- Det er hårdt, når en kræftramt ikke kommer igen året efter
Fredag aften samler 'Vild med dans' ind til Knæk Cancer. Her fortæller paraatlet Daniel Wagner, hvordan han er berørt af sygdommen.
En gang om året møder jeg kræftramte, der har mistet et ben. Fordi jeg kan lære dem at løbe igen.
Jeg underviser nemlig på en løbeskole for benamputerede. Og selvfølgelig kan der være mange grunde til, at nogen pludselig står der.
Et kræftforløb er bare en af dem.
Men der ligger nærmest altid en voldsom historie bag. Og jeg tror, det er de færreste, der tænker på, hvor meget det egentlig betyder at kunne løbe.
For mig betød det alverden. Fordi det føltes som en ret, der blev taget fra mig.
Bare det at kunne mærke vinden i ansigtet for første gang igen – det var virkelig en stor ting.
Jeg brugte selv et halvt år på at lære at løbe med min løbeprotese, og det viser, hvor svært det er. Fordi det er ufatteligt svært.
Når man løber, svæver man nemlig mellem hvert skridt. Så man skal turde hoppe op og lande med al sin vægt ned på protesen.
Det er så livsbekræftende, når en ny knækker koden.
Engang stod jeg over for en mand i 50'erne. Han havde været benamputeret i 30 år uden at kunne løbe. Men han var så god.
Jeg brugte en halv time på at lære ham teknikkerne, og da han forstod det, blev han bare ved med at løbe, indtil han nærmest ikke kunne stå op mere.
Livsglæden strålede ud af ham.
Bagefter kom han hen til mig og brød sammen i gråd. Og så gav han mig en ordentlig krammer, fordi det betød så meget for ham.
Han behøvede ikke engang at sætte ord på det. Jeg forstod ham godt.
Men det står i skærende kontrast til, når en kræftramt pludselig ikke kommer igen året efter. Det har vi oplevet. Og det er selvfølgelig hårdt.
Jeg har også selv haft kræft tæt på. Både min farfar og min moster døde af kræft i 2012.
Et kræftforløb rammer bare pludseligt hver gang. Derefter svinger det op og ned, så man bliver kørt rundt i en rutsjebane. Det var meget voldsomt, synes jeg.
Og sygdommen tager jo noget væk fra mange. Nogle mister livet. Nogle mister håret. Nogle mister et ben.
Men den energi og det mindset jeg gerne vil bringe med ind i 'Knæk Cancer' fredag aften er, at selvom tingene ser svære ud, så er der en vej.
Den skal man selv finde. Men ting kan lade sig gøre, hvis man har viljestyrken og kæmper for det.
Da jeg kom til skade, lå jeg i en hospitalsseng som 14-årig med et ben, der var amputeret. Men jeg endte med at stå på medaljeskamlen med to paralympiske medaljer om halsen i Rio. Og vejen fra sengen til skamlen var ikke en, jeg lå og planlagde.
Men jeg har haft et positivt mindset og kastede mig ud i en masse ting, som jeg prøvede at få til at lykkes. Og det mindset kan man bruge i alle mulige forløb.
Også i et kræftforløb.
Læs de øvrige historier i serien her:
Se 'Vild med dans – Knæk Cancer' fredag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.