Tidligere kræftpatienter med i 'Vild med dans' for en aften – men en må udgå

De skulle have været tre, men desværre må en af årets Knæk Cancer-dansere udgå fra særudgave af 'Vild med dans'.

Fredag bliver en anderledes aften på gulvet i 'Vild med dans'.

I anledning af den særlige Knæk Cancer-uge på TV 2 rykker programmet på Det Kongelig Teater, og her vil to nye dansere indfinde sig på dansegulvet.

De har hver især haft kræft tæt inde på livet og skal danse med hver sin professionelle danser for at samle penge ind til lørdagens store 'Knæk Cancer Live'-show.

Derudover skal de resterende fire 'Vild med dans'-par også på gulvet i fredagens program. Der er dog ingen, der bliver sendt hjem – parrene tager i stedet deres dommerpoint med til næste uges semifinale.

Herunder kan du læse om fredagens to Knæk Cancer-dansere:

Navn: Stine Camilla Rix

Alder: 47 år

Sygdom: Brystkræft

Dansepartner: Martin Parnov Reichhardt

For fire år siden fik Stine Camilla Rix' lillesøster lungekræft.

Stine Camilla Rix fulgte sin søsters kræftforløb på nærmeste hold – også da det blev konstateret, at lillesøsterens kræft havde spredt sig til hjernen.

Men Stine skulle ikke kun være pårørende. For et år siden rykkede kræften nemlig endnu tættere på, da hun fik konstateret brystkræft.

Nu var Stine også selv patient, og i oktober sidste år var hun igennem fire store operationer.

Mens hun var indlagt, lå hun og så 'Knæk Cancer'-showet og tænkte: "Hvis jeg er i live til næste år, vil jeg hjælpe med indsamling". Og sådan blev det.

Stine er i dag raskmeldt. Imens er hendes lillesøster blevet terminal.

Det er derfor blevet en mærkesag for Stine at have fokus på de pårørende til personer med kræft. For hun kender alt til den frustration og afmagt, som pårørende har. Og efter sit eget kræftforløb forstår hun begge sider endnu bedre.

I fredagens 'Vild med dans' skal hun og partneren Martin Parnov Reichhardt danse cha-cha-cha til nummeret 'Cold Heart' af Elton John og Dua Lipa.

Navn: Casper Frydenlund Tørnblad

Alder: 30 år

Sygdom: Skjoldbruskkirtelkræft

Dansepartner: Mille Funk

Casper Frydenlund Tørnblad fik i 2018 konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen. Det skete, præcis en måned efter at han var blevet gift med sin mand.

Hvad der skulle have været den lykkeligste tid, blev derfor fyldt med sygdom.

Casper skulle igennem flere operationer i halsen, og det medførte, at han mistede sin stemme.

Sygdomsforløbet varede i flere år, og det var en hård kamp. Han kæmpede for at blive kræftfri og for at få stemmen tilbage ved at få indopereret et silikoneimplantat i halsen.

Undervejs var hans mand og familie en urokkelig støtte.

I dag er han rask, og stemmen er langsomt kommet tilbage. Faktisk i et omfang så Casper Frydenlund Tørnblad i dag er en del af Kræftens Bekæmpelses fortællerkorps. Her fortæller frivillige deres historier og deler erfaringer med, hvordan de har holdt fast i et liv på trods af kemo, ar og bange tanker.

Casper Frydenlund Tørnblad skal danse med partneren Mille Funk til nummeret 'That’s All I Want' af Bobby Day.

Tredje danser må udgå

Der skulle oprindeligt have været tre nye dansere på dansegulvet i 'Vild med dans – Knæk Cancer', men fordi 57-årige Donald La Verne Smith har bugspytkirtelkræft, og hans helbredsmæssige situation er forværret, er han ikke med fredag aften.

- Vi er meget kede af, at Donald ikke får mulighed for at gennemføre sin dans med Karina, for vi ved, at han ligesom os havde set meget frem til denne aften, lyder det fra TV 2s underholdningsredaktør Thomas Strøbech.

Programredaktøren sender de varmeste tanker til Donald og hans familie.

- Vi vil meget gerne sige Donald en stor tak for, at han havde mod på at tage danseudfordringen op i en vigtig sags tjeneste, siger han.

Se 'Vild med dans Knæk Cancer' fredag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.

_