Hun samlede på øjeblikke fra hverdagen – onsdag formiddag døde Dorte Leidersdorff
Dorte Leidersdorff var uhelbredeligt syg af kræft, men hun holdt stædigt fast i ikke at være sin kræftsygdom. Onsdag sov hun ind.
Da Dorte Leidersdorff fik at vide, at hun ikke ville overleve sin kræftsygdom, blev hun rasende og ville ikke acceptere det.
Hun følte sig pludselig som en fugl sat i et bur, der havde fået klippet vingerne af. Nu kunne hun bare vente på at dø i sit 'bur'.
Men Dorte Leidersdorff lærte at acceptere sin situation. Hun gik fra at have store fremtidsdrømme om for eksempel yogauddannelser i Indien til at samle på små øjeblikke fra hverdagen. Det kunne være solen på en efterårsdag, tid med sine børn og børnebørn eller en telefonsamtale med svigerdatteren.
Det hele tæller, sagde hun.
- Jeg tænker hele tiden: ”Det fik jeg også med”. Det er en ny vinkel på livet, og det skal vi alle sammen mindes om, men man kan heller ikke leve med døden som trussel hele tiden, lød det fra Dorte Leidersdorff.
Onsdag formiddag døde Dorte Leidersdorff 59 år gammel af sin kræftsygdom på hospice, hvor hun var indlagt. 13 dage efter, at hun medvirkede i dette interview.
Kræften i æggestokkene havde bredt sig til organerne, og hun vidste på daværende tidspunkt godt, at hun ikke havde lang tid igen.
Hendes sidste tid handlede om at få det sidste med, have nogle gode snakke og få sagt ordentligt farvel. For det er vigtigt, lød Dorte Leidersdorffs budskab.
Fremtiden er nøje planlagt
Dorte Leidersdorff levede et oplevelsesrigt liv. Hun har skrevet en bog, hun har krydset Atlanten og haft en spændende karriere.
Med andre ord var der mange historier at fortælle.
Derfor valgte hun at skrive breve til sine børnebørn. Om sit liv, om deres forældre, og hvad hun ønsker for dem i fremtiden.
Til sine egne børn har hun skrevet sine sidste ønsker ned:
- Jeg har planlagt hele min mindehøjtidelighed helt ned til, hvor den skal holdes, og hvilke blomster der skal stå ved siden af min urne, så mine børn har en fuldkommen køreplan. Dels for at hjælpe dem, og dels fordi det er min sidste fest, og den vil jeg også gerne bestemme lidt over, fortalte Dorte Leidersdorff.
Hvad er det for nogle blomster, du gerne vil have?
- Franske anemoner, men nu ved jeg jo ikke, på hvilken årstid jeg dør, så jeg har lavet flere muligheder, sagde hun.
Mor til det sidste
Dorte Leidersdorff efterlader sig tre børn, men selvom de er voksne og selv har stiftet familie, ville hun være mor til det sidste.
Hun sagde til dem, at de måtte spørge om alt, men det var ikke alt, hun delte med dem.
Nogle af de svære snakke tog hun med personalet på sit hospice eller med venner.
For Dorte Leidersdorff mente ikke, at hendes børn skulle bære på mere end nødvendigt, og hun ville gerne give dem styrke videre i livet og vise, at man godt kan dø af kræft uden at miste sig selv – en styrke, de kan få brug for på mange fronter, når livet er svært:
- Det er vigtigt for mig, at jeg på en eller anden måde er genkendelig, indtil jeg siger farvel og lukker mine øjne, fortalte hun.
Kan du genkende dig selv nu?
- Ork ja. Det har været vigtigt for mig at tænke, at jeg har kræft. Jeg er ikke kræft. Jeg er Dorte, og kræften er blevet et vilkår for mit liv, men det definerer mig ikke. Det vil jeg ikke finde mig i.
Tavshed er ikke guld
Da Dorte Leidersdorff sad i stolen foran kameraet, fyldte frygten for døden ikke så meget endnu, men hun var bange for ikke at være her mere. Den tanke kunne hun ikke holde ud.
Hun var taknemmelig over det liv, hun har levet.
Men Dorte Leidersdorff ønskede, at hun havde haft 20 år mere, så hun kunne have nået at opleve blandt andet børnebørnenes konfirmationer, flere rejser og gøre alvor af yogainstruktøruddannelsen i Indien.
En ting ville hun dog gerne give videre.
Hendes kræftforløb lærte hende, hvor meget man har brug for omsorg og kærlighed både fra nære og fjerne relationer.
Og her er tavshed ikke guld, og det er ikke i orden at trække sig som ven eller familie, selvom det er svært, lød det til allersidst fra Dorte Leidersdorff:
- Man kan ikke sige noget forkert, man kan famle og være kejtet, men lad os gøre det sammen. Jeg vil gerne have, at folk husker, at det værste, man kan gøre, er at tie stille og holde sig væk. Man har brug for den kærlighed. Nær som fjern.
Se hele indslaget med Dorte Leidersdorff i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.