelthen ikke.
Lukrerer på uopnåeligt udseende
Psykolog, feminist og Kardashian-fan Louise 'Twerk Queen' Kjølsen mener også, at man skal være meget påpasselig med at kalde Kim Kardashian en foregangskvinde for det kurvede kropsideal.
Men hun anerkender, at Kim Kardashian er med til at skabe trends.
Selvom Kim Kardashian har delt tusindvis af fotos af sin store numse, så mener Louise 'Twerk Queen' Kjølsen, at hun samtidig har fremelsket en tyndhedstrend.
- I tv-serien har der været komplimenter for at se anorektisk ud, og Kim Kardashian har reklameret for skinny lollipops, som er en slikkepind, du kan slikke på, når du er sulten, og som hæmmer sulten.
Hun mener, at det isoleret set er fint at være slank, men at det bliver et problem, når det bliver idealiseret og brugt som et skønhedsideal – særligt når det er hjulpet på vej af plastikkirurgi og uopnåelige træningsprogrammer og diæter.
- Det er svært at hylde Kim Kardashian for at være et forbillede. Hun har gjort en masse godt, men så længe hun kapitaliserer på at gøre unge kvinder usikre på deres udseende, så er det svært at se det som andet end et kapitalistisk projekt, siger Louise 'Twerk Queen' Kjølsen.