Folketingsvalg 2022

- Du virker lidt arrogant, når du ikke vil samarbejde over midten, siger vælger til Ellemann

TV 2 var med til vælgerrally i Jakob Ellemann-Jensen egen kreds.

Der venter Venstre noget af en opgave med at få mobiliseret vælgerne, hvis det skal nås, inden danskerne skal i stemmeboksen tirsdag.

Ifølge en ny Megafon-måling lavet for TV 2 står Venstre til 14,9 procent af stemmerne svarende til 26 mandater. Socialdemokratiet til 24,8 procent, svarende til 44 mandater.

I Turbinehallen i Aarhus var en gruppe potentielle Venstre-vælgere samlet til vælgerrally fredag aften. Det var måske nogle af dem i salen, som partiet skal forsøge at hive hjem, inden danskerne skal stemme på tirsdag.

- Skulle jeg gå hen og blive statsminister på tirsdag, vil jeg gribe det her an på en hel anden måde (end Mette Frederiksen, red.). En statsminister, der ikke sparker nedad, og når man tager ansvaret, har man ansvaret, siger Venstreformand Jakob Ellemann-Jensen fra scenen foran mellem 200 og 250 personer.

Moderaterne kan sidde på nøglen

I meningsmålingerne ligger den nye dreng i klassen – nemlig Moderaterne – sig midt imellem Socialdemokratiet og Venstre. Ikke målt på det antal mandater, de er spået til at få - der får partiet nemlig en tredjeplads.

Men fordi frontmand Lars Løkke Rasmussen ikke har meldt ud, hvilken kandidat, han vil bruge sine mandater på.

Det nye parti står lige nu til 17 mandater og 9,7 procent af stemmerne, og dermed kan Løkke give flertal til enten rød eller blå blok. Danske Spils bookmakere tror i øvrigt, at det er mere sandsynligt, at Lars Løkke Rasmussen bliver den næste statsminister, end at Ellemann gør.

Men Jakob Ellemann-Jensen tror på sine chancer. Tilhørerne i Turbinehallen gjorde også, og mens formanden talte, var det hyppigt, at han blev afbrudt af klapsalver. Klimaet, sundhedssektoren, psykiatri og krigen i Europa var nogle af de emner, der blev berørt.

Til sidst var det muligt for publikum at stille spørgsmål. Formanden og partifællen Stephanie Lose (V), der også modererede dele af rallyet, besvarede dem.

Samarbejde over midten?

En vælger fik mikrofonen og spurgte, hvorfor Jakob Ellemann-Jensen ikke vil samarbejde over midten i en regeringsdannelse.

- Du virker lidt arrogant, når du siger, at du overhovedet ikke vil samarbejde over midten, sagde vælgeren.

Ellemann svarede, at han mødte dette spørgsmål mange steder, og at i Tyskland er politik kørt fast, fordi de har en bred regering. I Frankrig, hvor der er en midter-regering, er yderfløjene vokset, og de gamle socialistiske og konservative partier næsten forsvundet.

- Jeg tror ikke, at det er en fordel henover midten. I et folkestyre som det danske skal man have en opposition, som man er uenig med, ja, men man skal også kunne stole på, at de kan overtage uden at køre Danmark i sænk, sagde han.

- Tag ikke fejl, jeg vil gerne samarbejde. Jeg vil bare ikke gøre Mette Frederiksen til statsminister.

TV 2 ville også gerne have spurgt formanden om et samarbejde over midten, om den nye meningsmåling, og om partiet hellere vil være i opposition endnu en periode, eller om de er villige til at forsøge at skabe et flertal med Lars Løkke Rasmussen, men blev henvist til politisk ordfører Sophie Løhde.

Hun skriver i en sms til TV 2, at de går til valg på en borgerlig-liberal regering med Ellemann som statsminister.

- Og nu må vi se, hvordan det går på tirsdag. Det er alt for tidligt at konkludere noget. Vi har den dybeste respekt for, at danskerne nu skal have tid til at vurdere, hvem de vil have til at lede landet de kommende fire år, skriver hun.

43 mandater ved sidste valg

Der er sket meget siden valget i 2019, hvor Venstre fik 43 mandater i Folketinget.

En hel række stemmeslugere har forladt partiet siden da. Nogle har startet nye partier såsom Danmarksdemokraterne og Moderaterne, andre har tilsluttet sig andre partier, og nogle er stoppet i politik.

Tilbage til scenen, hvor Stephanie Lose mindede tilhørerne - der blandt andet bestod af en stor gruppe fra Venstres Ungdom - om, at det er en slutspurt, men det er ikke slut endnu.

- Vi er ikke færdige med at kæmpe. Husk det nu. Næsten en tredjedel af befolkningen har ikke besluttet sig endnu, og mange af dem, der tvivler, overvejer kraftigt at stemme på os, sagde hun.

- Det er nu, at I skal have fat i ægtefællen, naboen, kollegaen og fortælle dem, at der, hvor de skal sætte deres kryds på tirsdag, er ud fra os.

_